KØBENHAVN, 21. November 2008: Afrikakommissionen nåede i går på sit andet møde til enighed om seks konkrete initiativer, der skal skabe nye og bedre job til unge afrikanere.
Fattigdom kan ikke bekæmpes med udviklingsbistand alene. Der er behov for en markant udvidelse af den private sektor og en fornyet fokus på konkurrenceevnen, hvis Afrikas problemer skal løses. Det var ét af hovedbudskaberne fra kommissionens andet møde, der i går fandt sted i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa.
Mødet blev ledet af statsminister Anders Fogh Rasmussen og havde deltagelse af 14 andre medlemmer af Afrikakommissionen, blandt andre Tanzanias præsident, FN’s vicegeneralsekretær, præsidenten for den Afrikanske Udviklingsbank, formanden for Kommissionen for den Afrikanske Union og udviklingsminister Ulla Tørnæs.
– Afrikakommissionen er blandt Danmarks største udviklingspolitiske satsninger nogensinde. Jeg er meget tilfreds med, at vi er nået til enighed om, at jobskabelse og fattigdomsbekæmpelse ikke kan lade sig gøre uden en markant udvidelse og styrkelse af den private sektor i Afrika. Vi ønsker at bryde med afrikanske landes bistandsafhængighed, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen efter mødet.
Kommissionens medlemmer blev enige om seks konkrete initiativer, der alle sigter mod at skabe økonomisk vækst og beskæftigelse i Afrika:
Små og mellemstore virksomheder skal have adgang til risikovillig kapital og rådgivning
Afrika skal forarbejde flere af sine egne råvarer. Det offentlige skal hjælpe med at udvikle partnerskaber og et marked for forarbejdningsindustrier, især inden for landbruget
Der skal satses mere på handels- og erhvervsuddannelser og andre målrettede uddannelser, der efterspørges af arbejdsgiverne
Unge iværksættere skal støttes, så flere forretningsidéer ser dagens lys og bliver realiseret
Afrikanere skal have adgang til bæredygtig energi, der tager udgangspunkt i lokale behov og muligheder
Et konkurrenceindex for erhvervslivet i afrikanske lande skal fastholde politikernes fokus på konkurrenceevne og god regeringsførelse og tiltrække investorer
Der var blandt deltagerne fuld enighed om, at initiativerne skal være konkrete og i stand til at blive iværksat umiddelbart efter kommissionens afsluttende møde i København i maj næste år.
– Vi har bevidst valgt et snævert fokus på unge og beskæftigelse. Det er første gang, at man på så højt niveau har sat unge og beskæftigelse på dagsordenen. Fra dansk side er vi indstillede på at følge kommissionens anbefalinger og lade den få direkte indflydelse på dansk udviklingsbistand i fremtiden, kommenterede udviklingsminister Ulla Tørnæs.
Flere informationer:
Informationer om kommissionens arbejde og sammensætninger er tilgængelige på www.africacommission.um.dk
Kilde:www.um.dk