Efterretningstjenesten CIA indrømmer for første gang, at USA har benyttet torturmetoden waterboarding mod mindst 3 fanger i krigen mod terror, skriver Amnesty International torsdag i en presseudtalelse udsendt herhjemme af Amnesty Danmark.
Amnesty International opfordrer på den baggrund til at indlede en uafhængig undersøgelse og retsforfølge de ansvarlige for torturen, hedder det.
Under en høring i det amerikanske senat tirsdag sagde CIA-direktør Michael Hayden, at CIA har brugt såkaldt waterboarding mod de 3 Al-Qaeda mistænkte Khalid Sheik Mohammad, Abu Zubaydah og Abd al-Rahim al-Nashiri.
De blev pågrebet i 2002 og 2003 og overført til USAs hemmelige fængsler, hvor de befandt sig i 3 år, inden de i september 2006 blev flyttet til Guantánamo.
Waterboarding er en metode, hvor offeret placeres på et bræt eller planke med hovedet nedad og overhældes med vand på en måde, så det simulerer drukning.
En tidligere CIA-agent fortalte i december, at metoden fik Abu Zubaydah til at bryde sammen på 35 sekunder. Men det er første gang, at CIA officielt indrømmer det.
Michael Hayden begrundede torturen med den generelle trussel mod USA efter angrebet 11. september 2001, og at der på den tid var grund til at tro, at der var yderligere katastrofale terroranslag på vej.
– I de senere år er det blevet mere og mere klart, at den amerikanske administration har fortolket national og international lov på en måde, der har forsøgt at undgå det absolutte forbud mod tortur og anden mishandling, og at det har muliggjort straffrihed for menneskeretskrænkelser, siger Rob Freer, der er Amnestys USA-researcher.
Amnesty International opfordrer de amerikanske myndigheder til omgående at indlede en “uafhængig undersøgelse, der kan fastlægge brugen af tortur og placere ansvaret for USAs brud på FNs konvention mod tortur”.
– Waterboarding er tortur, og tortur er en forbrydelse ifølge international ret. Alligevel er ingen hidtil blev holdt ansvarlig for accepten og brugen af waterboarding af amerikansk personel, siger Rob Freer.
Under den samme høring i senatet sagde direktøren for det nationale efterretningsvæsen, Mike McConnell, at waterboarding kan benyttes igen af CIA i specifikke sager, som skal godkendes af præsidenten eller justitsministeren.
– Indrømmelsen fører til spørgsmålet om, hvem der godkendte torturen mod disse 3 fanger i 2002 og 2003. Præsidenten har ikke bemyndigelse til at beordre eller godkende tortur af nogen. Det er der ingen, der har. En efterforskning af sagen skal have mandat til at gå hele vejen til toppen af systemet, siger Rob Freer.
Han tilføjer, at de 3 fanger – og mange andre – har fremsat anklager om andre torturmetoder end waterboarding, og at den foreslåede undersøgelse bør komme til bunds i samtlige beskyldninger om amerikansk brug af tortur og anden grusom eller nedværdigende behandling, som er i strid med Geneve-konventionerne.