Amnesty: Dansk torturforbud med stor skønhedsplet

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Justitsminister Lene Espersen (K) fremsatte onsdag sit lovforslag om strafskærpelse for tortur, og der er nu udsigt til, at et forbud mod tortur endelig kommer ind i straffeloven og den militære straffelov.

Amnesty Danmark ærgrer sig imidlertid over, at forslaget i praksis vil give amnesti til torturbødler, hvis overgreb er mere end 10 år gamle, hedder det i en presseudtalelse fredag.

Gennem 3 år har Amnesty arbejdet for at få et stærkt forbud mod tortur ind i dansk lovgivning, og bl.a. indsamlet 145.000 underskrifter og holdt møde med justitsministeren om sagen.

Derfor udtrykker Amnesty stor tilfredshed med, at et forbud mod tortur nu ser ud til at blive indskrevet i straffeloven, men opfordrer samtidig regering og Folketing til at ændre lovforslagets regler om forældelse.

Efter forslaget skal tortur forældes efter de almindelige regler om forældelse i straffeloven.

Det betyder, at tortur, der har haft karakter af grov vold efter straffelovens § 245 – men ikke har medført, at ofret er afgået ved døden – har en forældelsesfrist på 10 år. Kun ved drab – dvs. hvor torturen ender med, at ofret afgår ved døden – er forbrydelsen uforældelig.

– Forslaget tager ikke højde for det virkelige livs realiteter. I praksis kan det med lethed tage mere end 10 og 15 år at finde og pågribe en torturbøddel, siger generalsekretær i Amnesty Internationale danske afdeling, Lars Normann Jørgensen, og uddyber:

– Man behøver bare at tænke på Serbien, hvor der stadig går torturbødler fra borgerkrigen og de etniske udrensninger i Bosnien i 1990erne rundt i ly af et styre, som ikke vil udlevere dem til retsforfølgning. Hvis de danske myndigheder en dag skulle pågribe en sådan torturbøddel – som altså ikke har dræbt nogen, men kun lemlæstet og mishandlet – så ville man ikke kunne dømme ham for tortur, fordi torturen ville være forældet. Det er ikke i Torturkonventionens ånd – og ikke rimeligt.

Det kan ofte tage mange år, inden det bliver muligt for torturofre at indgive anmeldelse mod deres torturbøddel – i hjemlandet eller i det land, som de måtte have taget ophold i efter torturen.

Derfor vil en 10 års forældelsesfrist være direkte uhensigtsmæssig og modarbejde, at torturbødler stilles til ansvar for deres handlinger, hedder det. FNs Torturkomité har i sine anbefalinger til Danmark i anledning af Danmarks 5. periodiske rapport fra 2007 da også anført, at strafansvaret for torturhandlinger bør være uforældeligt.

Lars Normann Jørgensen:

– Man må huske, at straffesager om tortur som altovervejende hovedregel vil vedrøre tortur begået i udlandet. Det betyder, at man må vente på, at det styre, som bødlen arbejdede for, væltes eller ændrer kurs, og at ofrene for torturen får mulighed for at anmelde deres bødler til myndighederne – her eller i hjemlandet.