Aftale om 70 mio. kr. til at øge dansk eksport til vækstmarkederne

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Regeringen, V, LA og K har aftalt at udmønte 70 mio. kr. til en særlig indsats i 2014-2015 for at øge Danmarks eksport til især fremstormende store u-lande og tiltrækning af investeringer til Danmark fra de nye vækstøkonomier.

Der er udvalgt ti vækstmarkeder med henblik på en særlig stærk dansk indsats for eksport- og investeringsfremme samt andre vækstindsatser, herunder markedsføring. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse onsdag.

De ti vækstmarkeder er:

  • Brasilien
  • Rusland
  • Indien
  • Kina
  • Indonesien
  • Mexiko
  • Sydafrika
  • Sydkorea
  • Tyrkiet
  • Vietnam

Vareeksporten til disse ti vækstmarkeder steg i 2012 med 6,4 mia. kr., hvilket svarer til en stigning på 11,1 pct. eller svarende til ca. 4.000 danske arbejdspladser, skriver ministeriet i pressemeddelelsen.

Kina (inkl. Hong Kong) stod for den største absolutte stigning på 4,2 mia. kr., hvilket svarer til en vækst på 17,2 pct. Indonesien stod for den største relative stigning med knap 60 pct.

Væksten i den samlede eksport til de ti udvalgte vækstmarkeder ventes i de kommende år at blive to-cifret, hedder det i pressemeddelelsen.

Prognosen tegner pt. til en stigning på omkring 12,5 pct. i både 2013 og 2014. Væksten til Kina skønnes i 2013 at blive ca. 15 pct., hvilket svarer til en yderligere eksport på ca. 4,5 mia. kr.

Desuden ventes også øget eksport til Rusland, Brasilien, Tyrkiet, Sydkorea, Indonesien, Sydafrika og Mexico.

Omkring 70 pct. af Danmarks vareeksport går til de europæiske markeder. I 2012 faldt vareeksporten til EU-landene med 1,4 pct.

Regeringen har i vækstmarkedsstrategien fastsat et mål om, at Danmark i perioden 2012-2016 skal øge sin vareeksport til de ti udvalgte vækstmarkeder med mere end 50 pct.

Aftalen om vækstmarkedsindsatsen for 2014-2015 er en udløber af ”Danmark klar til vækst” fra april. I aftalen om en vækstplan mellem regeringen, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti blev aftalt en styrkelse af den særlige vækstmarkedsindsats med 20 mio. kr. i 2014-2015 (samlet 70 mio. kr.) i forhold 2012-2013 (samlet 50 mio. kr.).

Partierne er blevet enige om følgende konkrete indsatser der i 2014-2015 skal styrke Danmarks eksport- og investeringsfremmeindsatser på vækstmarkederne:

  • 24 mio. kr. til fælles eksportfremstød i samarbejde med erhvervsorganisationer mv.
  • 22 mio. kr. til særlig indsats for små og mellemstore virksomheders eksport
  • 6 mio. kr. til lokal markedsrådgivning af danske virksomheder om eksport og finansiering
  • 18 mio. kr. til Invest in Denmarks indsats for at tiltrække investeringer fra vækstøkonomierne