Industrialisering, arbejdspladser, vækst og mindre sårbarhed over for udsving i råvarepriserne. Det er essensen af de fleste afrikanske staters behov. Men det kræver, at der investeres markant i infrastruktur, energi og uddannelse.
Det giver derfor mening, når en række afrikanske lande de seneste år har haft glubende appetit på at optage nye lån. Problemet med lånene er, at de er vokset mere end landenes økonomi.
I Gambia, Mozambique, Sudan og Eritrea overstiger den offentlige gæld nu bruttonationalproduktet (bnp), mens lande som Sydafrika, Etiopien og Kenya har mere end fordoblet den offentlige gæld de seneste fem år.
Når et lands kreditværdighed krakelerer, bliver det dyrere at låne penge, og de internationale investorer mister tilliden og kræver højere afkast eller søger mod andre markeder.
Det giver anledning til uro blandt eksperterne i IMF og Verdensbanken, der vurderer, at en række afrikanske lande nu har gældsat sig så hårdt, at der er truende risiko for, at de ikke kan overholde betalingsfristerne.
Faktisk vurderes 18 lande ud af 47 lande i Afrika syd for Sahara nu at være i overhængende fare for ikke at kunne betale deres gæld mod blot otte lande i 2014.
Det kan føre til, at de ender i Parisklubben – nationaløkonomernes svar på Ribers register over dårlige betalere.
Gældssanering
I sidste halvdel af 1990′ erne blev der igangsat en omfattende gældssanering af en række afrikanske lande, fordi deres gæld havde nået niveauer, hvor de reelt ikke havde mulighed for at betale. Men noget har ændret sig de seneste 20 år.
USA, EU og andre traditionelle kreditorlande har ikke længere samme vægt som långivere. På 10 år er Kinas andel af den bilaterale gæld i de fattigste afrikanske lande steget fra 10 pct. til 50 pct., båret frem af en lånepolitik, hvor der ikke stilles alt for mange spørgsmål.
Men det forlyder, at kineserne sikrer sig modydelser i form af koncessioner på minedrift og dermed adgang til vigtige råstoffer.
De har krævet, at det blev kinesiske virksomheder, der fik de enorme anlægsopgaver. Samtidig er der en begyndende militær indflydelse i form af en kinesisk militærbase i Djibouti.
Der er også meget, der tyder på, at Kina har brugt anledningen til at sikre sig de afrikanske landes opbakning på den diplomatisk front, hvilket kan vise sig brugbart ved afstemninger i FN.
Regionale forskelle
Kontinentet gemmer på store regionale forskelle i forhold til ressourcer og udviklingsmuligheder. Lande som Angola og Nigeria er rige på olie, Botswana har diamanter, Zambia har kobber og Sydafrika har kul, mens andre lande stort set kun har landbrug.
Generelt handler det om, at landene skal få sig en bredere funderet økonomi med en højere grad af industrialisering, råstofbearbejdning samt effektive landbrug og bedre muligheder for at afsætte deres varer regionalt eller på verdensmarkedet. Men effektivitetsforbedringerne skal også komme fra nedbringelse af korruptionen og bureaukratiet og gennem indførelsen af et effektivt skattesystem.
Den danske eksport til Afrika syd for Sahara udgjorde i 2017 beskedne 6,4 mia. kr. Den består hovedsageligt af maskiner og medicinalvarer og er koncentreret på få lande med Sydafrika, Nigeria og Kenya i front.
Men selv om det er kineserne, der løber med hovedparten af de store energi- og infrastrukturprojekter, har det også vist sig, at der er en rolle at spille for danske eksportvirksomheder.
Som eksportør er det dog vigtigt at forsikre sig, så man får sine penge, hvis eller når det ikke længere er muligt for landene at overholde deres offentlige låneforpligtelser.
Denne analyse af chefanalytiker Christian Dahl Winther er bragt i Jyllands-Posten den 11. oktober 2018.
