Amerikansk vrede over manglende FN-fordømmelse af volden og overgrebene i Darfur

Redaktionen

Den amerikanske FN-ambassadør John Danforth var meget vred tirsdag aften, da et stort flertal af FNs medlemslande afviste at stemme for en amerikansk-britisk inspireret resolution, der fordømmer brud på menneskerettigheder i Darfur-regionen i den vestlige del af Sudan, skriver Politiken torsdag.

Regeringstropper støttet af arabiske militser har i snart 2 år kæmpet mod oprørere, der repræsenterer den sorte og fattigste del af landets befolkning. Ca. 4 millioner er på flugt fra mord og overgreb, der ifølge iagttagere fra internationale organisationer har kostet hundredtusindvis af mennesker livet.

På den baggrund begriber John Danforth ikke FNs passivitet: – Jeg forstår ikke, hvorfor generalforsamlingen ikke vil udtrykke en meget klar holdning til spørgsmålet om overgreb på menneskerettighederne i Sudan, sagde han.

Men stort set samtlige muslimske og afrikanske stater er imod en sådan fordømmelse. – Både inden og uden for den afrikanske gruppe er der en opfattelse af, at spørgsmålet om menneskerettigheder bliver brugt til politiske formål af landene i Nord, og at det ikke har noget at gøre med menneskerettigheder, siger Algeriets FN-ambassadør Abdallah Baali.

Ifølge diplomater fra andre u-lande lukker USA, EU og andre rige områder i verden øjnene for overgreb på menneskerettighederne i lande, hvor de selv har interesser. Saudi-Arabien kommer f.eks. aldrig i søgelyset på trods af stadige og alvorlige krænkelser af menneskerettigheder, lyder det.

I den nye resolution om Darfur, der har støtte fra 38 lande med USA, EU og Canada i spidsen, udtrykker de dyb “bekymring” over volden i Darfur, der bl.a. omfatter “tvangsforflyttelser og henrettelser uden dom”.

Voldtægt bliver brugt som et våben i krigen, og unge piger bliver omskåret ved tvang, hedder det bl.a. i resolutionen, der opfordrer Sudans regering og oprørerne til at indgå en fredsaftale i år, skriver Politiken.