Landsformand Stig Elliot Nyegaard, Holbæk, fylder 70 onsdag den 25. april.
Stig Elliot Nyegaard brænder for de svageste og har derfor mobiliseret ressourcestærke danske pensionister i foreningen “Seniorer uden Grænser”.
Som han skriver på foreningens hjemmeside:
“31. oktober 2003 sluttede min erhvervsmæssige karriere som ex. director i Royal Awards for Sustainability og jeg kunne se frem til et otium, der primært drejede sig om mig selv. Det er ikke tilfredsstillende i længden. Så længe kræfterne er til det, synes jeg, at jeg skylder at medvirke til at give andre bedre muligheder for deres livsforløb”.
Det gjorde han så ved at tage initiativ til den nye forening, der blev stiftet i foråret 2004, og som han siden har været formand for. Formålet er at anvende og formidle de faglige og menneskelige ressourcer blandt seniorer, som kan og vil forbedre livsbetingelserne for fattige i alle dele af verden, som det udtrykkes.
Foreningen er i al sin virksomhed uafhængig af politiske og religiøse interesser og dens medlemmer, herunder landsråd og regionsbestyrelser, arbejder ulønnet.
Seniorer uden Grænser er siden blevet igangsætter og drivkraft i mindre udviklingsprojekter i en række lande, bl.a. Albanien, Burkina Faso, Gambia, Senegal og Thailand.
I begyndelsen af 1990erne var Stig Elliot Nyegaard desuden initiativtager til at skabe en dansk afdeling af Transparency International, som arbejder med bekæmpelse af korruption, ikke mindst i Den 3. Verden.
Han er shippinguddannet i DFDS, men etablerede sig i reklamebranchen med eget bureau efter ophold i USA og Canada. Senere oprettede han et kommunikationsbureau, og et af hans vigtigste arbejdsområder gennem årene har været den offentlige sektor.
Han har modtaget IAA-prisen, der tildeles for god public service-kommunikation.