I oktober 2017, i samme øjeblik som Qatars regering annoncerede, at de ville gennemføre en række reformer, der markant ville forbedre forholdene for migrantarbejdere på de store byggerier op til FIFA-verdensmesterskaberne i fodbold 2022, var en række ansatte i firmaet Mercury Mena reelt strandet i deres lejr i Dohas industrikvarter.
De havde i månedsvis arbejdet uden løn på flere af Qatars prestigebyggerier op til VM 2022 – heriblandt ”Future City” hvor mesterskabernes åbningskamp og finale skal løbe af stablen.
Arbejderne havde forladt deres familier og var rejst til Qatar fra andre lande. De kæmpede nu en daglig kamp for at få nok at spise, mens de forgæves ventede på at få deres løn, så de kunne rejse tilbage til deres hjemland, efter drømmen om at kunne forsørge familierne derhjemme nu var knust.
”Vi skal gøre det helt klart over for Qatars myndigheder, at løfter om reformer for migrantarbejdere ikke er nok. Qatars sponsorsystem gør det stadig muligt for private virksomheder at udnytte deres medarbejdere, der udsættes for, hvad der minder om tvangsarbejde”, siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty International Danmark, i en pressemeddelelse.
Reelt udrejseforbud
Arbejderne skulle ikke alene leve med, at de ikke fik udbetalt løn. De kunne heller ikke rejse hjem, fordi Qatars sponsorsystem ”kafala” tilsiger, at den enkelte arbejder skal have tilladelse fra arbejdsgiveren til at rejse ud af landet. Og den fik de ikke, fordi Mercury MENA ikke sørgede for de nødvendige papirer, som de ellers har pligt til.
Arbejderne skal også have tilladelse fra arbejdsgiveren til at skifte
Nu er arbejderne vendt hjem, selvom lønnen aldrig blev udbetalt. Mange endnu fattigere og med større gæld end da de rejste til Qatar. Gælden er typisk erhvervet, fordi rekrutteringsbureauer i hjemlandene tager urimeligt høje gebyrer for at formidle arbejdspladserne. Amnesty har konstateret renter på lån til gebyrerne på helt op til 36 procent om året.
Amnesty International har i perioden april 2017 til april 2018 analyseret forholdene for i alt 78 arbejdere i firmaet Mercury MENA, som kommer fra Indien, Nepal og Filippinerne. Amnesty har interviewet 44 arbejdere og gennemgået dokumentation fra yderligere 34 andre.
Ernestos historie – en arbejders værste mareridt
I november 2015 gik Ernesto ombord på et fly i Manila, Filippinerne, for at begynde et velbetalt job i Qatar. Han skulle arbejde med byggeriet af ”Future City”, som er et projekt til 45 millioner dollars.
Ernesto er ikke hans rigtige navn, men Amnesty kender hans sande identitet.
Ernesto glædede sig over, at lønnen kunne give familien et bedre liv og i øvrigt tilbagebetale lånet, han havde taget, for at kunne betale rekrutteringsbureauet. Men glæden var kortvarig.
Problemerne begyndte allerede en måned efter ankomsten. Ernesto havde godt nok fået en 12-måneders arbejdstilladelse, men Mercury MENA havde ikke levet op til firmaets forpligtelse til at fremskaffe en opholdstilladelse, selvom den enkelte arbejder kan få store bøder for ikke at have en. I de følgende måneder begyndte lønnen at bliver mere og mere forsinket.
Ernesto var desperat og fortsatte derfor med at arbejde for firmaet, selvom den manglende opholdstilladelse hele tiden udgjorde en risiko for anholdelse. Han fik ikke løn i perioden december 2016 til marts 2017. Men da udløbsdatoen for hans arbejdstilladelse i oktober 2017 nærmede sig, og der stadig ingen udsigt var til fast løn, bad han arbejdsgiveren om tilladelse til at forlade Qatar og rejse hjem.
I april 2017 indvilligede Mercury MENA i at betale Ernesto én månedsløn, og fire måneder senere indgik parterne et forlig, hvor Ernesto fik et dokument, der fastslog, at firmaet skyldte ham 5.512 dollars. Men pengene blev aldrig udbetalt.
Den 15. november gav myndighederne Ernesto tilladelse til at vende hjem til Filippinerne. Uden løn og med stor gæld.
Læs rapporten hos Amnesty International (på engelsk)
