ANC opnår to tredjedeles majoritet

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Opdateret version torsdag aften

Sydafrikas regerende Afrikanske National Kongres, ANC, havde torsdag vundet en historisk stor valgsejr, som for første gang sikrer partiet totredjedels flertal i parlamentet, der gør det muligt at gennemføre forfatningsændringer på egen hånd, rapporterer internationale nyhedskilder og sydafrikansk presse.

Med 60 procent af stemmerne talt op torsdag aften stod ANC til ca. 70 procent, mens den førende oppositionsbevægelse, Den Demokratiske Alliance, DA,, lå til omkring 14 pct. Vælgerfremmødet udgjorde 80 pct. af de 21 millioner stemmeberettigede.

Det er ANCs tredje valgsejr i træk i de 10 år siden afslutningen af apartheid og det hvide mindretalsstyre. Det betyder, at de 400 nyvalgte parlamentatikere den 27. april kan vælge præsident Thabo Mbeki til hans anden 5-års embedsperiode. Det er samtidig dagen, da Sydafrika fejrer 10-året for overgangen til demokrati og flertalsstyre.

ANCs sejr er så stor, at partiet endog ligger foran Mangosuthu Buthelezis zulu-parti, IFP, i zuluerne shøjborg, Natal. ANC fører i optællingen og kan dermed gå hen og blive områdets største parti for første gang nogensinde.

Entusiasmen hos vælgerne var så stor, at mange mødte frem timer før valgstederne åbnede onsdag, og da de lukkede, stod mange endnu i kø for at stemme, hvorfor stemmetiden måtte udvides.

Iagttagere konkluderer, at oppositonspartierne har haft stort besvær med at tiltrække stemmer fra det store sorte flertal, som fortsat ser ANC som frihedskampens parti, der efter årtiers kamp og utalte lidelser fravristede det raceundertrykkende apartheidstyre magten.

ANC opregner på sin positivliste, at der er bygget 1,6 mio. boliger til fattige og mindrebemidlede, skabt en stabil økonomi og lav inflation, ligesom 9 millioner har fået adgang til rent vand og 70 procent af husholdningerne nu har indlagt elektricitet.

Kritikere peger på, at ledigheden er oppe på ekstreme 30 procent, kløften mellem rig og fattig afgrunddyb, kriminaliteten omsiggribende og aids-epidemien breder sig som en pest.

5,3 mio. sydafrikanere er ramt af hiv/aids og 800.000 stemmeberettigede var ude af stand til at stemme, fordi de var for afkræftede og syge eller skulle passe nogle i familien, som var ramt af aids.