Tidl. udviklingsminister Anita Bay Bundegaard begynder den 1. marts som leder af lederkollegiet på dagbladet Politiken – det er det kollegium af skribenter, der forfatter bladets ledende artikler, skriver fagbladet “Journalisten” torsdag.
Hendes tætte tilknytning til Det radikale Venstre giver anledning til kritik. Journalist Bo Søndergaard, Politiken, siger således:
– Hvis man har et meget tydeligt partistempel i panden, synes jeg, det kan blive et problem for Politiken. Vi definerer os selv som uafhængige af partipolitik.
Hertil siger den 42-årige fiskerdatter fra nordbornholmske Tejn:
– Jeg er ansat.. fordi man mener, jeg kan udfylde den professionelle stilling, det er. Når man skriver en leder på Politiken, så udtrykker man ikke sin egen eller et politisk partis holdning. Lederne er et produkt af en kollektiv proces, som udtrykker avisens holdning. Sådan har det været for alle, der har siddet i den stilling, og sådan er det også for mig. lyder det til “Journalisten”.
Anita Bay Bundegaard kender forholdene på Politiken i forvejen. Hun var bladets debatredaktør (1998-2000), indtil hun blev udviklingsminister i den sidste SR-regering under Nyrup og sad på posten i Asiatisk Plads i et år (december 2000 til november 2001).
Hun blev ikke valgt ind i Foketinget i november 2001 og drog i stedet til Geneve for at bestride et job som rådgiver for FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) med særlig kontakt til donorerne.
Hun har haft tætte bånd til Det radikale Venstre længe.
Læs mere i u-landsnyt.dks fødselsdagsomtale af hende i Nyt om navne-rubrikken, under dato 31.10.03.
Her et uddrag af omtalen:
Der var sager nok (i hendes ministertid, red.), som bidrog til øgenavne som Kvaje Bay; ligefra invitationen til alle verdens fattigdomsflygtninge, ideen om våben som udviklingsbistand og så den manglende akademiske titel.
Men fra redaktøren af denne hjemmeside, der var ansat i Udenrigsministeriet i hendes ministertid og derfor oplevede det hele lidt indefra, skal der nu alligevel suppleres med nogle ekstra facetter.
Anita Bay Bundegaard nærmest elektrificerede udviklingsministerembedet oven på oplevelsen med den superdygtige, men knastørre gnavpotte, Poul Nielson, og den i mange henseender indolente Jan Trøjborg, der blot ventede på sin forsvarsministerpost.
Hun viste en vilje til åbenhed og fri debat, også om ømtålelige emner, som ikke var hendes forgængere forundt. En linje, som den første af de 4 udviklingsministre, Helle Degn, desværre anlagde næsten fra første dag med de legendariske ord på et møde for Sydgruppens chefer: “Danida, det er mig”. Så havde den spidse socialdemokratiske partikvinde udtrykt sig så klart hun overhovedet kunne.
Intet under, at embedsværket dukkede sig og ministeriet blev mere tillukket, en udvikling som journalisterne klart oplevede i løbet af 1990erne. Og ikke så mærkeligt, at netop Anita Bay Bundegaard blev den udviklingsminister, som modtog u-landsjournalisternes hædersbevisning, Nairobi-prisen, i 2001.
Hun ville åbenhed. Problemet var bare, at det ville langt de fleste embedsmænd ikke. Og apparatet sejrede i mangt og meget, for ministre kommer og går. Men hun gjorde forsøget.
Udviklings redningskvinde
Og så lige en lille, hidtil ufortalt facet af Anita Bay Bundegaard. Det var hende, der reddede Danidas tidsskrift, Udvikling, fra nedlæggelse!
Var hun ikke kommet til som minister i december 2000, var magasinet blevet lukket ved årsskiftet. Det var besluttet for længst af Sydgruppens ledelse med den meget kontante Sydchef, Ellen Margrethe Løj, som drivende kraft.
Men i sidste øjeblik – det drejede sig om dage – fik gode kræfter mobiliseret jungletrommerne og adviseret den nytiltrådte minister om det forestående stormløb mod det mangeårige etablerede og fortsat rimeligt fritstående magasin – det eneste i landet med dansk udviklingsbistand som niche.
Anita Bay Bundegaard forhørte sig hos ledelsen om det virkelig kunne være sandt… og fik på bemærkelsesværdig kort tid et notat i hånden, hvor der minsandten stod, at ledelsen (Ellen Margrethe Løj) skam da gik ind for at Udvikling skulle fortsætte. Som Ellemann engang sagde: If you cant beat them, join them!
Som et figenblad blev der tilføjet “i et år”, så måtte man se. Men faren var drevet over, den (nye) politiske ledelse ønskede bladet fortsat og Ellen Margrethe Løj forsvandt snart efter til New York til ikke ubetydelig lettelse for urimeligt mange på Asiatisk Plads.
