Afgørende at verdens fattige involveres i grøn omstilling

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Ved at gå sammen i partnerskaber skal regeringer, erhvervsliv og organisationer sammen sætte gang i den grønne omstilling, der skal sikre en global økonomi baseret på vedvarende energikilder. Det er målet ved den to dages konference Global Green Growth Forum – 3GF, der løber af stablen i Danmark 6.-7. juni.

Folkekirkens Nødhjælp deltager også som en af få organisationer med fokus på fattigdomsbekæmpelse, og generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen ser et stort potentiale i at tænke verdens fattige ind i udviklingen af nye partnerskaber inden for bæredygtig udvikling og grønne investeringer.

”Investeringer i grønnere løsninger er afgørende for klodens fremtid, og hvis vi tænker verdens fattigste ind, kan den grønne omstilling være med til at løfte mennesker ud af fattigdom og skabe en mere retfærdig verden,” siger hun.

Birgitte Qvist-Sørensen nævner som eksempel Folkekirkens Nødhjælps samarbejde med Poul Due Jensens Fond, der står bag Grundfos, om opsætning af soldrevne vandpumper i Malawi. Der kan den fattige befolkning nu vande deres afgrøder ved hjælp af fuldstændig grøn energi.

Og den slags initiativer er afgørende, hvis verdenssamfundet skal nå sine klimamål og samtidig nå de fastsatte målsætninger for bekæmpelse af fattigdom, mener Birgitte Qvist-Sørensen. Hun opfordrer til, at civilsamfundet altid inddrages i arbejdet med grøn omstilling.

”Samarbejdet mellem det private og det offentlige er vigtigt for at få de nødvendige investeringer i f.eks. grøn energi, men det er vigtigt også at inddrage de lokale fællesskaber for at skabe lokalt ejerskab. Lokale organisationer med viden om de lokale forhold i verdens fattigste lande kan komme med vigtige bidrag til konkrete projekter,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Birgitte Qvist-Sørensen deltager selv ved topmødet og har tænkt sig at tale på vegne af verdens fattigste. Hun fremhæver de mange muligheder ved grønne investeringer, men advarer samtidig om, at visse typer af grønne investeringer rammer nogle af verdens fattigste mennesker hårdt. F.eks. som når fattige bønder presses væk fra deres jord uden kompensation for at give plads til et dæmningsbyggeri, der skal skaffe billig, bæredygtig elektricitet.

”Det er selvfølgelig positivt at ville lave alternativer til kulkraft, men når man fjerner mennesker fra deres jord, skal de som minimum have en ordentlig kompensation”.

På konferencens anden dag deltager hun i en paneldebat om, hvordan man kan sikre en værdikæde, der gør, at verdens ressourcer bruges mere effektivt og kommer flere til gode.

Se programmet for konferencen her