Amnesty: EU må stoppe fangetransporter til torturlande

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

EU må på topmødet i Bruxelles stille krav om et totalt stop for de ulovlige amerikanske bortførelser, fremfører Amnesty International i en presseudtalelse onsdag.

En række europæiske lande har gjort sig medskyldige i grove overtrædelser af menneskerettighederne i forbindelse med de ulovlige CIA-fangetransporter i krigen mod terror, hedder det.

Det er bl.a. sket ved at stille lufthavne og luftrum til rådighed for fly, der bliver benyttet af den amerikanske efterretningstjeneste CIA til at transportere terrormistænkte fanger til lande, hvor brugen af tortur forekommer.

Amnesty International offentliggjorde onsdag en ny rapport med titlen “Partners in Crime: Europes role in US renditions”. Rapporten udpeger 7 europæiske lande som medansvarlige i de såkaldte renditions ved enten at have været direkte involveret, vidende om eller have undladt at gribe ind i den ulovlige praksis i et sådant omfang, at de ifølge international ret klart har overtrådt menneskerettighederne.

De 7 lande er Tyskland, Tyrkiet, Bosnien-Herzegovina, Italien, Storbritannien, Makedonien og Sverige.

Samtidig giver rapporten en række anbefalinger til de europæiske lande for at få stoppet de hemmelige fangetransporter, og generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling, Lars Normann Jørgensen, opfordrer EU-landene til i samlet flok at tage klart afstand fra brugen af “renditions” eller ulovlige bortførelser, når de mødes til EU-topmøde i Bruxelles i denne uge.

Lars Normann Jørgensen:

– Det er positivt, at EU-landene og statsminister Anders Fogh Rasmussen endelig har taget mod til sig og rejst kravet overfor USA om at lukke Guantanamo-basen. Men det er langt fra nok. Der er efterhånden indsamlet så meget dokumentation, der påviser CIA-fangetransporter i Europa, at EU må kræve et øjeblikkeligt stop for de ulovlige bortførelser. Europa kan ikke længere lukke øjnene for den ubehagelige virkelighed.

Lars Normann Jørgensen har sendt et åbent brev til Anders Fogh Rasmussen (V) på baggrund af rapporten.

Amnesty International har gransket 6 konkrete sager, hvor i alt 13 personer i hemmelighed er tilbageholdt, tvunget ind i fly og transporteret til tredjelande, hvor de er blevet udsat for forhør med brug tortur eller anden grusom behandling.

Ifølge FNs menneskeretskonvention er “renditions” ulovlige på grund af manglen på de retsgarantier og juridiske procedurer, der normalt træder i kraft ved udlevering til et andet land. Den internationale ret efterlader heller ingen tvivl om, at lande, der stiller faciliteter til rådighed for fangetransporter til stater, hvor risikoen for tortur er overhængende, er medskyldige, hvis der sker krænkelser af menneskerettighederne.

Amnesty International kræver, at de ansvarlige europæiske stater og enkeltpersoner holdes ansvarlige for de ulovlige bortførelser og stilles for en domstol. Desuden skal de europæiske regeringer offentliggøre al tilgængelig information om omfanget af fangetransporter i Europa, så sandheden kan komme frem i lyset.

Lars Normann Jørgensen:

– De veldokumenterede bortførelser og forsvindinger giver mindelser om tiden før murens fald og om svundne diktaturstater i Sydamerika. Begivenhederne viser, at de vestlige regeringer er villige til at ofre fundamentale rettigheder for befolkningerne i krigen mod terror.

– Den dokumentation, der hidtil er kommet frem, giver borgerne i en række europæiske lande god grund til at nære mistro og skepsis mod deres egne demokratisk valgte regeringer. Det er ufatteligt, at det kan finde sted i Europa i dag, anfører han.

Man kan downloade rapporten og læse det åbne brev til statsministeren på www.amnesty.dk/renditions

Yderligere oplysninger hos presseansvarlig Ole Hoff-Lund, telefon 33 45 65 55 og kampagneleder Eva Hesse, telefon 33 45 65 73