Af Lis Garval, U-landsnyt.dk
Wazhma Frogh er en lille, tæt og karismatisk kvinde. Hun er også smuk, men det er ikke med sine brune øjne, hun fængsler og argumenterer for afghanske kvinders rettigheder.
Det gør hun med sin personlighed og med dokumentation, og hun gør det så engagerende, at man efter et møde med hende tror på, at afghanske kvinder nok skal klare sig.
Men det er en forførende illusion, som Wazhma Frogh ufrivilligt medvirker til. For hun er ikke en typisk afghansk kvinde.
Med fare for sit liv tager hun livtag med den afghanske regering i TV, og i en tve-kamp med præsidenten fik hun hans underskrift på en lov, der forbyder vold mod kvinder.
Wazhma Frogh, Afghan Women’s Network, har været i København i forbindelse med en international konference om kvinder, sikkerhed og økonomiske udvikling i Afghanistans landområder.
Hun var en af hovedtalerne og samtidig en levendegørelse af det potentiale, der er i Afghanistans kvinder. Hos Wazhma Frogh er potentialet udnyttet. Det er det ikke hos hendes medsøstre – halvdelen af Afghanistans befolkning. Og det er dem, hun kæmper for at mobilisere og give indflydelse.
”Afghanistan er det farligste sted at være kvinde. I hele verden. Ikke så meget på grund af krigen, som på grund af vold i hjemmet. Når man taler om sikkerhed er det i vores forbindelse ikke mindst sikkerhed i hjemmet. Vores store udfordring er ikke at få rettigheder og privilegier. Det er at overleve.”
”Derfor kæmper jeg også for, at fokus skal være på retten til at blive fri for vold. Afghanske kvinder bliver næsten systematisk udsat for vold i hjemmet. Det er en måde at kontrollerer dem på”, siger Wazhma Frogh i et interview med U-landsnyt.dk.
Hun er stolt over at have medvirket til, at Afghanistan har fået en lov, som forbyder vold mod kvinder. Efter en sej dyst med præsident fik hun hans underskrift, og det er nok.
”Skulle loven senere blive præsenteret i parlamentet, falder den. Ingen tvivl om det. Men nu er den ved magt”, siger hun.
”Det var ikke let at få hans underskrift. Men jeg blev ved. Selvom min familie advarede mig: Vi kan ikke beskytte dig, og systemet kan ikke beskytte dig. Du risikerer dit liv, når du optræder på¨ TV og kræver rettigheder for kvinder”.
”Om min familie ikke også er en smule stolt af mig? Nej. Familien er mere bekymret”, siger hun.
strong>Dukkens arm blev brækket
Wazhma Frogh, der er medstifter af Research Institute for Women Peace and Security, (RIWPS- Afghanistan), som blev etableret i begyndelsen af 2012, har i mere end 10 år har været en frontfigur i kampen for kvinders rettigheder og menneskerettighederne generelt.
Hun kom ”tilbage” til Afghanistan i 2001, efter at familien havde søgt tilflugt i Pakistan, da taleban overtog magten i landet. Hendes far var general, og familien er en traditionel afghansk familie – nok bosiddende i Kabul, men med solide rødder i landsbysamfundet.
Hun oplevede som lille pige, at kød var forbeholdt drengene. De skulle være sunde og stærke. Det skulle pigerne ikke.
Allerede som 7-8 årig krævede Wazhma Frogh sin ligeret. Storfamilien boede i et hus med stor have, men kun drengene måtte lege ude. Det ville hun ikke finde sig, smuttede ud og legede med drengene. Hendes farfar blev vred og ville straffe hende. Men hun løb ind i huset og gemte sig under sengen, hvor han ikke kunne få fat i hende. Farfaderen tog i stedet en af hende dukker, brækkede dens ene arm og sagde, at sådan ville det gå hende, hvis hun ikke opførte sig ordentligt.
Hun var omkring 12 år, da hun i Peshawar begyndte at undervise andre afghanske piger i engelsk – mod betaling. Hun havde hørt radio og lært sig selv lidt engelsk og nok til, at hun kunne give en elementær viden videre. Pengene, hun tjente, gav hun til familien, som derfor godkendte at hun arbejdede med undervisning.
Der er sket fremskridt
”Jeg har nok altid været ulydig og gjort, hvad jeg syntes var rigtigt. Og bestemt ikke altid til familiens glæde. Men hvem skulle eller slås for kvinderne, hvis ikke vi, der kan og tør?”, spørger hun retorisk.
”Den udenlandske bistand har været god for ligestilling og dermed for en demokratisk udvikling. Der er kommet piger i skole, Piger er at se i det offentlige liv. Der er kommet ansigter på Afghanistans kvinder, og de taler nu for sig selv. Det i sig selv er et kolossalt fremskridt”.
”Men man skal ikke lade sig narre. Ét er by-kvinderne, noget andet er kvinderne på landet. Og langt den største del af Afghanistans befolkning bor i landområderne. Deres situation er meget anderledes. Det der gælder er den traditionelle adfærd. Der er kun sket små ændringer i vores mandsdominerede kultur.”
”I Afghan Women’s Network” er der faktisk højt betalte kvinder, som må aflevere lønnen til deres mænd. De kan ikke bestemme over, hvad de tjener. Og så er de tilmed udsat for vold, så manden understreger sin kontrol.”
Wazhma Frogh giver dette eksempel for at understrege, at det ikke er nok at give kvinderne økonomiske muligheder og mulighed for at få en indkomst. Man skal også sikre, at de får kontrol over deres indkomst. Det er her den store udfordring ligger.
Den lille afghanske aktivist er optimist. Fordi der er sket positive ændringer i det afghanske samfund – ændringer som ikke bare kan fejes af vejen. Det afghanske samfund er ikke statisk. Det ændrer sig.
Men det er nødvendigt, at kvinderne hele tiden gør opmærksom på og kræver deres rettigheder.
Hun slutter: ” De tider burde være forbi, da man mente, at fik kvinderne bare en køkkenhave eller en symaskine, var der skabt fremskridt. Så enkelt er det ikke. Vi har brug for adgang til sundhed – mødredødeligheden er alarmerende -, vi har brug for beskyttelse mod vold, og vi behøver kvindeligt lederskab.”
”Vi har ikke våben, vi er ikke warlords, vi er ikke voldelige, så vi risikerer ikke at blive taget højtideligt. Hvis ikke vi står frem. Så det gør vi, og jeg kan forsikre om, at vi er at finde på gaden, hvis det går den forkerte vej.
