Danske soldaters drab, lemlæstelser og ødelæggelser i Afghanistan har fået Forsvaret til at udbetale 1,9 millioner kr. til afghanere de seneste tre år i medfør af islamisk lov om blodpenge, skriver dagbladet B.T. onsdag.
Det viser hidtil hemmeligholdte tal som B.T. har fået aktindsigt i ved Forsvarsministeriet.
I 2009 blev der således udbetalt ca. en million i såkaldt kulance, mens der de følgende år blev udbetalt henholdsvis 400.000 kr og 500.000 kroner. Tallet for 2011 er et budgettal fra december, og kan derfor nå at stige yderligere.
Pengene er dog ikke egentlige erstatninger men penge, der udbetales jævnfør lokale skikke, forklarer Jørgen Høll, der er chef for operationsdivisionen i Hærens Operative Kommando.
– Der udbetales kulancemæssig godtgørelse i de tilfælde, hvor lokale regler eller sædvaner fastlægger, at der skal betales bod eller udbetales godtgørelse for fysisk skade forvoldt på personer, husdyr eller materiel. Pengene udbetales i kontanter, siger han.
Konkret hvilke regler og skikke man følger ønsker Jørgen Høll ikke at uddybe.