Af Poul Struve Nielsen
journalist med u-landsforhold som speciale, har været bosat i Indien
Det skræmmende ved onsdagens terrorangreb i Mumbai, som må have sendt chokbølger gennem store dele af Indien, er den minutiøse tilrettelæggelse, den overvældende styrke og præcise afsøgning af bestemte mål.
Indien lever med en del uro. Maoistiske naxalitter slår med jævne mellemrum til i Andhra Pradesh, i de nordøstlige delstater er der adskillige voldelige separatistiske bevægelser. I Kashmir udkæmpes en klassisk konflikt mellem 2 lande (Indien og Pakistan).
I Mumbay har gennemlevet det, der var værre, i form af optøjer mellem hinduer og muslimer, som har kostet tusindvis af menneskeliv. Men der har været tale om konflikter med en historik, som rækker helt tilbage til Indiens deling; og en form for sammenstød, som Indien – hvor grufuldt det end er – nærmest er født med og har mere end 60 års erfaring i at bearbejde og forsøge at dæmme op for.
Det her er nyt.
Onsdagens angreb var vel planlagt og orkestreret på et niveau, hvor vi næsten forventer at Al Queda tager ansvaret. Det blev så en hidtil ukendt gruppe ved navn Deccan Mujaheddin.
Alle, som har jævnligt har gæstet Mumbai, vil kunne huske at have været på et eller flere af de steder, der var mål for terroristerne.
Det ramte Taj ved India Gate i det sydlige Mumbai, Sydasiens i særklasse fineste hotel. Oberoi, som blev angrebet samtidig, følger tæt efter. Det er på disse hoteller – og især på Taj – forretningsfolk, diplomater, pressefolk og skuespillere mødes.
Den gamle klassiske jernbanestation, Victoria, er en arkitektonisk perle og en af verdens travleste. Cafe Leopold er et fint og velkendt mødested for både rejsende og lokale.
Mumbai med sine godt 20 millioner indbyggere er det moderne Indiens lokomotiv, både økonomisk og kulturelt. De største virksomheder har hovedkvarter her.
Bollywood filmene er opkald efter byens gamle navn, Bombay – som i øvrigt blev ændret både som en del af den hindunationalistiske bølge og for at undgå usmagelige vittigheder i forbindelse med en række bombeattentater år tilbage.
Angrebet ramte Indien på et meget følsomt sted. Det ramte finansverdenen, relationerne til udlandet og kultureliten.
Når vi ikke har hørt om, at en kendt skuespiller var blandt de dræbte, er det fordi, filmeliten netop i dagene omkring terrorangrebet er rykket lidt sydpå til Film Festival of India i Panaji i delstaten Goa.
Indien har i hele sin historie som selvstændigt land levet med store modsætninger, voldelige sammenstød og terrorangreb. På den måde er det ikke noget nyt, selv om det er frygteligt.
Terrorangrebene vil næppe skabe så stor furore, som angrebet på World Trade Center og Pentagon gjorde i USA og i Danmark. Der skulle også gå mange timer, før togtrafikken i Mumbai atter blev normal.
Nu venter vi spændt på at se, om angrebet vil få betydning for demokratiet og det indiske samfunds økonomiske og sociale udvikling.
For selv om Indien er vant til at leve med en vis mængde vold og usikkerhed, vil inderne ikke, som så ofte før, kunne ryste dette angreb af sig og fortsætte helt uanfægtet.
Dertil er terroristerne denne gang kommet for tæt på magtens centrum og på alt det, der tegner den afgørende udvikling i landet i disse år.
