For satellitter i kredsløb i rummet sladrer landskabet nede på Jorden om, hvad der foregår. Fritvoksende afgrøder kan fortælle, at mange mennesker er blevet fordrevet eller er døde. Udtørrede bække tyder på tørke, og nedbrændte landsbyer, hvor markerne omkring ikke har taget skade, tyder på en menneskeskabt forbrydelse.
Nu vil Amnesty International benytte sig af satellitfotos til at dokumentere omfang og udbredelse af humanitære katastrofer. I et pilotprojekt udført af den danske afdeling rettes linsen mod den humanitære katastrofe i Sudan, hvor millioner er fordrevet fra deres hjem, skriver Politiken fredag.
Billederne dokumenterer, hvor mange landsbyer der er brændt ned i løbet af det seneste år. Sammenholdt med nedskrevne beretninger fra flygtninge og nødhjælpsarbejdere giver satellitbillederne dokumentation for katastrofens omfang.
– Vi har udviklet et redskab, der ikke alene virker som en rygende pistol, men som en klar indikation af, at der fra 2003 til 2004 er sket en mærkværdig ændring på billederne, siger Amnesty Internationals generalsekretær i den danske afdeling, Lars Normann Jørgensen, til bladet.
Metoden er udviklet af den danske ingeniør Erik Prins, der har undersøgt satellitfotos fra marts 2003 og maj 2004. Herved kan han påvise, at 155 ud af 352 analyserede byer, alle i den vestlige del af Darfur, er brændt. På billederne er de nedbrændte byer mørkere end andre, anfører Erik Prins fra Prins Engineering overfor Politiken.
En af Amnesty Internationals vigtigste funktioner er at dokumentere humanitære katastrofer, og satellitterne kan tage billeder dér, hvor observatører ikke kan komme frem.