Afrikanske lande mødes i København for sætte skub i kapacitetsudvikling på kontinentet
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er onsdag og torsdag (28.-29. juni) vært for et møde mellem 23 afrikanske lande og en række vestlige lande og internationale organisationer, som skal drøfte de kommende års initiativer til at styrke afrikanske landes egen ekspertise til at bekæmpe fattigdom og sikre udvikling på kontinentet, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.
Mødet er efter “Copenhagen Conference on Africa 06” den anden større begivenhed med fokus på Afrika i København inden for kort tid og finder sted inden for organisationen “African Capacity Building Foundation (ACBF)”.
ACBF er et initiativ, som siden 1991 har arbejdet for at styrke afrikanske landes mulighed for selv at udføre det analyse- og udviklingsarbejde, som internationale organisationer tidligere stod for. Samtidig var ideen at hjælpe dem med at trække dygtige afrikanske professionelle uddannet i Vesten tilbage til Afrika.
Flere afrikanske lande vil på mødet være repræsenteret på ministerniveau, ligesom ACBFs eksekutivsekretær Dr. Soumana Sako vil deltage. Dr. Sako er tidligere premierminister i Mali (Danmark nye programsamarbejdsland), hvor han har været med til at bane vej for den positive udvikling, der bl.a. sikrede den første demokratisk valgte præsident i Mali, Alpha Oumar Konaré.
Konaré er i dag formand for den Afrikanske Unions kommission og aflagde for nylig officielt besøg i København.
Intentionen med ACBF er i høj grad lykkedes, og der er tale om en af de få ægte afrikanske organisationer, som også har aktiviteter på hele kontinentet.
Aktiviteterne omfatter økonomisk udvikling inden for den offentlige sektor, relationer til den private sektor, god regeringsførelse og styrkelse af regionalt samarbejde og netværk.
Danmark har med samlet 84 mio. kr. været en central støtte for initiativet gennem årene, og bl.a. arbejdet for at styrke dens samarbejde med centrale organisationer som den Afrikanske Union.
Yderligere oplysninger hos Fin Poulsen i Danidas Afrikakontor, tlf. 33 92 07 98.