Amnesty: Kritisk for menneskerettighederne i Irak

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Et år efter starten på krigen i Irak er menneskeretsforholdene stadig ikke forbedret. Det konkluderer en ny rapport fra Amnesty International. Indførelse af demokrati med respekt for menneskerettighederne hæmmes af, at besættelsesmagten har problemer med selv at overholde menneskerettighederne, hedder det i en pressemeddelelse fra organisationen torsdag.

Det seneste år er snesevis af ubevæbnede irakere dræbt af koalitionsstyrkernes voldsomme eller unødvendige brug af skydevåben ved offentlige demonstrationer, kontrolposter eller husundersøgelser. Tusinder er blevet arresteret under barske forhold, mange har været udsat for tortur og nogle er døde under forvaringen, hedder det.

Amnesty rapporten, der er blevet til efter en række besøg i landet, sætter fokus på volden i dagligdagen og den usikkerhed, som den enkelte iraker står overfor. Det anslås, at over 10.000 civile irakere er dræbt siden 18. marts 2003 som et direkte resultat af den militære invasion i landet.

– Efter et år med krig, lovløshed, negativ voldsspiral og økonomisk vanskeligheder, står irakerne fortsat overfor en usikker fremtid. Besættelsesstyrkerne, de politiske og religiøse ledere i Irak og det internationale samfund må forpligte sig til mere klart og i praksis forsvare og fremme menneskerettighederne, skriver Amnesty International.

Ingen amerikansk soldat er retsforfulgt for ulovlig drab af civile irakere. En ordre, udstedt af de USA-styrede myndigheder i Bagdad, forbyder de irakiske domstole at gennemføre høringssager mod soldater og officielt udsendte fra udlandet. Det betyder reelt, at bl.a. de amerikanske tropper opererer uden risiko for at blive straffet for overgreb.

Irakiske civile har også været udsat for angreb fra bevæbnede grupper.
USAs militær, irakisk sikkerhedspersonale, irakisk-kontrollerede politistationer, religiøse ledere og bygninger, pressefolk, NGOer og FN-organisationer har alle været mål for angrebene, som har medført i hundredvis af dræbte civile. Disse bombeangreb anser Amnesty International for at udgøre en forbrydelse mod menneskeheden.

Amnesty har siden krigens begyndelse modtaget rapporter om irakere, som er blevet fængslet af koalitionsstyrkerne, og har fået krænket deres rettigheder. Nogle har været arresteret i månedsvis uden at være anklaget, andre været udsat for tortur og mishandling. Praktisk taget ingen har haft umiddelbar adgang til en advokat, familien eller en juridisk begrundelse for arrestationen.

Myndighederne anslår, at der findes ca. 8.500 arresterede, mens en irakisk menneskeretsorganisation taler om 15.000. Majoriteten anses for at være personer som er mistænkt for involvering i aktiviteter mod koalitionen. ”Det er uacceptabelt at retssikkerheden ikke gælder for alle,” udtaler Amnesty International.

Yderligere oplysninger hos pressechef Stig Nielsen, Amnesty International Danmark, tlf. 33 45 65 65