Ambassadør Henning Kjeldgaard, Frederiksberg, fylder 80 lørdag den 14. februar 2015.
Fødselaren er en af dansk udviklingsbistands absolutte veteraner, som i sine næsten 35 år i udenrigstjenesten (1963-97) kom vidt omkring.
Dels i to omgange til den danske FN-mission i New York, først som ambassadesekretær 1967-70, siden som økonomisk rådgiver 1974-79, dels som ambassadør gennem 13 år i tilsammen 11 afrikanske lande.
Karrieren for den unge falstring indledtes med eksamen som cand.polit. i 1962, bl.a. efter studier ved Freie Universität i Vestberlin.
Men allerede før da havde han vist sit engagement for u-landene og bistanden som international sekretær i den socialdemokratiske studenterbevægelse, Frit Forum, (1958-59) og formand for internationalt udvalg i Dansk Socialdemokratisk ungdom, DSU, (1961-64).
Bistanden og folkeligheden
Det var i sidste egenskab, at han var drivkraft i de unge socialdemokraters forsøg på at give de folkelige kræfter en langt mere markant rolle i styringen af dansk bistand end tilfældet blev.
Situationen var den, at den første lov om Danmarks u-landshjælp skulle i hus, og den socialdemokratiske regering og oppositionen var stærkt uenige om dens indhold.
Regeringen med dav. udenrigsminister K.B. Andersen som spydspids ønskede for enhver pris bred politisk enighed om u-landsloven, så den undergik betydelige forandringer fra den oprindelige betænkning og førstebehandling i Tinget i oktober 1961 til den atter blev fremlagt i foråret 62.
U-landsstyrelsens mangeårige formand, nu afdøde Chr. Kelm-Hansen, beskrev det sådan i bogen “Det koster at være solidarisk”:
“K.B. Andersen blev indbudt af DSUs internationale udvalg for at fortælle om det forestående (politiske) kompromis, og det udviklede sig til et temmelig højrøstet møde, som K.B. Andersen forlod i vrede.
Formanden for internationalt udvalg, Henning Kjeldgaard,… gav imidlertid ikke op. Umiddelbart efter mødet sendte DSU en skrivelse formuleret i et 10-punkts program til folketingsudvalget, som behandlede forslaget.
Folkeligheden måtte ikke lades i stikken…
I skrivelsen fastslog DSU bl.a., at der såvel i administrationen af de bevilgede penge, som i det nødvendige oplysningsarbejde, ville blive brug for en så nær kontrakt som overhovedet muligt med de eksisterende folkelige organisationer.
Derfor burde den kommende (U-lands)styrelse, hvis sammensætning ville blive af afgørende betydning for forslagets heldige gennemførelse, komme til at bestå af folk, der havde nær tilknytning til de folkelige bevægelser, hed det.
DSU skrev videre, at “især finder vi det uheldigt, at man fuldstændigt har ladet det folkelige element – som jo også partiet fandt væsentligt – i stikken”
Og ungsocialdemokraterne sluttede:
“I stedet er der blevet oprettet en bestyrelse (den kommende U-landsstyrelse), hovedsageligt bestående af repræsentanter for erhvervsorganisationer.
Dette vil igen medføre, at det organ, der ifølge forslaget skal være det centrale, i alt væsentligt kommer til at bestå af folk, som både er stærkt optagne, og som efter vor opfattelse har en ensidig politisk indstilling.
En indstilling, som vi frygter vil føre til en kommercialisering – og dermed til udvanding af hele den bagvedliggende tankegang”.
Talte for døve øren
Kjeldgaard og DSUerne talte for døve øren.
Det oprindeligt tænkte betydningsfulde U-landsråd, som skulle udpege et forretningsudvalg af sin midte til at bestyre dansk bistand, blev erstattet af en Styrelse på ni medlemmer, alle udpeget af udenrigsministeren.
Han /hun skulle tillige udnævne styrelsesformanden, U-landsrådet i sin helhed og Rådets formand samt bestemme Rådets og Styrelsens forretningsorden.
Sekretariatsfunktionerne skulle desuden forestås af ministeriet, hvorved det var klart præciseret, at det drejede sig om en del af dansk udenrigspolitik – ikke først og fremmest et stykke solidaritets-arbejde baseret på og i høj grad bestemt af folkelige kræfter.
Kjeldgaards rolle i bistandens fødsel er nok værd at tænke på senere hen med U-landsstyrelses sammensætning in mente efter først Bertel Haarders (V) og siden Ulla Tørnæs (V) rydden ud i de folkelige kræfter.
I dag er det altsammen historie, for nu tidl. udviklingsminister Christian Friis Bach (R) insisterede på at afskaffe Styrelsen helt og aldeles og erstatte den med en “ekstern bevillingskomite” spækket med Danida-folk. Og sådan blev det.
Af mange tolket som embedsværkets endelige sejr.
Dengang i Nairobi
Også Henning Kjeldgaards åbne holdning overfor pressen og altid skarpe analyser er værd at erindre.
F.eks hans berømmede pressebriefinger på UNCTAD IV-konferencen i Nairobi for snart 40 år siden (1976), hvorfra de danske journalister bagefter kunne informere deres kolleger fra andre lande om, hvad der egentlig foregik, både i EF-kredsen, den nordiske kreds, USAs delegation m.v.
Resultatet blev den måske bedste og mest kvalificerede dækning af noget FN-sammentræde i dansk presse nogensinde.
Det lå i det hele taget i kortene, at Kjeldgaard var et chefemne for Danida, men da Mogens Isaksen gik af i 1985 efter fire år på posten var de politiske realiteter for længst skiftet.
Væk var den socialdemokratiske regering og ind var kommet de borgerlige med Uffe Ellemann-Jensen (V) som udenrigsminister. Unægteligt svære odds for den erklærede socialdemokrat.
Afrika – og en blodprop
I stedet blev næste del af karrieren forlagt til Afrika.
Først som ambassadør i Tanzania og Zambia med bopæl i Dar es Salaam (1983-88), i Zimbabwe fra 1988 til 93, hvor han også skulle passe Botswana, Lesotho, Swaziland, Malawi og Angola.
Derefter årene i Kenya (1993-96), hvor han oplevede det korrupte styre under dav. præsident Daniel arap Moi og tillige repræsenterede Danmark i Etiopien og Seychellerne.
Hjemme igen efter de til tider barske ambassadør-år i Afrika blev den dengang 62-årige Kjeldgaard ramt af en blodprop og reddede kun livet takket være en gunstig skæbne. Det var et vink med en vognstang for den travle mand, som året efter (1997) gik på pension.
Han kom dog ikke til at ligge på den lade side. Han udgav i 2002 bogen “I skyggen af den kolde krig”, hvor han redegjorde for den reelle – og bitre – kamp som parti og fagbevægelse stod ud på imod den kommunistiske indflydelse i det politiske liv og ikke mindst ude på arbejdspladserne.
Senere er det blevet til endnu et værk om Socialdemokratiet i 1960erne, hvor han har søgt at afdække sider af Per Hækkerups og Jens Otto Krags gerninger, som i nogen grad går i rette med Bo Lidegaards berømmede biografi.
Ganske enkelt fordi S-arkiverne ikke altid stemmer overens med Krags dagbøger, som Lidegaard så flittigt benyttede.
Muhammed-tegningerne og en ny bog
Dagens fødselar var også blandt de 22 pensionerede ambassadører, som i et åbent brev i december 2005 rettede kras kritik af VK-regeringens udenrigspolitiske håndtering af Muhammed-krisen.
Det skete med udspring i dav. statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) afvisning af at møde en stribe muslimske landes ambassadører under krisen om de omstridte tegninger i Jyllands-Posten af den muslimske profet og religionsgrundlægger.
I 2012 udkom bogen “Aktiv Udenrigspolitik”, som ikke mindst i den aktuelle debat om mål og midler for Danmarks rolle i verden er værd at læse. Se de to anmeldelser af bogen her i U-landsnyt.dk på http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/28-11-12/kjeldgaards-nye-bog-indsigt-og-engagement-med-et-g
og http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/05-10-12/sp-ndende-erindringer-fra-dansk-diplomat-med-adski
Samt telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/22-06-12/veterandiplomat-danmark-tav-om-britisk-koloniunder
U-landsengageret datter ligesom faderen, men….
Henning Kjeldgaard er stadig aktiv debattør, bl.a. som lejlighedsvis blogger på denne nyhedstjeneste.
Læserne har her stiftet bekendtskab med hans skarpe analyser – bl.a. af, hvad han kalder Vestens fejlslagne forsøg under klimatopmødet i 2009 på at lokke u-landene til truget med tomme løfter.
Ellers beskæftiger han sig nu ofte med Afrika og især Zimbabwe.
Henning Kjeldgaard havde den store sorg at miste sin kone, Anni Kjeldgaard, i 2007. Den dygtige og værdsatte journalist havde bl.a. været ansat på det hedengangne tidsskrift “NB” og Kristeligt Dagblads udlandsredaktion.
Parret har to voksne børn, datteren Margit og sønnen Morten. Et tæt familieliv med fire aktive børnebørn sørger for, at han stadig er på mærkerne.
Margit Kjeldgaard er cand.polit. som sin far og u-landsengageret ligesom ham, men ikke socialdemokat. Hun er politisk aktiv i Enhedslisten.
Hun ejer firmaet Rent Tøj (http://www.renttoej.dk), som hun etablerede i 2008 på hjemmeadressen i Helsingør. Formålet er at drive handel med tøj, som tager hensyn til miljøet og de mennesker, der arbejder i branchen.
