Den Afrikanske Union (AU) har barslet med et nyt afrikansk sikkerhedsråd, men i modsætning til FNs Sikkerhedsråd får ingen af rådets 15 medlemmer mandat til at nedlægge veto, skriver Politiken onsdag.
– Konflikter og krige har hærget kontinentet i alt for lang tid, så etableringen af Freds og Sikkerhedsrådet (PSC) indvarsler afrikanernes vilje til at bygge deres egen union baseret på demokrati, lov og orden, god regeringsførelse og overholdelse af menneskerettighederne, sagde lederen af AU, Alpha Oumar Konare, da rådet formelt blev indviet tirsdag i Etiopiens hovedstad, Addis Abeba.
PSC får mandat til at intervenere i AUs medlemslande for at forhindre folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden og samtidig overvåge, om medlemslandene gør fremskridt inden for demokrati og menneskerettigheder, anfører avisen.