Kun hver fjerde dansker vil give penge til de hungerramte på Afrikas Horn. Det viser i hvert fald en afstemning på ekstrabladet.dk, hvor resultatet bringes fredag.
Blot 26 procent ud af i alt 17.442 siger de vil sende penge til sultkatastrofen. Hele 74 procent siger nej.
Abdirashid Abukar Abdi, formand for Somalisk Netværk i Danmark, er overrasket – og så alligevel ikke.
– Jeg tror danskerne tænker ‘hvad nytter det’. De tror ikke på, at pengene når frem til dem, der har brug for dem. Samtidig virker problemet måske også helt uoverskueligt, og mange tænker måske, at pengene bare ryger ned i et stort sort hul, siger han til ekstrabladet.dk.
Gunnar Olesen, ekstern lektor på institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitetscenter er på ingen måde overrasket over resultatet af ekstrabladet.dk’s afstemning.
– Det er jo stjerneklart. Somalia er under kontrol af diverse røverbander, og nødhjælpen fungerer slet ikke. Hvorfor skulle folk så sende penge? mener han.
Gunnar Olesen sætter spørgsmålstegn ved hele konceptet indsamlings-kampagner, når det gælder sultkatastrofer. – Det er primitivt, at nødhjælpsorganisationerne fører samme form for kampagne, som hvis der var tale om en pludselig katastrofe som den i Haiti, anfører han.
Der er p.t. indkommet mellem 15 og 20 mio.kr. til hungerofrene, mens eksempelvis jordskælvet i Haiti og oversvømmelseskatastrofen i Pakistan udløste beløb mange gange større.
En stribe betydede danske NGOer samler ind til hungerofrene. Således har Red Barnet nu delvist dedikeret sin årlige landsindsamling første søndag i september til børnene på Afrikas Horn.