Afghanistans islamiske råd har anmodet præsident Hamid Karzai om at forhindre, at udenlandske hjælpeorganisationer forsøger at omvende lokale til kristendommen. Rådet har også krævet, at offentlige henrettelser bliver genindført, skriver DR online lørdag.
Det indflydelsesrige organ uden formel autoritet består af muslimske gejstlige og lærde fra hele Afghanistan. De muslimske lærde har altid spillet en afgørende rolle i Afghanistan og været bag en række oprør mod tidligere regeringer.
Siden talibanerne blev væltet af amerikansk-ledede styrker i 2001, har Afghanistan oplevet en hidtil uhørt periode med frihedsrettigheder.
– Rådet er bekymret over nogle missionerende og ateistiske organers aktiviteter og betragter sådanne handlinger som i modstrid med den islamiske sharialov, forfatningen og den politiske stabilitet, hed det i rådets erklæring.
Adskillige udenlandske hjælpeorganisationer i Afghanistan har direkte eller indirekte bånd til kristne organisationer. Men de insisterer på, at de ikke missionerer.