Fotografen, kameramanden, forfatteren og instruktøren Jørn Stjerneklar, Kapstaden, fylder 50 torsdag den 26. april.
Jørn Stjerneklar har opholdt sig på det afrikanske kontinent i sammenlagt 17 år. Han har i kraft af sin profession besøgt og arbejdet i over 30 afrikanske lande og skrevet og filmet for de fleste danske medier samt en række udenlandske.
I 1989 dannede han Mayday Press med journalist Helle Maj og sammen dækkede de Namibias overgang fra koloni til selvstændighed.
Siden gik turen til Uganda, men de endte op i Kenya i 1992, hvorfra Jørn Stjerneklar – bortset fra godt 3 år i Silicon Valley – har dækket kontinentets op- og nedture. Det gælder bl.a. Sudan, Somalia, Mozambique, Sydafrika, Rwanda og DR Congo.
Da folkedrabet i Rwanda brød ud i 1994, sendte den amerikanske TV-station ABC Jørn Stjerneklar ind i helvedet. Oplevelsen brændte sig fast og Jørn befandt sig op til dagen før sin fødselsdag igen i Rwanda for at lave en road movie om folkedrabet til DR2.
Jørn Stjerneklar bliver ofte brugt af danske medier til at beskrive forholdene i Afrika. Hans dvælende stemme høres bl.a. på DR-radios Panorama.
Han var også idémand og instruktør på de 3 TV-programmer ”Det Danske Congo-Æventyr” sammen med journalist Peter Tygesen. Programmerne blev sendt på DR i 2006.
I 1983 skrev han bogen ”En Zebra et et Æsel med Striber” sammen med Morten Vest. I 2000 lavede han den retrospektive udstilling ”The Beauty and the Brute” med 20 års billeder fra kontinentet.
Jørn Stjerneklar er flere gange nomineret til Årets Pressefoto. Senest i år, hvor han fik hædrende omtale som TV-fotograf. Han bor i dag i Sydafrika med Helle Maj og sønnen Nick Pierre.