Af Poul Struve Nielsen
Dette års indiske valg nåede nye højder i spænding. Hvad der lignede en sikker sejr til et selvsikkert BJP og dets allierede over et Kongresparti på ørkenvandring mod total irrelevans endte med noget, der kan ligne gevaldige smæk fra de fattige vælgere til den nye middelklasse.
Først kom resultatet fra Andhra Pradesh, hvor dot.com politikeren over dem alle, Chandrababu Naidu, hvis regionalt baserede parti endda var det største blandt BJPs allierede i Underhuset, blev væltet som regeringschef i den sydindiske delstat.
Internettet kan være meget godt, men der er altså grænser for, hvor mange stemmer man får ved at promovere det i fattige landsbyer, hvor der kun er en telefonforbindelse til 1.000 indbyggere, hvoraf mere end en tredjedel er analfabeter. Der kommer man nu engang længere ved at skaffe vand og sanitet.
Da resultatet kom efter de 3 valgrunder, der som ethvert indisk parlamentsvalg satte ny kvantitativ verdensrekord i demokrati, væltede resten af Vajpayees korthus. Kongrespartiet gjorde et uventet comeback som Indiens største parti og fik flertal sammen med noget, man med lidt god vilje samlet kan betegne som “venstrefløjen”, selv om det ikke helt dækker. Sensationelt.
Nu pegede alt på Sonia Gandhi som premierminister. Dynastiet var tilbage. Selv set fra et land med generationer af Hækkerupper og Helveg Petersener på ledende poster virker det lidt patetisk, at premierministeren absolut skal være efterkommere af Nehru, den første af slagsen.
Men det var der lagt op til. Sonia Gandhi overtog i 1998 et Kongresparti, der var dybt splittet af interne magtkampe. Hun fik styr på tropperne og opnåede et meget overbevisende personligt valg til parlamentet i 1999, hvor Kongrespartiet ellers led et sviende nederlag. Men nu vandt hun en imponerende sejr.
Noget af det, der ikke lykkedes i 1999, var at få valgt en anden af partiets lederskikkelser, arkitekten bag de økonomiske reformer, der blev sat i værk i 1991, Manmohan Sing, ind i Underhuset fra en ellers sikker plads i New Delhi.
Det kan have afholdt en del sikher fra at stemme på Kongrespartiet, at det opstillede folk, der havde været ude af billedet i flere år, fordi de var under mistanke for medvirken til drabet på sikher under urolighederne efter mordet på Sonias svigermor, den daværende premierminister Indira Gandhi.
Samtidig frarådede imamen ved Jami Mashid moskeen muslimer at stemme på Kongrespartiet, fordi det ikke havde muslimske kandidater. Desuden nedgjorde Manmohan Singh kricketsporten i en kommentar, hvor han skrev, at det ville være bedre for produktiviteten i Indien, hvis hockey blev nationalsport.
Kricketlandsholdets testkampe udspilles over flere hele dage, hvor folk sidder klæbet til skærmen inde i byen eller stimler sammen om det eneste tv i landsbyen. Så han har fuldstændig ret, produktiviteten rammes på ethvert niveau. Men det var ikke populært.
I år gjorde han comeback som valgets næste overraskelse. Sonia Gandhi besluttede at følge sin indre stemme og overlade posten som premierminister til ham. Det virker som et rigtigt klogt valg. Fra en position som partiformand og med sæde i parlamentet bør hun kunne holde ro i partiet og dæmpe de magtkampe og intriger, som var årsagen til, at hun overhovedet gik aktivt ind i politik.
Samtidig slipper hun, Kongrespartiet og Indien for den tåbelige debat om hendes italienske baggrund og rimeligheden af, at en udlænding er premierminister i Indien, og der bliver skabt ro om den økonomiske politik.
Ingen tvivler på, at arkitekten bag de økonomiske reformer fra 1991 vil fortsætte reformkursen. Der var i øvrigt også mange, der frygtede at BJP ville bremse reformerne, da det kom til magten.
Reformerne handler meget om at åbne det indiske hjemmemarked for konkurrence ude fra, og hindunationalisterne var meget bekymrede for, at Coca-Cola og McDonalds ville betyde indførelse af amerikanske kulturelle værdier, som kunne undergrave hinduismen.
Reformerne blev alligevel opretholdt. Nu frygter skeptikerne venstrefløjens indflydelse. Det har de næppe heller nogen grund til.
Ingen steder i verden har kommunisterne regeret længere end i den indiske delstat Vestbengalen. De har bl.a. forbedret elforsyningen i Calcutta markant. Det skete ikke gennem stram kontrol efter Lenins anvisninger, tværtimod, de privatiserede elsektoren.
Et helt igennem stabilt og troværdigt bagland har Sonia Gandhi og Manmohan Singh ikke. Blandt Kongrespartiets allierede er også den omstridte tidligere leder af delstatsregeringen i Bihar, Laloo Prasad Yadav. Han blev frataget posten som chiefminister i delstaten efter en korruptionsskandale, men han beholdt magten ved at indsætte sin kone som marionet.
Han har tidligere måttet føre valgkamp fra fængslet. Bihar er en af de fattigste delstater, befolkningsmæssigt er den på størrelse med Tyskland, og man kan nok bedst betegne udviklingen dér med ordene “verdens største sociale katastrofe”.
Den tidligere regering har forsøgt alt for at slippe af med Laloo, men han har stik mod alle odds formået at holde sig til magten. Alliancen med Kongrespartiet giver ham atter stor politisk indflydelse i New Delhi.
Det bliver spændende at følge den videre udvikling. Der er noget befriende og forsonende over, at Sonia Gandhi overlader roret til netop Manmohan Singh, som er Sikh. Det er en god alliance, for hverken Sikh-livvagternes drab på Indira Gandhi eller de efterfølgende overgreb på sikher er helt blevet glemt.
Udsigten til en øget indsats for at reducere fattigdommen er opløftende. BJP-regeringen har været temmelig kynisk, blandt andet har den konsekvent standset al udenlandsk bistand til Indien. Det er da også rigtigt, at bistanden aldrig har fyldt meget i rupeer og paise, men den har ændret udviklingen afgørende ved at støtte nye ideer.
Se bare på spedalskhedsprogrammet og konsulenttjenesten for landbokvinder i Sydindien, for nu at nævne 2 eksempler, hvor den danske bistand i sin tid viste nye veje i udviklingen, som Indien har taget til sig og ført videre og kopieret med det resultat, at spedalskhed er ved at være udryddet, mens levestandarden har fået et tiltrængt nøk i den rigtige retning i mange af de fattigste sydindiske familier.
Kongrespartiet vil nok heller ikke foretage atomprøvesprængninger på samme opsigtsvækkende som BJP, så hvem ved, måske kan det ende med, at de vestlige donorer i løbet af nogle år genoptager dele af bistanden til Indien, som trods outsourcing og markedsføringen af internettet som inder-nettet stadig huser størstedelen af verdens fattige.
Forhåbentligt tvinger magtskiftet ikke BJP op på de alt for markante og populistiske hindunationalistiske bastioner, for det kan få alvorlige følger.
Da jeg for nogle år siden vendte tilbage til Danmark efter 2 år i Indien, blev jeg meget rystet over den rå tone blandt danske politikere i udlændingedebatten. I Indien var tonen meget mere afdæmpet – med god grund, for hvis indiske ledende politiske skikkelser havde anvendt samme retorik som de skarpeste af deres danske kolleger, så havde det måske kostet mennesker i tusindtal livet.
Indien er en krudttønde, som er nem at antænde, og et såret BJP kan blive farligt i opposition, hvis de religiøse bevægelser, først og fremmest RSS, som udgør partiets bagland, vælger en aggressiv strategi.
Det er dog vigtigt, at oppositionen kommer til orde; det så vi resultatet af den 13. maj. Det var en fornøjelse se Vajpayee træde tilbage med samme selvfølge som Poul Nyrup Rasmussen gjorde det i november 2001. Det indiske demokrati er rodfæstet på en måde, mange lande kan lære meget af.
Journalist Poul Struve Nielsen dækkede som bosiddende journalist i Indien 1998-2000 det forrige parlamentsvalg for Berlingske Tidende. Han er i dag mediekoordinator for Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, IRCT, i København.
Læs også “Kommentar: Bistand til Indien er en genovervejelse værd”, 20.05.04, på nyhedssiden af Jørgen Harboe.
