Afrikas væksthistorie i den efterkoloniale æra har været en “økonomisk tragedie”, konkluderer en rapport fra World Economic Forum ifølge BBC Online torsdag.
I en benhård bedømmelse af kontinentets økonomiske fremdrift – eller mangel på samme – konstaterer rapportskriverne, at indkomsten pr. indbygger er faldet med 11 procent i regionen syd for Sahara siden 1974 – altså indenfor de seneste 30 år.
– Den længe ventede vitalisering af Afrikas økonomiske liv har ikke fundet sted, hedder det i rapporten, som blev offentliggjort på et afrikansk økonomisk topmøde i Mozambiques hovedstad, Maputo.
Topmødet, der tæller gæster som Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, skal gøre status over fremdriften i en ambitiøs plan for at sætte nyt liv i de afrikanske økonomier, det såkaldte New Economic Partnership for Africas Development, NEPAD.
NEPAD pålægger bl.a. de afrikanske regeringer at føre en bedre økonomisk politik og sikre en bedre regeringsførelse generelt for at sætte gang i investeringer fra de rige lande i det fattige kontinent.
Rapporten fra World Economic Forum (WEF) sætter udaf 25 lande Botswana ind på førstepladsen målt udfra konkurrenceevne og tilskriver det kvaliteten i landets politiske institutioner og en stabil overordnet økonomisk politik. Tunesien kommer ind som nr. 2 efterfulgt af Sydafrika, mens Tchad er agterlanterne.
– Det er desværre vanskeligt at pege på en gruppe afrikanske økonomier, som har oplevet høj og vedvarende vækst pr. indbygger, siger WEFs cheføkonom, August Lopez-Claros.
Topmødet finder sted på et tidspunkt, da der er stigende tvivl om NEPAD-planen. I sidste uge rapporterede sydafrikanske medier, at der ikke var investeret midler fra den private sektor i en række NEPAD-sponserede infrastruktur-projekter.
Og dét selv om netop den private sektor viste stor opbakning til NEPAD-initiativet, da det blev skudt igang for 2 år siden, anfører BBC Online.