Afrika på tværs. Det er titlen på den kunstudstilling, som Roskilde Kunstforening og ThorupArt har arrangeret i Kunsthuset Palæfløjen i skyggen af Roskilde Domkirke. Udstillingen er ikke stor – den måtte gerne havde vist endnu flere billeder – men den har kvalitet og aktualitet.
Udstillingen viser billeder af Ahmed Abushariaa fra Sudan, Gabriel Eklou fra Ghana, Christophe Sawadogo fra Burkina Faso, Joseph Mbatia Njoroge ”Bertiers” fra Kenya og Michael Soi fra Kenya, plus flere cykellakmalerier fra Tanzania, de såkaldte Tingatinga-billeder.
Aktualiteten er tydelig, da den kunstneriske ramme omkring hovedparten af værkerne er de nye globale udviklingsmål, som gælder for alle verdens lande, og som alle skal bestræbe sig på at nå.
Tre af kunstnerne – Sawadogo, Eklou og Soi – har været i Danmark i forbindelse med udstillingen og i møder med Roskildes voksne og skolebørn fortalt om deres kunst og dens betydning.
De er enige om, at de som kunstnere har en social forpligtelse, der både afspejles i deres kunst og i deres liv.
Michael Soi fra Kenya
der har tre store værker med på udstillingen, siger, at han er 90 % social kommentator: ”Jeg maler ikke smukke malerier. Vil man have skønhed, så køb et postkort”.
Hans billeder viser, hvilken negativ virkning turismen har på Kenya. Viser hvide kvinder, der køber sig til sort sex og sorte mænd, der køber sig til visum i Europa. Prostitution.
”Kvinderne tror, der er tale om kærlighed, men det drejer sig om fattigdom og penge. Uddannelsesniveauet i Kenya er lavt. Der kan være 200 elever i en klasse i grundskolen, og når så en ung mand kan tjene 1000 Euro på en måned, slår han naturligvis til”, siger han og tilføjer: ”Det er emner, som man ikke kan lide at tale om. Turistindustrien vil helst vise smukke strande, men vi må se sandheden i øjnene. Og den er også stigende korruption og international gæld. Kenya har optaget dyre lån i kinesiske banker for at opbygge sin infrastruktur, og regningen skal betales.”
Sois malerier rummer en samfundssatire, der får den skrappe kost til at glide ned. Og bede om mere.
Michael Soi er en markant aktivist i det kenyanske kunstmiljø, hvor han er tilknyttet Godown Arts Center i Nairobi, og han protesterer også på Facebook.
Christophe Sawadogo fra Burkina Faso
er mere afdæmpet i sin udtryksform, men hans budskab er klart: Hans fokus i billederne er adgang til vand og pigers uddannelse. For ham er det afgørende, at de fattige, mænd som kvinder, bliver klar over deres rettigheder. Han gør det i eksplosive og glade farver, og især er kvinders og pigers ligeret vigtig for ham.
”Kunst skal også tale om, hvad vi skal gøre i fremtiden for at skabe et bedre samfund”, siger han og taler om en kampagne i Burkina Faso for at få piger i skole og gøre op med barnebrude. Det er en kampagne, han støtter.
Gabriel Eklou fra Ghana
udtrykker den karakteristiske afrikanske fortællekunst gennem sine billeder. Han kombinerer figurer med symbolske landskaber, med primitivt gengivne dyr og får en historie frem i hvert eneste billede.Manglen på vand og god uddannelse er et problem også i Ghana, og i maleriet af et stort baobabtræ, i hvis skygge der undervises, er kantet med Adinkrahene, symbolet på storhed, lederskab og karisma.
Han vil gerne bringe fortiden ind i nutidens historie, have sin kultur og dens storhed, med i billederne. At male er en integreret del af hans liv og giver ham forståelse for livet.
Hans figurer er let genkendelige. De er høje og slanke og udstråler en både indre styrke og fornemhed. De giver håb og inspiration.
Udstillingen Afrika på Tværs, der er støttet af Danida, Roskilde Kommune og Grosserer L.F. Foghts Fond, har åbent til den 26.juni.
Kunstnerne er tilbage i Afrika, men deres værker er her heldigvis endnu. De er værd at se.
Det er også værkerne af Bertiers, hvis uforlignelige humor i detailrigdommen, alene er et Roskilde-besøg værd og af Abushariaa, hvis halv-abstrakte værker er rig på symboler og farver.
En aktuel mosaik af et aktivt, engageret og billedskønt Afrika.