Amnesty: Hemmelige CIA-fly til torturlande – skrækindjagende udslag af kampen mod terror

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Hundredvis af fanger overføres hemmeligt til afhøring i lande, der bruger tortur. Krigen mod terror er ved at bringe os ind i en udvikling med frygtelige perspektiver, skriver Amnesty Danmark i en pressemeddelelse onsdag.

I maj 2005 dukkede 3 traumatiserede yemenitter op efter en rundrejse i et hemmeligt netværk af amerikanske fængsler spredt over flere kontinenter. Siden 2003 var de transporteret fra sted til sted i hemmelige fly uden nogen form for kontakt til omverdenen.

Amnesty International tog til Yemen for at interviewe dem. Deres gruopvækkende historier kaster lys over et sindrigt system af ulovlige tilfangetagelser, overførsler og hemmelige tilbageholdelser udviklet af USA i krigen mod terror.

I en ny Amnesty rapport “Below the Radars – Secret flights to torture and disappearance”, der udkommer onsdag, gennemgår Amnesty konkrete sager om ulovlige overførsler af fanger. Rapporten viser bl.a., at hundredvis af personer forsvinder og tortureres i krigen mod terror.

Amnesty sendte mandag et signal til USA, den danske regering og de øvrige magthaver i de europæiske lande om, at vi på ingen måde kan acceptere, at vores luftrum benyttes til hemmelige transporter af fanger, der flyves til torturvenlige lande. Det skete ved demonstrationer i lufthavnene i Kastrup og Aalborg.

Danmark kan være indblandet i de ulovlige overførsler, fordi fly, der bruges af den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, har benyttet dansk luftrum mindst 12 gange siden 2001 ifølge regeringen.

Internationale undersøgelser viser, at fly, der bruges af CIA, er landet i Kastrup 2 gange. Dette er dog ikke bekræftet af regeringen. Flyene kan være brugt til transport af formodede terrorister, der er fløjet til Jordan og Egypten. Lande, der er kendt for at tillade tortur.

– Stater, der tolererer, at disse fly lander på deres territorium, kan være involveret i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Overførsel af fanger fra et land til et andet må kun finde sted med forsvarlige retssikkerhedsgarantier, inklusiv mulighed for domstolskontrol, og ved brug af officielle fly, siger generalsekretær i Amnesty Danmark, Lars Normann Jørgensen.

VK-regeringen har indtil nu ikke villet igangsætte en selvstændig undersøgelse af Danmarks rolle i CIAs hemmelige flyvninger. I november 2005 opfordrede Europarådet regeringen til at informere Europarådet om Danmarks rolle i flyvningerne.

Regeringens svar til Europarådet afsendt den 23. februar var mangelfuldt. Europarådet har derfor udbedt sig et såkaldt follow-up letter inden 7. april, anfører Amnesty.

Lars Normann Jørgensen:

– Amnesty opfordrer Danmark og regeringerne i alle de lande, der kan være involveret i ulovlige overførsler, til at undersøge omfanget af CIA-flyvninger og landinger i de respektive lande. Undersøgelsen skal også vise, hvem der har været ombord i flyene.

– Regeringen må arbejde aktivt i Danmark, EU og over for USA for at få stoppet de ulovlige flyvninger. Der er tale om en nedslidning af menneskerettighederne i krigen mod terror, der har frygtelige perspektiver.

– Vi er i gang med at gøre et stigende antal mennesker totalt retsløse, hvor vi med mere eller mindre begrundede mistanker tillader den mest bestiale behandling uden for alvor at gøre noget ved det, slutter Normann Jørgensen.

Læs hele rapporten på www.amnesty.dk/rendition

Yderligere information hos Lars Normann Jørgensen, Amnesty Internationals danske afdeling, tlf. 33 45 65 65, mobil 21 28 21 15