Aktivister mindes dræbte palæstinensere udenfor EU-parlamentet

avaaz
Forfatter billede

Protestaktionen var arrangeret af Avaaz, en aktivist-NGO på nettet med tæt ved 50 millioner medlemmer rundt om i verden.

Kampagnen, der har fået titlen ”Palestinian Lives Matter”, havde mandag samlet knap 800.000 underskrifter med krav om internationale sanktioner mod udvalgte israelske virksomheder.

I løbet af de seneste par måneder, hvor palæstinensere har demonstreret på grænsen mellem Gazastriben og Israel, har israelske soldater skudt og dræbt 60 ubevæbnede palæstinensiske demonstranter på deres egen jord. Yderligere 1300 palæstinensere er blevet såret i forbindelse med protesterne i Gaza. Mange af dem er unge, og mange af dem er børn, skriver Avaaz.

”Det er endnu et eksempel på det israelske militærdiktaturs racistiske brutalitet mod Palæstina – et diktatur, der har varet mere end 50 år,” lyder det fra aktivistgruppen.

”Sanktioner mod Sydafrika hjalp med at befri dets sorte borgere fra apartheid. Nu er tiden inde til, at verden står bag sanktioner mod Israel,” skriver gruppen.