Afghanistan får langsigtet samarbejdsaftale med Danmark

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Afghanistans præsident, Hamid Karzai, underskrev torsdag en strategisk partnerskabsaftale med Danmark, som løber frem til udgangen af 2017 og bl.a. lover omfattende dansk bistand til landet. Undertegnelsen skete under hans første officielle besøg i Danmark.

Præsident Karzai var i audiens hos dronning Margrethe og til officiel frokost hos statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Partnerskabsaftalen beskriver det danske engagement i Afghanistan på det politiske, økonomiske, sikkerhedsmæssige og udviklingspolitiske område.

Som led i sit besøg takkede præsident Karzai for den langvarige danske politiske, økonomiske og militære støtte og lagde en krans ved mindesmærket for Danmarks internationale indsats på Kastellet sammen med udenrigsministeren, forsvarsministeren og forsvarschefen.

Udenrigs-minister Villy Søvndal (SF) siger:

”Præsidenten og jeg var enige om, at afghanerne nu er klar til at tage det fulde ansvar for deres egen fremtid. Også selv om vi skal være realistiske og erkende, at det på kort sigt bliver en svær opgave, og tilbageslag nok vil nok være uundgåelige”.

Vi drøftede også præsidentvalget næste forår. Her er præsidenten og jeg enige om, at det vil være afgørende for Afghanistans demokratiske udvikling og stabilitet, at valget bliver gennemskueligt og at alle grupper – herunder kvinderne – med deres stemme får indflydelse på landets fremtid”.

“Præsidenten har forsikret mig om, at hans regering vil gøre alt for at sikre det bedst mulige valg. Danmark står klar til, at støtte forberedelsen og afholdelsen af valget.”

Friis Bach: Vi bliver derude med bistand

Præsident Karzai mødtes også med udviklingsminister Christian Friis Bach (R), som bagefter sagde:

”Præsident Karzai fremførte den bekymring – som mange afghanere har – at det internationale samfund vil lade Afghanistan i stikken fremover. Jeg forsikrede ham om, at Danmark vil forblive stærkt engageret, herunder med et stort bistandsprogram samt finansiering af de afghanske sikkerhedsstyrker”.

“Afghanistan er i år blevet den største modtager af dansk udviklingshjælp. Hjælpen vil i fremtiden blive kanaliseret gennem de afghanske myndigheder. Når den afghanske regering selv kan levere basale serviceydelser styrkes dens legitimitet overfor befolkningen”.

Vi drøftede også kvinders forhold i Afghanistan. Der er i de senere år sket store landvindinger for kvinder og piger. Især er det lykkedes, at få mange piger i skole. Men der udestår stadigvæk mange udfordringer”.

De danske kamptropper skal efter planen være ude af Afghanistan i 2014..

Men i årene frem til 2017 vil den danske stat (Danida) hvert år yde 530 millioner kroner til Afghanistan i udviklingsbistand.

Der er blevet dræbt 37 danske soldater i kamphandlinger i Afghanistan siden 2002. Desuden er 209 soldater såret, heraf mindst 30 hårdt såret.

Langsigtet dansk engagement

Forud for mødet med Karzai sagde Helle Thorning-Schmidt:

”De kommende to år bliver afgørende for Afghanistan. Der arbejdes målrettet hen imod overdragelse af sikkerhedsansvaret til de afghanske myndigheder, og vi nærmer os det politisk vigtige præsidentvalg i 2014″.

”Danmark har været dybt engageret i Afghanistan i mere end 11 år. Derfor er det kun naturligt, at vi nu underskriver en strategisk partnerskabsaftale og dermed besegler et gensidigt ønske om et langsigtet samarbejde. Danmark vil forblive engageret i Afghanistan også efter 2014.”

Poser med penge

Tidligere på ugen indrømmede Hamid Karzai at hans kontor gennem flere år har modtaget hemmelige penge fra CIA. Selv hævder han at beløbene var små og er blevet anvendt helt legalt.

I avisen New York Times blev det beskrevet, hvordan CIA havde afleveret store mængder kontanter i tasker og poser i mere end ti år.

Ifølge avisen skulle pengene købe amerikansk indflydelse, men flød i stedet ned i lommerne på korrupte embedsmænd og politikere eller blev brugt til at bestikke krigsherrer i landet.

Man kan se meget mere om Karzai på
http://en.wikipedia.org/wiki/Hamid_Karzai

Resume af aftale om strategisk partnerskab mellem Afghanistan og Danmark

– Afghanistan og Danmark indgår den 2. maj 2013 en strategisk partnerskabsaftale, der genbekræfter landenes tætte, bilaterale relationer og samarbejde.

– Partnerskabsaftalen har samtidig til formål at understrege Danmarks langsigtede engagement i Afghanistan også efter 2014 og dermed understøtte en stabil og bæredygtig udvikling i Afghanistan over de kommende år.

– Aftalen bekræfter, at Afghanistan har det fulde ansvar for landets politiske, økonomiske og sociale udvikling samt fra 2014 for landets sikkerhed, og at Danmarks rolle primært vil bestå i at rådgive og støtte de afghanske myndigheder.

– Partnerskabsaftalen beskriver det danske engagement i Afghanistan på det politiske, økonomiske, sikkerhedsmæssige og udviklingspolitiske område. Aftalen understreger samtidig de reformer og skridt, som den afghanske regering har forpligtet sig til inden for områder som god regeringsførelse, menneskerettigheder, herunder særligt kvinders rettigheder, korruptionsbekæmpelse, uddannelse, økonomisk vækst, landbrug og udvikling af landdistrikterne.

– Aftalen indeholder hverken nye danske økonomiske eller militære forpligtelser. I overensstemmelse med Danmarks tilsagn på NATO-topmødet i Chicago i maj 2012 bekræfter aftalen Danmarks forpligtelse til at yde økonomisk bistand til opbygningen af de afghanske sikkerhedsstyrker, ligesom den bekræfter Danmarks tilsagn under Tokyo-konferencen i juni 2012 om at yde udviklingsbistand til Afghanistan i tiåret efter 2014.

– Den danske bistand tages op til vurdering med jævne mellemrum

– Afghanistan og Danmark vil mødes én gang årligt med henblik på at gennemgå implementeringen af partnerskabsaftalen.

– Partnerskabsaftalen er gældende frem til den 31. december 2017

DOKUMENT

AFTALE OM STRATEGISK PARTNERSKAB MELLEM DEN ISLAMISKE REPUBLIK AFGHANISTAN OG KONGERIGET DANMARK

(Bringes her i sin helhed, da danske bistandsmidler i denne størrelsesorden næppe nogensinde før er planlagt placeret i et så fattigt, men samtidig konfliktramt og kaotisk land)

Bemærk: Præambel udeladt.

Artikel 1

POLITISK OG SIKKERHEDSMÆSSIGT SAMARBEJDE

1. Parterne understreger behovet for at udveksle synspunkter og udvikle fælles strategier i forhold til spørgsmål af fælles interesse og er enige om at afholde regelmæssige møder på både politisk og teknisk plan.

2. Den danske regering vil fortsat støtte den afghanske regering i dennes indsats for at sikre forsoning gennem en omfattende og åben politisk proces, som inddrager alle afghanere. Den danske regering vil ligeledes støtte indsatsen fra Det Høje Fredsråds side i denne sammenhæng. Parterne er enige om, at den politiske proces skal være styret og ejet af afghanere og skal bygge på principperne i Afghanistans forfatning, herunder de deri omtalte menneskerettighedsnormer og -garantier som f.eks. kvinders rettigheder.

3. Parterne forpligter sig til at overholde folkeretten og til at arbejde for en fredelig bilæggelse af konflikter mellem stater. De er begge fast besluttede på at forhindre, at Afghanistan og resten af verden udsættes for trusler om terrorisme og voldelig ekstremisme.

4. Parterne erkender betydningen af international bistand til at forbedre sikkerheden i Afghanistan. De er enige om, at det er nødvendigt at fortsætte indsatsen for at opbygge vedvarende og professionelle afghanske sikkerhedsstyrker (ANSF), som handler i overensstemmelse med Afghanistans forfatning og respekterer de internationale menneskerettighedsnormer. I overensstemmelse med den danske regerings tilsagn på NATO-ISAF-topmødet i Chicago i maj 2012 er den danske regering forpligtet til at yde økonomisk bistand til opbygningen af ANSF efter de til dette formål fastlagte mekanismer.

Artikel 2
UDVIKLINGSSAMARBEJDE

1. I forlængelse af de gensidige forpligtelser, som blev aftalt på møderne og konferencerne i Kabul, Bonn og Tokyo, skal et udviklingssamarbejde mellem parterne søge at styrke Afghanistans demokrati, professionelle kapacitet og arbejdskapacitet, fremme økonomisk vækst og skabe et samfund, hvor alle afghanere kan opbygge et bedre, sikrere og rigere land.

2. I overensstemmelse med den danske regerings tilsagn på donorkonferencen i Tokyo i 2012 er den danske regering forpligtet til at yde udviklingsbistand til Afghanistan i omlægningsperioden, der betegner tiåret efter 2014 (Transformation Decade). God regeringsførelse, herunder en reform af den offentlige forvaltning; uddannelse; økonomisk vækst; landbrug og udvikling af landdistrikterne vil fortsat være fokusområder. Opfyldelsen af disse tilsagn forudsætter, at der sker fremskridt i gennemførelsen af samtlige forpligtelser, som er afgivet af begge parter på møderne og konferencerne i Kabul, Bonn og Tokyo, således som det er skitseret i Tokyo-konferencens ”Mutual Accountability Framework”.

3. I tråd med Kabul-mødets forpligtelser til at støtte den afghanske regerings udviklingsprioriteringer, indvilliger Danmark i at yde mindst 50 % af sin bistand over statsbudgettet. Danmark forpligter sig endvidere til at søge at afstemme mindst 80 % af sin bistand med de nationale prioriteringsprogrammer (National Priority Programs, NPP), og til at yde bistand i overensstemmelse med den afghanske regerings bistandspolitik (2013) med henblik på at forbedre virkningen af den ydede bistand.

4. Den danske regering vil fortsat kanalisere en del af sin bistand gennem ikke-statslige organisationer.

5. Begge parter forpligter sig til at støtte jobskabelsesmuligheder for afghanere med særligt fokus på de marginaliserede grupper i samfundet som f.eks. unge mennesker, kvinder og flygtninge samt fordrevne inde i selve Afghanistan, som udgør en stor andel af arbejdsstyrken og er en væsentlig vækstkilde.

6. I betragtning af, at en stor del af Afghanistans befolkning bor i landets land-distrikter, er parterne enige om at støtte lokalforvaltningsinitiativer og -programmer, som gør det nemmere for landbefolkningen at få adgang til vigtige kerneydelser.

7. Parterne vil fortsat fremme lige adgang til inkluderende uddannelse for alle børn i Afghanistan, uanset køn. Dette omfatter uddannelse af lærere, udarbejdelse af hensigtsmæssige pensumplaner og forbedring af erhvervsuddannelser.

8. Andre områder af udviklingssamarbejdet kan fastlægges gennem en bilateral aftale om udviklingssamarbejde.

Artikel 3
REGERINGSFØRELSE OG RETSSIKKERHED

1. Parterne bekræfter på ny deres gensidige forpligtelse til at arbejde for de mål og principper, som blev fastlagt i Kabul-processen, strategien Towards Self-Reliance (mod selvhjulpenhed), som blev præsenteret i Tokyo, og aftalen Tokyo Mutual Accountability Framework om god regeringsførelse og bekæmpelse af korruption. Parterne understreger nødvendigheden af, at Afghanistan udvikler stærke, gennemsigtige og ansvarlige institutioner på både nationalt og subnationalt plan.

2. Parterne bekræfter på ny deres tilsagn om at arbejde for demokrati og menneskerettigheder, herunder ytringsfrihed, og om at fremme kvinders rettigheder for at sikre deres ligestilling i samfundet, herunder retten til uddannelse, retten til arbejde og retten til at deltage i det sociale, politiske og kulturelle liv. Parterne er fortsat forpligtede til at implementere konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder (CEDAW) og Sikkerhedsrådets resolutioner om kvinder, fred og sikkerhed (1325, 1820, 1888, 1889, 1960).

3. Afghanistan bekræfter på ny sin stærke opbakning til et rummeligt, pluralistisk og demokratisk styre, herunder frie, retfærdige og gennemsigtige valg. Idet Afghanistan på ny bekræfter sine forpligtelser afgivet på Bonn-konferencen i 2011 og Tokyo-konferencen i 2012, vil Afghanistan styrke og forbedre sin valgproces.

4. Den danske regering forpligter sig til at støtte Afghanistans indsats for reformer, opbygning af institutioner og levering af grundlæggende serviceydelser ved fortsat at være en mangeårig, trofast og pålidelig partner. Denmark vil endvidere støtte initiativer til at styrke afghanske kvinders og unge menneskers rolle i samfundet, navnlig med hensyn til deltagelse i politiske og økonomiske beslutningsprocesser.

5. Parterne erkender, at et stabilt og sikkert Afghanistan, som bygger på retsstatsprincippet, forudsætter en effektiv og ansvarlig civil politistyrke, der kan imødegå det afghanske folks grundlæggende sikkerhedskrav. Den afghanske regering gentager sit tilsagn om at fortsætte indsatsen med at opbygge en sådan politistyrke. Den danske regering skal fortsat støtte denne proces ved at kanalisere en del af sin civile bistand til Afghanistan gennem programmer, som har til formål at støtte en yderligere udvikling af det afghanske civile politi, herunder nærpolitiet.

Artikel 4
ØKONOMISK SAMARBEJDE

1. Parterne erkender, at økonomisk udvikling, skabelse af arbejdspladser og bekæmpelse af fattigdom er forudsætninger for et stabilt og sikkert Afghanistan. Med henblik herpå vil parterne samarbejde om at forbedre vilkårene for investering og økonomisk vækst i Afghanistan. Den afghanske regering erkender, at dette kræver, at der skabes nogle forhold, der er tiltrækkende for udenlandske investeringer, herunder hensigtsmæssige og effektive juridiske rammer, øgede skatteindtægter og god økonomisk styring af økonomien samt udvikling af infrastrukturen og højere sikkerhed. Den afghanske regering forpligter sig til at træffe passende foranstaltninger med dette formål for øje.

2. Den danske regering skal være med til at fremme en bæredygtig udvikling i adskillige sektorer og vil søge at støtte den afghanske regerings kapacitet til at udvikle Afghanistans landbrugssektor til gavn for det afghanske folk. De to regeringer skal aftale, i hvilke sektorer dette samarbejde skal finde sted. Den danske regering vil anspore den danske private sektor til at foretage investeringer i Afghanistan.

3. Det økonomiske samarbejde kan ved gensidig aftale mellem parterne udvides til andre områder, hvor det vil blive gennemført.

Artikel 5
REGIONALT SAMARBEJDE

1. Parterne erkender, at målet om et stabilt og sikkert Afghanistan kræver nogle gunstige regionale rammer. De er således enige om at samarbejde om at fremme et regionalt samarbejde med henblik på at forbedre Afghanistans rolle i de forskellige regionale organisationer, processer og fora.

2. Partnerne er enige om, at Istanbul-processen er et initiativ af central betydning for opbygningen af tillid og stimuleringen af samarbejde mellem Afghanistan og landets nære og fjernere naboer. I denne sammenhæng glæder parterne sig over resultatet af ministerkonferencen Heart of Asia i Kabul den 14. juni 2012, og er enige om, at Istanbul-processen primært skal udvikles af de direkte berørte lande. De opfordrer derfor deltagerlandene i Heart of Asia-konferencen til at gå med i et omfattende regionalt samarbejde, der bygger på de i Istanbul i november 2011 aftalte principper. Den danske regering bekræfter på ny sit tilsagn om at støtte udviklingen af Istanbul-processen, blandt andet ved at støtte en effektiv gennemførelse af de tillidsskabende foranstaltninger fra Istanbul-processen.

Artikel 6
MIGRATION

1. Parterne skal arbejde i et partnerskab på at bekæmpe menneskehandel og menneskesmugling. Parterne vil fortsætte deres tætte samarbejde om at forhindre ulovlig indvandring og forhindre, at fysiske personer med afghansk og dansk statsborgerskab opholder sig ulovligt på den anden parts territorium, og vil gøre det nemmere at tilbagesende sådanne personer med ulovligt ophold til deres oprindelsesland.

Artikel 7
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

1. Denne aftale om strategisk partnerskab er gældende til den 31. december 2017, eller indtil den opsiges af en af parterne med tre måneders skriftligt varsel eller erstattes af en ny partnerskabsaftale.

2. Begge parter forpligter sig til at mødes på højt niveau én gang om året for at overvåge gennemførelsen af denne aftale om strategisk partnerskab.

3. De pengebeløb og målsætninger, som er fastlagt inden for rammerne af Danmarks bilaterale udviklingsbistand, skal tages op til vurdering med jævne mellemrum.

4. Denne aftale træder i kraft 30 dage, efter at de retlige procedurer er afsluttet i begge lande og der er givet meddelelse herom fra begge parters side.

5. Ovenstående bestemmelser udgør aftalen mellem Kongeriget Danmarks regering og Den Islamiske Republik Afghanistans regering om de heri omtalte anliggender.
(slut)