For nylig blev en af Afrikas længst siddende diktatorer, Jammeh i Gambia, væltet ved et demokratisk valg og valgte at gå af. Men efter kort betænkningstid ombestemte han sig, fordi oppositionen havde krævet erstatning for hans plyndring af landet gennem mange år. Derfor meddelte han, at han alligevel ikke ville acceptere valget.
Men han forregnede sig. Den vestafrikanske økonomiske organisation ECOWAS krævede, at han trak sig. Truslen virkede ikke, så Senegal stillede på vegne af ECOWAS tropper op ved Gambias grænse og sendte tre højtstående forhandlere til landet for at mægle, uden held.
Derpå gik militæret ind i landet, og da denne overmagt blev for stor, forlod Jammeh Gambia efter en måneds forløb landet med tre luksusbiler og mange millioner dollars og rejste til Ækvatorial Guinea, hvor en anden diktator Obiang, der havde siddet på magten i 34 år, gav ham politisk asyl. Derefter tog oppositionslederen Barrow over.
Lyspunkter i historien
ECOWAS indgriben over for kupmageren var en succes, som kan virke afskrækkende over for andre udemokratiske og autoritære regeringsledere i Vestafrika. Organisationen har en stående militær styrke under Nigerias ledelse, som kan sættes ind i tilfælde af trussel mod demokratiet i en af medlemsstaterne.
Begivenheden er således et af lyspunkterne i historien om de afrikanske demokratier. Andre lyspunkter er det nylige valg i Nigeria, hvor den tabende præsident fredeligt gik af. Desuden er Ghana også ved at udvikle sig til et demokrati, ligesom Benin og Senegal. Og i Burkina Faso overlevede den demokratiske præsident et militærkup.
Men ellers har det været svært for afrikanerne at komme af med deres diktatorer. I mange lande i både Vest- og Centralafrika og adskillige i det sydlige Afrika går det igen tilbage med den demokratiske udvikling efter en opblomstring i tiden efter murens fald.
Demokrati i tilbagegang
Hvorfor er demokratiet i tilbagegang i landene syd for Sahara? Er det muligt at se et mønster i den politiske udvikling, som kan forklare de demokratiske problemer i Afrika?
En del af svaret kan findes ved at undersøge de politiske magtforhold i Afrika, som de har udviklet sig over tid dvs. de traditionelle politiske styreformer, kolonimagtens politiske indflydelse og tiden efter uafhængigheden.
I kolonitiden opstod der modsætninger mellem de traditionelle afrikanske styreformer og en europæisk statsmodel, som bygger på forestillingen om, at en stat har monopol på magtmidlerne, og har ansvaret for at opretholde orden i landet med fokus på at styrke formelle og effektive statsinstitutioner.
Selv om det her drejer sig om politiske forhold, er det vigtigt at understrege, at en af de alvorligste trusler mod en demokratisk udvikling er den kroniske fattigdom, befolkningstilvæksten, et lavt uddannelsesniveau og et svagt sundhedssystem. De bliver ikke behandlet her. Men det er de underliggende traditioner, som danner baggrund for de politiske styreformer.
Historisk baggrund
Den historiske baggrund for de svage demokratier er, at der i mange traditionelle samfund i Afrika før kolonitiden eksisterede politiske systemer, hvor lederne/høvdingene fik deres autoritet fra deres position som toppen af en storfamilie eller etnisk gruppe. Deres magt bevirkede, at de kunne bruge lokalsamfundets ressourcer som deres personlige ejendom og uddele dem til familien/gruppen, kun begrænset af lokale normer, det såkaldte patrimoniale system.
Demokratiforsker Nic Cheeseman ved Oxford Universitet skriver, at når disse traditionelle politiske systemer stødte imod kolonimagtens forsøg på statsdannelse, skete der en ændring af begge, og der opstod efterhånden et sæt af politiske systemer i 1940- 1950erne, som i det ydre lignede moderne stater. Kolonimagterne oprettede efterhånden europæisk inspirerede institutioner bl.a. retsvæsen og bureaukrati, men de interne dynamikker bag det personlige og etniske stammestyre blev bevaret.
Mønstret bag de parallelle systemer
Efter uafhængigheden fortsatte disse parallelle systemer, der resulterede i fremkomsten af autoritære præsidenter, der havde baggrund i det traditionelle samfund. De brugte det forfatningssystem, de arvede efter kolonimagten til at indføre flerparti systemer, som de misbrugte til at manipulere valgene, og de svækkede kolonimagtens institutioner f. eks valgkommissioner ved at ansætte deres egne folk i disse til gengæld for deres støtte og opbakning.
Nepotisme og korruption er således baggrunden for deres forbliven ved magten. Dette er i store træk den struktur, som danner baggrund for de regionale forskelle i det følgende.
Traditionelle styreformer og organiseringen af kolonistyret varierede meget på kontinentet. I de dele af Afrika, hvor der allerede fandtes stærke hierarkiske autoriteter, samarbejdede den engelske kolonimagt med disse. Det lettede administrationen af nogle af kolonierne.
Nye diktaturer
Og i det østlige Afrika fandtes der før kolonitiden ikke sådanne autoritære strukturer. Her var det patrimoniale styre ofte decentraliseret i små grupper af landsbyer, hvor der var grænser for magtudøvelsen.
Det betød, at kolonistyret bl.a. i Tanzania måtte skabe et nyt besværligt hierarki, hvor nogle høvdinge blev udnævnt på bekostning af andre. Konsekvenserne var lokale protester og uro, som forårsagede, at kolonimagten efterhånden mistede sin legitimitet.
I 1950erne og 1960erne opstod der konflikter og magtkampe mellem kolonistyret og afrikanske uafhængighedsbevægelser i landene syd for Sahara, som førte til at kolonistyrets afvikling og etablering af selvstændige stater.
I årene under den kolde krig fortsatte de mange autoritære systemer, nu finansieret af de to supermagter. Det skabte grobund for oprør, og militærkup siges at have reddet landene fra at falde fra hinanden. Men de førte også til nye diktaturer. Den nu afdøde præsident Mobuto i det tidligere Zaïre, nu DR Congo, var arketypen på en sådan afrikansk diktator.
Efter murens fald satte en demokratiseringsbølge gang i de afrikanske stater, og nye mere åbne regeringer kom til. Vesten stillede krav om indførelse af flerparti systemer og regelmæssige valg og ydede bistand til fremme af demokrati og god regeringsførelse. Men ofte brugte præsidenter og regeringsledere midlerne til at skaffe sig stemmer ved valgene. Folk fra landet blev kørt ind i busser til stemmestederne og fik mad og Tshirts til gengæld for at stemme på præsidenten. Det er det såkaldte patron-klient system. Zimbabwe er et grelt eksempel.
Det problematiske valgsystem
Økonomen Paul Collier fra Oxford Universitet mener, at et afgørende træk i det politiske system i mange afrikanske lande er flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor vinderen i en given kreds er den person, som har fået flere stemmer end modstanderens, hvis stemmer så er spildt. Vinderen, altså reelt regeringslederen, bruger således valgsystemet til at blive ved magten. Ofte tilhører de ansatte i institutioner såsom valgkommissioner, retsvæsenet og bureaukratiet hans egen etniske gruppe.
Det skaber en ond cirkel, sige Collier. I stedet for god regeringsførelse vil politikerne hellere bruge statens midler til at bestikke og svindle sig til magten. De forfalder i mange tilfælde til brug af etniske eller religiøse tilhørsforhold i stedet for at diskutere politik. Og mindretallets/oppositionens politiske muligheder for at få del i magten forringes på grund af valgsystemet.
Det var netop denne kombination af faktorer, som gjorde demokratisering så problematisk. Til trods for at forfatningen i mange afrikanske lande angav, at en regeringsleder kun måtte forblive i embedet i to perioder på fem år, benyttede mange præsidenter sig af vold og intimidering for at beholde magten. I Uganda, har præsident Museveni mange gange manipuleret valgene, og han har siddet som præsident i 30 år. I Zimbabwe har Mugabe været præsident, siden han kom til magten i 1980.
Valg i andre afrikanske stater som i Kenya og Mali har også resulteret i vold og oprør netop på grund af valgsystemets favorisering af den eller de stærkeste etniske grupper.
Valg fører ikke nødvendigvis til reelt demokrati
Disse forhold kan forklare manglen på reformer i mange lande i Afrika. Men ikke alle afrikanske stater er præget af det ovennævnte politiske system. Det gælder for Sydafrika og Namibia og Zimbabwe indtil 1990erne, hvor der skete en smidigere overgang til demokrati. I et-parti stater som Benin og Senegal har der været mere styr på magtmisbrug end i Nigeria førhen og i Togo. Og i Burkina Faso har befolkningen efter et militærkup valgt at genindsætte præsidenten.
I Botswana og Senegal føres der en inkluderende politik, som bidrager til en mere stabil overgang til demokrati.
Men politiske partier og afholdelsen af valg fører ikke nødvendigvis til reelt demokrati.
I Cameroun og Togo indførte de siddende regeringsledere valg som følge af interne konflikter og internationalt pres. For at beholde magten og adgangen til privilegier svindlede de ved valgene. I Etiopien er der et tæt samarbejde med Kina, fordi begge er autoritære stater. Begge har prioriteret fattigdomsreduktion på bekostning af en demokratisk udvikling. Vesten støtter tilsvarende Etiopien af sikkerhedsmæssige hensyn. Omkring år 2000 havde flertallet af afrikanske stater flerparti systemer, men kun et fåtal er reelle demokratier.
Elitens adgang til magt og privilegier eller patron-klient relationer
Nic Cheeseman havde i 2015 beregnet, at ud af 91 præsidenter og premierministre havde 45 % af disse en baggrund i militæret eller var guerillaledere, før de blev politikere. Dette viser, at militæret stadig spiller en rolle i Afrika i eksempelvis Angola og Zimbabwe, og at det kan hæmme udviklingen af demokratiet, fordi hæren ikke ønsker at afgive magten.
Præsident Zuma i Sydafrika udtrykte sin holdning til demokrati og valg med følgende ord:
Det udløste megen kritik, og han skal ikke genvælges, fordi han er så korrupt og upopulær. Men hans parti ANC er det største, og til trods for at det har mistet stemmer til oppositionen, har det stadig over 50 % af stemmerne. Så eliten i partiet afgiver ikke frivilligt dens privilegier og vil sikre sig en ny kandidat, der repræsenterer dens interesser.
Bruger statens magtmidler
I Zimbabwe er præsident Mugabe lige fyldt 93 år og har ikke tænkt sig at gå af. Derfor nægter han at udpege en efterfølger. Som konsekvens konkurrerer forskellige fraktioner i partiet om posten.
Hans politiske overlevelsesevner er formidable, skriver journalist Peter Tygesen i Information 25. februar.
Mugabe besidder en blanding af politisk og snu begavelse og er villig til at gå helt ud til kanten ved at bruge statens magtmidler som f eks. vold og penge. Han har knyttet sit parti ZANU PF til sig ved at give loyale og kompetente medlemmer ledende poster i statsadministrationen, politiet og hæren. Mugabe har som en af de få afrikanske præsidenter investeret i et effektivt uddannelsessystem, som har bevirket, at den zimbabweanske befolknings uddannelsesniveau er et af de højeste i Afrika. Derfor fungerer Zimbabwe meget bedre end mange andre afrikanske stater, og partiet ZANU PF er langt bedre organiseret. Afgår han ved døden, vil kredsen omkring ham sikre sig fortsat adgang til magten og privilegierne.
Mugabes magtbasis er Shona stammen, som udgør flertallet i landet. Det sidste valg i 2013 vandt han med et flertal på 63 %. Intimidering og drab på modstandere var årsag til valgsejren. Oppositionen er splittet i flere fraktioner. Demokratiet i Zimbabwe har derfor trange vilkår.
En autoritær statsleder med adgang til privilegier og som støttes af en magtfuld elite med kontrol over hæren, politiet og efterretningsvæsenet kan således forhindre en demokratisk udvikling i adskillige år.
Bliver rige på politik
Demokratiets svage tilstand skyldes også de afrikanske landes svage økonomier. De er afhængige af eksport af en eller få råvarer. For Angolas og Nigerias vedkommende er det olie, i Zambia er det kobber, i Uganda er det olie og kaffe, i Mozambique gas. For alle lande gælder det, at de er sårbare for udsving i priserne på verdensmarkedet. Kun i Sydafrika er der sket en omfattende industrialisering.
Den letteste måde at blive rig på er ellers at gå ind i politik og få adgang til de indtægter, som salg af olie og andre naturressourcer giver. Det har skabt den såkaldte patron-klient politik, hvor ingen frivilligt giver afkald på deres privilegier. Dette politiske system danner som tidligere skrevet forudsætningen for en autoritær statsdannelse.
Forhåbninger
Det store håb om forbedring af demokratiet kan måske findes, hvis en rig middelklasse vokser op.
Der har været megen hype omkring dens størrelse, men statistikker viser, at den nu er faldet fra 5 % til 1,4 % ifølge IMF.
Et studie af Paul Collins viser, at demokratier bliver mindre voldelige og mindre afhængige af patron-klient relationer, når indtægterne stiger. Altså når middelklassen kræver bedre regeringsførelse og afviser bestikkelse og korruption, og når BNP per person stiger til 2.700 dollars, kan det medføre en styrkelse af demokratiet og mere stabile stater.
Men indtil videre er den afrikanske middelklasse ikke økonomisk stærk nok til at sætte gang i den demokratiske udvikling.
Sammenfattende kan man af det ovenstående udlede, at der på kort sigt ikke vil ske væsentlige ændringer af de politiske forhold og forbedring af demokratiet. Vestens bistand til god regeringsførelse og respekt for menneskerettigheder har med et par undtagelser ikke haft megen gennemslagskraft.
Så derfor vil det måske være bedre at overlade det til afrikanerne selv at skabe den slags demokrati og den industrialisering, som de selv mener, kan tilgodese deres lande bedst, med eller uden bistand.
Der findes mange initiativrige afrikanere, som kender til de parallelle styreformer, der hindrer udvikling af demokratiet. Derfor må det være dem, som skal bekæmpe mønstret bag de problematiske patron-klient relationer. Africa for Africans, siger de selv.
Birthe Refslund er tidl. sem.lektor i historie og samfundsfag, har arbejdet 7 år i Afrika, er Master i Afrika Studier, KU, og har rejst i mange afrikanske lande via Danidas rejsebevillinger.