Kommentar af Kurt Bertelsen Christensen og Knud Vilby
Produktion af fødevarer forudsætter et marked. Men markedsmekanismer kan ødelægge produktionen af bæredygtige fødevarer. Fiskeriet er et godt eksempel, og erfaringerne værdifulde i den aktuelle diskussion om bæredygtig vækst i Afrikas fødevareproduktion.
Sidste år modtog fødevareministeren et åbent brev fra danske organisationer, herunder Foreningen Levende Hav, der arbejder for et kystnært og skånsomt fiskeri. Brevet kritiserede EU’s og Danmarks politik med fiskerikvoter.
For at hindre overfiskeri har vi fiskekvoter. Disse kvoter blev i 2006 omsættelige. De købes og sælges.
Konsekvensen er, at store fartøjer og kvoteselskaber har opkøbt kvoterne. Spekulation i kvoter blev vigtigere end indsatsen i fiskeriet.
Kvoterne blev så dyre, at kun de store og deres banker kunne finansiere købet.
Nu er kvoterne samlet på ganske få hænder, og bortset de fire store vestjyske fiskerihavne, ligger de danske fiskerihavne næsten øde hen.
I kølvandet er fulgt tabet af levende havnemiljøer og tusinder af arbejdspladser i yderområderne. Det er også blevet vanskeligere at skaffe skånsomt fiskede spisefisk.
Det er svært at ændre på denne koncentration. Men nu er man allerede gået i gang med at finde ud af, hvordan fiskesystemet kan blive mere bæredygtigt målt på både fisk og mennesker.
I Island, hvor omsættelige kvoter indførtes for 30 siden, fører man nu op til fem procent af kvoterne tilbage til kystfiskeriet. I Nordnorge overvejer kommuner at tilbagekøbe kvoter til lokale fiskere. I Danmark skal fødevareministeren præsentere en plan som kan redde kystfiskeriet.
Fisk og kvoter og jord og fødevarer
Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) kræver, at småbønderne i Afrika får individuel ejendomsret til deres jord. Det er en effektiv måde at sikre deres rettigheder på. I dag er rettighederne ofte uklare, og underlagt forældede høvdingesystemer.
Et af ministerens argumenter er, at hvis småbønderne må forlade landbruget, vil skødet sikre dem penge for jorden. Han mener, at afvandring fra landbruget er nødvendig for at tiltrække investeringer og øge produktiviteten.
Men ligesom handlen med fiskekvoter blev vigtigere end fiskeriet, kan handlen med jord i Afrika blive vigtigere end produktionen af fødevarer.
Der investeres voldsomt i Afrikas landbrugsjord. Investorerne er både mellemøstlige sheiker, danske bønder og kinesisk statskapitalisme.
Diskussionen om land-grabbing er voldsom, selv om der har været færre afsluttede handler, end man frygtede for et par år siden.
Øgede udenlandske landbrugsinvesteringer kan være positive. Men opgørelser viser, at kun 16 pct. af de seneste års investeringer har været i fødevareproduktion. Der investeres i bioenergi, og hvis det er fødevarer, går de i høj grad hjem til investorlande, som Kina.
Nogle køber kun jord i forventning om stigende jordpriser. Nogle vil fælde skov, andre gå på jagt. Det handler om alt muligt andet end mad.
Jo lettere jorden omsættes, desto lettere får spekulanterne det. Risikoen er, at Afrikas får gigantiske godsejere, mens presset på byerne bliver endnu større. I forvejen vokser afrikanske storbyer alt for hurtigt.
Afrikas bønder skal have rettigheder. Også rettigheder, der sikrer fælles ejerskab. Ofte har bønderne også brug for rettigheder overfor et forældet høvdingesystem og kvindefjendske kulturer.
Men der må ikke gå fisk i Afrikas landbrug. Landbrug og fiskeri er for vigtige til markedssystemer, der sætter spekulation højere end bæredygtig fødevareproduktion.
Kurt Bertelsen Christensen er fiskerichef i Somali Fair Fishing og Knud Vilby udviklingsjournalist.
Debatindlægget er oprindeligt bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten 04.09.13.
Det er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk af forfatterne.
