VK-regeringen benytter Afrika-kommssionens anbefalinger til bl.a. at file dybt i bistanden til FN-familiens traditionelle udviklingsaktører. Over en periode på 7 år taber de voldsomt terræn i det samlede danske bistandsbillede.
Det er det indtryk, der fæstner sig efter en gennemgang af VKs forslag til finanslov for 2010 med tilhørende budgetoversigt frem til og med 2013. Et udspil, som vil pumpe ekstra milliarder i udvikling af Afrikas privatsektor på bekostning af andre dele af bistanden.
Fra 2007 til 2013 falder den danske bistand til FNs centrale udviklingsprogrammer således fra godt 2 milliarder i 2007 til 1,37 mia. kr. i 2013.
For at give et begreb om omfanget kan nedskæringerne sammenholdes med, at Danmarks bilaterale bistand – den del af hjælpen vi yder direkte til u-landene – i samme tidsrum FORØGES med 2 milliarder, nemlig fra godt 5 til lidt over 7 milliarder kr..
De 2 milliarder er næsten dobbelt så meget, som hele den centrale FN-hjælp løber op i om få år.
Sagt på en anden måde: Mens store FN-aktører som FNs Udviklingsprogram (UNDP), FNs Børnefond (UNICEF) og en stribe andre organisationer for få år siden modtog et beløb, der samlet svarede til omkring 40 procent af den bilaterale bistand, vil procenten om føje år være reduceret til ca. 15.
Det er et historisk lavpunkt for FN-bistanden.
VK og Danidas ledelse har flere gange været ude med argumenter om, at det er blevet meget sværere at skelne mellem multilateral og bilateral bistand. Derfor er der her ikke foretaget en sådan sammenligning, men kun gengivet, hvad kernen i FN-systemet får og samtidig er perspektivet bredt udover en længere årrække, så man mere klart kan udlede tendensen.
En anden måde at se den borgerlige regerings glidende omlægning af u-landshjælpen på er, at Danmarks humanitære bistand til ofre for menneske- og naturskabte katastrofer og nødsituationer om få år vil nå samme niveau som hele bistanden til FNs centrale udviklingsorganisationer – med streg under udvikling, ikke nødhjælp.
Den humanitære indsats beregnes at stige fra 1,113 milliarder i 2007 til 1,328 mia. kr. i 2013 – mod de 1,37 milliarder til FN-familien dette år.
Det er aldrig sket før i dansk bistands historie, hvor udviklingsperspektivet har været drivkraften i såvel den multilaterale som bilaterale del af virket – ikke akut ambulancetjeneste efter katastrofer.
RAMMER BREDT TRODS POSITIVE ORD
Nedskæringerne rammer bredt i FN-familien. Fra stor til lille – og ledsages af mange pæne ord om hver organisations betydning, berettigelse og reformiver.
Tag bare Udenrigsministeriet/Danidas omtale af UNDP i finanslovforslagets anmærkninger. Vi citerer:
“FNs Udviklingsprogram er som den største organisation inden for FN-familien og
med landerepræsentation i 166 lande en helt central udviklingsaktør. Samtidig har UNDP væsentlige policy- og koordineringsopgaver, der udgør fundamentet for mange andre udviklingsindsatser.
En central opgave for UNDP på policy siden er at udvikle og støtte opbygning af demokratisk regeringsførelse og god forvaltning, herunder administrativ kapacitet på centralt og lokalt niveau i udviklingslandene, samt at understøtte fattigdomsbekæmpelse bl.a. gennem inddragelse af 2015-målene i nationale strategier og politikker.
En anden vigtig og voksende opgave for UNDP er konfliktforebyggelse og genopbygning i kriseramte lande. Her har UNDP en komparativ fordel, fordi organisationen ofte er blandt de få eksterne aktører med permanent tilstedeværelse, som kan agere hurtigt i den tidlige fase umiddelbart efter en konflikt og bidrage til koblingen mellem den fredsbevarende og humanitære indsats samt den længerevarende bæredygtige udvikling.
Herudover spiller klima en fremtrædende rolle i UNDPs strategi for 2008-
2013, ud fra det perspektiv, at klimaforandringer især rammer de fattigste lande.
Et andet vigtigt mandat er koordinering af FN-systemets samlede bistand på landeniveau. Som led i FNs revitaliserede reformproces har UNDP fået styrket sit mandat for en mere effektiv varetagelse af koordinationsopgaverne, samtidig med at der er etableret vandtætte skodder mellem UNDPs koordinationsopgaver og organisationens egne opgaver.
Med UNDPs strategi for 2008-2013 er organisationens virke blevet yderligere fokuseret og målrettet. Placeringen af Danmark blandt de største donorer giver mulighed for en forsat stor dansk indflydelse på UNDPs arbejde samt en fortsat høj grad af overensstemmelse mellem organisationens arbejde og danske udviklingspolitiske prioriteter” (citat slut).
Man skulle ikke tro, at en sådan organisation ville få sparekniven af nogen dansk regering. Det er ikke desto mindre tilfældet. UNDPs danske bidrag falder fra 414 millioner i 2007 til 369 mio. kr. både i 2010 og 2013.
Det samme gælder FNs Børnefond (UNICEF), hvor der også er mere ros end ris, men så kommer det: “Bidraget til UNICEF er fra 2010 reduceret med 25 mio. kr. bl.a. med henvisning til, at UNICEF styrker opbakning til FN-reformen på landeniveau, samt til øvrige bidrag direkte til landeniveauet. Dermed frigøres midler til opfølgning på Afrika-kommissionens anbefalinger”.
Den sidste vending går igen flere gange, nærmest som et mantra, når omlægninger af bistanden skal begrundes.
EN ORDENTLIG RETURPROCENT TIL KØBENHAVN
FNs store tunge drenge, som endnu en gang må holde for, er ellers et stort aktiv for Danmark, hvis man skal tro beskrivelsen i finanslovforslagets anmærkninger. Hør bare her under overskriften “FN-center i København”:
“Der blev i 1996 etableret et FN-center på Midtermolen i Københavns Havn. Centret omfatter i dag bl.a. hovedkontoret for FNs projektgennemførelses-organisation (UNOPS), indkøbskontoret og det nordiske kontor for FNs Befolkningsfond (UNFPA), det nordiske kontor for Verdensfødevareprogrammet (WFP) samt et antal afdelinger af FNs Udviklingsprogram (UNDP) herunder den globale lønafdeling og JPO service center.
Bevillingen (den danske, red.) dækker primært husleje og udgifter, der følger af de danske værtskabsforpligtelser over for organisationerne, Af bevillingen afholdes
endvidere ca. 1,1 mio. kr. som tilskud til dækning af husleje vedrørende Verdenssundhedsorganisationen WHOs regionalkontor i København.
Med knap 1.000 FN-ansatte i København rangerer København i dag som et af de væsentligste FN-centre i verden. Der arbejdes med en ny FN-by på Marmormolen i København, der vil samle de herværende FN-organisationer i et hus i 2013….” (citat slut).
Vi får kort sagt masser af FN-valuta for pengene i alle henseender.
Også med det kommende FN-initierede klimatopmøde i “Nordens FN-hovedstad” in mente er det tankevækkende, at sparekniven i den grad har ramt netop FNs kernedele på bistandssiden de seneste 7 år.
HVAD MED DE FATTIGE?
Og hvad skal pengene så gå til i stedet?
De skal gå til en række endnu ikke nærmere definerede projekter i Afrika, som skal udvikle kontinentets private sektor, selv om der ikke findes overvældende mange eksempler på, at sådanne satsninger kommer de fattige/fattigste til gode. Det vil sige det store flertal af afrikanerne.
Satsningen falder samtidig med, at dansk bistand til Afrikas altafgørende hovederhverv – landbruget – via FNs programmer er sunket fra 180 millioner i 2007 til beregnet 30 mio. kr. i 2010 – for de næste 3 år (2011-2013) at havne på 25 mio. kr. i snit.
Ifølge Verdensbanken er støtte til landbrugsproduktion og fødevaresikkerhed den klart mest effektive måde at bekæmpe fattigdom på.
