Anklage: Amerikansk guvernør forbød ansatte at nævne klimaforandringer

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Det var forbudt for offentligt ansatte i den amerikanske stat Florida at anvende begreber som klimaforandringer og global opvarmning, lyder det fra flere tidligere ansatte i staten. Det skulle være den republikanske guvernør Rick Scott, der har indført forbuddet, skriver flere amerikanske medier. 

Florida er den stat i USA, der er mest truet af klimaforandringer. Alligevel blev ansatte i statens miljøagentur, Florida Department of Environmental Protection, forment at nævne begreber som klimaforandringer, bæredygtighed og global opvarmning. 

Det skriver flere amerikanske medier på baggrund af en artikel fra Florida Center for Investigative Reporting. Den amerikanske non-profit organisation for undersøgende journalistik har talt med flere tidligere ansatte, der kan fortælle om det særprægede berufsverbot.

De fortæller, at det var forbudt at bruge begreberne i officiel kommunikation, som eksempelvis rapporter og mails. 

Der skulle ifølge artiklen være tale om uskrevne regler. 

“Vi blev bedt om ikke at bruge begreberne klimaforandringer, global opvarmning og bæredygtighed”, fortæller Christopher Byrd, en advokat, der arbejdede ved miljøafdelingen, ifølge Florida Center for Investigative Reporting. 

“Det budskab blev kommunikeret til os af vores overordnede”, fortsætter han. 

Anklagerne benægtes

Politikken om de forbudtre ord skulle ifølge kilderne være indført efter, at Rick Scott blev guvernør i Florida i 2011. Den republikanske guvernør har ved flere lejligheder udtalt, at han ikke er overbevist om, at klimaforandringer har noget med menneskelig aktivitet at gøre. 

Officielle talsmænd for miljøafdelingen i Florida har i mails til Florida Center for investigative Reporting benægtet anklagerne. 

“Vi har ikke en sådan politik” lyder det typiske svar. 

Dokumenter siden 2011 viser ellers, at der benyttes andre termer i rapporter så som “climate drivers” og “climate-driven changes”, skriver The Atlantic. 

Luke Strickland, en talsmand for miljøafdelingen benægter ligeledes, at der skulle være et forbud mod begreberne. Han lovede ifølge the Guardian at sende beviser for, at miljøafdelingen har anvendt begreberne, men han har efterfølgende ikke sendt det lovede materiale, skriver den britiske avis tirsdag.