Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) får nu lejlighed til at forklare helt præcis, hvad han mente, da han den 3. januar i TV fastslog, at den massive danske støtte til ofrene for flodbølgekatastrofen i Sydøstasien ikke ville komme til at gå ud over Danmarks hjælp til verdens fattige via u-landsbistanden, skriver Politiken lørdag.
Som Politiken tidligere har beskrevet, har den danske regerings bistandsorganisation Danida taget penge fra u-landsbistanden i Bolivia og flyttet dem til Danidas katastrofebevilling for at dække et foreløbigt merforbrug på 44 mio. kr. i forhold til hvad der var budgetteret for 2005 på finansloven til katastrofehjælp.
Det er, mener de udviklingspolitiske ordførere for Socialdemokratiet, de radikale og SF samt de 2 største danske nødhjælpsorganisationer Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp, et klart løftebrud, i forhold til hvad statsministeren lovede tilbage i januar.
Og formanden for Folketingets Udenrigsudvalg, SFeren Steen Gade, vil nu have statsministeren til i Folketinget at uddybe, hvad han sagde dengang.
Læs også telegrammet “Regeringen anklages for at betale for nødhjælp med u-landsbistand” i rubrikken Dansk bistand under dato 13.08.05.