Tidl. udviklingsminister Anita Bay Bundegaard (R), der nu er rådgiver for FNs Flygtninge-højkommissariat, UNHCR, i Geneve med særlig kontakt til donorerne, fylder 40 år fredag den 31 oktober.
Fiskerdatteren fra nordbornholmske Tejn satte den første snes år af sit liv knapt benene uden for fødeøen, men siden tog hun gevaldig revanche. Efter gymnasiet meldte hun sig ind i Det radikale Venstre og kom snart tæt på fremtrædende skikkelser i partiet, da hun kom til København for at læse til ling.merc. i spansk og engelsk – den uddannelse hun aldrig nåede at gøre færdig, selv om hun havde skrevet det i sin CV, da hun blev minister (hvad der udløste voldsomt postyr).
Hun blev studentermedhjælper for Bernhard Baunsgaard og senere – fra 1987 til 92 – for Marianne Jelved. Så virkede hun i Dansk Arbejdsgiverforening som oversætter, men blev i 1994 politisk assistent for veninden, Lone Dybkjær, da hun kom til Europa-parlamentet.
Anita Bay Bundegaard opstillede til Folketinget i Københavns amt i 1994, men opnåede kun at blive suppleant. Vejen gik videre over redaktørjobbet for Højskolebladet (1996-98) til posten som debatredaktør på Politiken (1998-2000), hvor interessen for internationale forhold også kunne få plads som formand for UNESCOs Kommunikationsudvalg (1999-2000).
Tiden som udviklingsminister i det sidste Nyrup-ministerium blev kort – fra december 2000 til november 2001 – og meget hektisk. Øretæverne faldt tæt over den åbenmundede unge minister, og som Ejvind Bjørnkjær skriver i sin omtale i Berlingske Tidende, er “det imponerende, at hun stod det igennem..svagere karakterer end hun ville være brudt ned”.
– Men Anita Bay Bundegaard – mellemnavnet fra faderen, fiskeskipper i Tejn, efternavnet fra manden i hendes liv, Christian, tidligere Gyldendal-direktør, nu forfatter og journalist – er gjort af sejt stof, som de er det på klippeøen, noterer Bjørnkjær.
Der var sager nok, som bidrog til øgenavne som Kvaje Bay; ligefra invitationen til alle verdens fattigdomsflygtninge, ideen om våben som udviklingsbistand og så den manglende akademiske titel.
Men fra redaktøren af denne hjemmeside, der var ansat i Udenrigsministeriet i hendes ministertid og derfor oplevede det hele lidt indefra, skal der nu alligevel suppleres med nogle ekstra facetter.
Anita Bay Bundegaard nærmest elektrificerede udviklingsministerembedet oven på oplevelsen med den superdygtige, men knastørre gnavpotte, Poul Nielson, og den i mange henseender indolente Jan Trøjborg, der blot ventede på sin forsvarsministerpost. Hun viste en vilje til åbenhed og fri debat, også om ømtålelige emner, som ikke var hendes forgængere forundt. En linje, som den første af de 4 udviklingsministre, Helle Degn, desværre anlagde næsten fra første dag med de legendariske ord på et møde for Sydgruppens chefer: “Danida, det er mig”. Så havde den spidse socialdemokratiske partikvinde udtrykt sig så klart hun overhovedet kunne.
Intet under, at embedsværket dukkede sig og ministeriet blev mere tillukket, en udvikling som journalisterne klart oplevede i løbet af 1990erne. Og ikke så mærkeligt, at netop Anita Bay Bundegaard blev den udviklingsminister, som modtog u-landsjournalisternes hædersbevisning, Nairobi-prisen, i 2001.
Hun ville åbenhed. Problemet var bare, at det ville langt de fleste embedsmænd ikke. Og apparatet sejrede i mangt og meget, for ministre kommer og går. Men hun gjorde forsøget.
Og så lige en lille, hidtil ufortalt facet af Anita Bay Bundegaard. Det var hende, der reddede Danidas tidsskrift, Udvikling, fra nedlæggelse!
Var hun ikke kommet til som minister i december 2000, var magasinet blevet lukket ved årsskiftet. Det var besluttet for længst af Sydgruppens ledelse med den meget kontante Sydchef, Ellen Margrethe Løj, som drivende kraft.
Men i sidste øjeblik – det drejede sig om dage – fik gode kræfter mobiliseret jungletrommerne og adviseret den nytiltrådte minister om det forestående stormløb mod det mangeårige etablerede og fortsat rimeligt fritstående magasin – det eneste i landet med dansk udviklingsbistand som niche.
Anita Bay Bundegaard forhørte sig hos ledelsen om det virkelig kunne være sandt… og fik på bemærkelsesværdig kort tid et notat i hånden, hvor der minsandten stod, at ledelsen (Ellen Margrethe Løj) skam da gik ind for at Udvikling skulle fortsætte. Som Ellemann engang sagde: If you cant beat them, join them!
Som et figenblad blev der tilføjet “i et år”, så måtte man se. Men faren var drevet over, den (nye) politiske ledelse ønskede bladet fortsat og Ellen Margrethe Løj forsvandt snart efter til New York til ikke ubetydelig lettelse for urimeligt mange på Asiatisk Plads.
Vi lader Ejvind Bjørnkjær få det sidste ord om dagens fødselar: “Hun er idealist, men selv om nogle – ministerperioden in mente – vil tro andet, er hun ikke blåøjet idealist. Hun bruger idealismen som drivkraft til konkrete projekter – problemer er ikke noget, man snakker om, det er noget, man skal løse. Det er nok ud fra den ildsprudende holdning, at tungen til tider kan løbe løbsk i en grad, der er problematisk i en barsk, politisk verden.”
Og så til allersidst: Ikke mindst i dag, da VK-regeringen har rundbarberet bistanden, udviklingsministerembedet er en saga blot og u-landsbistanden dermed har mistet sin “fødte” fortaler i ministerium og regering, er det godt at tænke tilbage på så engagerede mennesker som Anita Bay Bundegaard.
Og det er ikke sagt for at genere Per Stig. Han kan jo ret beset ikke gøre for, at hans statsminister hedder Anders Fogh.
