En ny rapport dokumenterer fortsatte overgreb på fanger i Irak. Danmark er som en del af den internationale styrke særligt forpligtet til at gribe ind over for den tortur, der foregår i Irak, skriver Amnesty Danmark i en presseudtalelse mandag.
– Vi opfatter det som problematisk for den danske regering, at den deltager i krigen i Irak uden at tage skarpt og utvetydigt afstand fra de overgreb både koalitionspartnere og irakiske myndigheder udøver på irakiske fanger, siger generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling, Lars Normann Jørgensen, og forrtsætter:
– Vi opfordrer den danske regering til at anvende sin indflydelse og tydeligt signalere, at man ikke accepterer, at de irakiske fanger udsættes for tortur og andre overtrædelser af menneskerettighederne.
Udtalelserne falder ovenpå Amnestys afsløringer af, at især amerikanske og britiske soldater tilsyneladende intet har lært af skandalerne i Irak. Her 3 år efter krigen sluttede, fortsætter torturen og krænkelserne af irakiske fangers basale menneskerettigheder.
Siden invasionen i 2003 er titusinder blevet tilbageholdt af de internationale styrker, primært under amerikansk kontrol, uden at vide, hvad de er anklaget for og uden at være stillet for en dommer. Nogle af fangerne har levet i uvished i mere end 2 år, andre er løsladt uden forklaring og undskyldning. I slutningen af november 2005 var 14.000 “sikkerhedsfanger” tilbageholdt.
De internationale styrker har med de chokerende billeder af fangemishandlinger i Abu Ghraib i april 2004, og britiske styrkers overfald på irakiske unge i februar i år, været med til at etablere et system, hvor det kunne virke, som om det er i orden at krænke fangers menneskerettigheder, anføres det.
Irakerne overtog kontrollen i Irak i juni 2004. Siden er der rapporteret om adskillige tilfælde af tortur og mishandling af fanger, som er tilbageholdt i fængsler kontrolleret af de irakiske myndigheder. Fanger er udsat for elektriske stød eller blevet slået med plastikkabler.
Amnesty International er stærkt bekymret over, at hverken de internationale styrker eller de irakiske myndigheder har formået at beskytte fanger mod tortur og mishandling på trods af de eksempler, verden har været vidne til.
Amnesty International opfordrer derfor de irakiske, amerikanske og britiske myndigheder til straks at gribe ind og sikre, at de irakiske fangers menneskerettigheder bliver overholdt.
Det indebærer, at alle beskyldninger om overgreb og tortur undersøges til bunds, og at de ansvarlige bliver retsforfulgt. Samtidig skal de tilfangetagne have adgang til advokat og familie umiddelbart efter tilbageholdelsen, og de skal sikres mulighed for at få deres sag vurderet af en domstol, slutter presseudtalelsen.