Civiløkonom og konsulent Steen Skovgaard Larsen, Søborg i København, fylder 60 onsdag d. 21 maj 2014.
Fødselaren tilbragte sin barndom i Kenya, hvor forældrene boede, men kom til Danmark for at få en uddannelse og lære et godt dansk ved siden af det engelske og swahili.
Det blev til studentereksamen fra Herlufsholm kostskole i 1973, hvorefter han vendte tilbage til Kenya for at åbne et firma i rejsebranchen og desuden opnå flycertifikat, som er af uvurderlig værdi, når man skal rundt på det enorme kontinent.
Senere fortsatte uddannelsen fra Handelshøjskolen i København – i dag CBS – inden Kenya kaldte igen.
Derefter lagde arbejde for Danida og eget firma grunden for en lang og omfattende række konsulentopgaver. De spændte vidt indenfor mange sektorer, men havde altid fokus på at sikre bedre vilkår for den mest udsatte del af befolkningen i det østafrikanske land og andre u-lande.
Steen Skovgaard Larsen stiftede firmaet Project Assessment Services Aps (registreret på dansk grund i 2001) med speciale i projektstyring i det østlige og sydlige Afrika, hvor han selv er direktør.
Han forlod Kenya i 2002 og har efterfølgende boet flere steder i Afrika, senest i Tanzania.
Men han følger fortsat den politiske udvikling i Kenya og Afrika som helhed og har bidraget til debatten i Danmark med kronikker og indlæg i medierne.
“Det går ufatteligt skidt i Afrika”
Han er ikke så stor optimist på Afrikas vegne som mange andre. Eksempelvis skrev han i 2008 i Danidas tidsskrift “Udvikling” under overskriften “Det går ufatteligt skidt i Afrika”:
I Afrika er de fattige blevet fattigere, væksten kan ikke holde trit med befolkningstallet og arbejdsløsheden vokser. Det går nærmest ufattelig skidt.
Undertiden hører man glædesbudskabet: Det går ufatteligt godt i Afrika. En lang række lande oplever stærk økonomisk vækst.
Budskabet blev for nylig gentaget med fuld musik i Politiken (17.02.08) i en artikel med overskriften ’Kontinent i fremgang. Det går nærmest ufatteligt godt.
At det skulle gå ’ufatteligt godt’ skriger til himlen for set over en bred afrikansk kam ved vi,
– at væksten i økonomierne knap kan holde trit med væksten i befolkningstallet,
– at de fattige er blevet fattigere,
– at antallet af fattige og arbejdsløse er blevet væsentligt større,
– at de voksende krav til infrastruktur, sundhedsvæsen, uddannelsessystem vand- og el-forsyning med mere ikke kan imødekommes,
– at der er mangel på god dyrkbar jord, og
– at en ansvarsløs politisk klasse tilgodeser sit eget velbefindende frem for befolkningens basale krav. Osv.
Lilleput-økonomier
Så er der en vigtig faktor, som alt for sjældent optræder i debatten. Den har sin rod i de enkelte landes økonomier – eller burde man snarere sige: Mangel på økonomi!
F.eks. har Kenya en relativt veludviklet økonomi og betragtes som det økonomiske lokomotiv i den østafrikanske region. Men hvor stor er økonomien egentlig?
Ifølge tal fra Verdensbanken var Kenyas BNP i 2006 på ca. 120 milliarder kroner. Til sammenligning er Danmarks BNP på ca. 1.600 milliarder kroner (men på hele 2.400 milliarder når import/ eksport medtages).
Det vil sige, at vores lille land har et BNP, der er ca. 13 gange større end Kenyas.
Kenya har derimod en befolkning, som er syv gange større og et landeareal, som er 13 gange større end vores.
De skæve forhold fortæller stort set hele historien: For hvad kan man egentlig forvente af livsbetingelser for 36 millioner kenyanere, når økonomien er mindre end nogle af de danske regioners?
Otte franskbrød – til nogle
Og så et lille tankeeksperiment: Hvis nu Kenyas økonomi vokser med de – i Verdensbankens øjne – imponerende fem pct. om året, svarer det til en vækst på cirka seks mia. kroner.
Fordelt på 36 millioner munde giver det en gennemsnitlig vækst på ca. 166 kroner per person! Det svarer til otte franskbrød fra bageren – under udsalget sidst på dagen.
I øvrigt er en gennemsnitsbetragtning misvisende, for stigningen kommer typisk kun de få, som har i forvejen, til gode. Flertallet må nøjes med krummerne … fra de otte franskbrød – pr. år!
Dette mønster gentager sig i flertallet af de afrikanske lande. Og så er det store spørgsmål, om man virkelig kan kalde en gennemsnitlig årlig vækst på ca.166 kr. pr. person – eller selv tilsvarende vækster over en lang række år, for ’nærmest ufatteligt god’?
Svaret er, at det ikke er spor godt. Tværtimod så er det nærmest ufatteligt skidt, og at kalde det for det førstnævnte er nærmest ufatteligt naivt, og ja, nærmest ufatteligt.
En million nye munde i Kenya – om året
Eller som Steen Skovgaard Larsen bl.a. skrev i et engageret debatindlæg i Berlingske i foråret 2008:
På grund af stammefejder og sygdomme, og i nogen grad slavehandel, var Kenya meget tyndt befolket i 1800-tallet, og i år 1900 ansloges befolkningen til at være ca. to millioner.
Dette tal var firedoblet til ca. otte millioner indbyggere ved uafhængigheden i 1963, og igen i 2008 firedoblet til omkring 36 millioner indvånere.
(I 2013 blev tallet anslået til 44 millioner. Kort sagt en stigning i folketal alene over fem år, der overgår Danmarks samlede indbyggertal på 5,6 mio., red.)
Indbyggertallet stiger p.t. med omkring en million nye munde per år. 1 million! Den voldsomme vækst stiller ufattelige og umulige krav til udbygningen af infrastruktur, sundhedsvæsen, uddannelsessystem, arbejdsmarked, vand- og elforsyning m.m.
Den overvejende del af befolkningen føler sig ganske enkelt fanget i en ond fattigdomscirkel, man ikke kan slippe ud af, hvad enten man bor i de voldsomt ekspanderende slumkvarterer i byerne eller forsøger at skrabe sig til en minimal tilværelse ude på landet.
Frustrationerne er opstået på trods af Kenyas på papiret imponerende økonomiske vækstrater i de fleste af årene efter uafhængigheden, for væksten har langtfra kunnet tilfredsstille behovene fra de voksende masser.
