En række afrikanske ledere har sat det sidste punktum i en FN-støttet fredsplan for de uroplagede lande ved De Store Søer i Centralafrika, hvor blodige konflikter har kostet millioner af mennesker livet og været skyld i folkedrab, krig, hungersnød og epidemier, skriver flere nyhedsmedier lørdag.
14 afrikanske præsidenter samt FNs generalsekretær, Kofi Annan, har underskrevet aftalen, der betragtes som det første skridt i retning af stabilitet i området, som består af Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo), Rwanda, Burundi og Uganda.
– Ingen har fået alt, hvad de ønsker i denne proces, men alle har fået, hvad de har behov for – en reel chance for fred, stabilitet, demokrati og udvikling, sagde Kofi Annan ved underskrivelsesceremonien.