Journalist Anni Kjeldgaard, Frederiksberg, er død 72 år efter længere tids sygdom.
Det er en af de danske mediearbejdere, som bedst fangede virkeligheden i Den 3. Verden, som nu ikke er mere. Et beskedent – nærmest selvudslettende menneske – når det gjaldt omtale af hende selv og hendes fremragende formidlingsevne.
Hun blev sidst kendt i en 3. Verdens-sammenhæng for sine mange artikler til Kristeligt Dagblad fra Dar-es Salaam, Harare og Nairobi, hvor hun var udstationeret sammen med sin mand, diplomaten og skribenten Henning Kjeldgaard, der var ambassadør i Afrika i samfulde 13 år (1983-96). Han gik på pension i 1997.
Før da var gået 5 berigende faglige år på Kristeligt Dagblads udlandsredaktion hjemme i Frederiksborggade, hvor hun var kendt som en altid humørfyldt kollega med en rammende tør replik.
Det var dengang, journalister skrev på skrivemaskine. Anni Kjeldgaard var en af dem, som efter at have læst sine noter grundigt igennem kunne nedfælde en hel artikel i et hak. Noget de færreste computer-hjulpne kolleger formentlg ville kunne præstere i dag.
Journalistikken begyndte i 1959 med mesterlære hos Jørgen B. Holmgaard på Information, og det blev nogle fagligt tilfredsstillende år på først Information og derefter Aktuelt.
Under hendes første ansættelsesperiode var Information et ret så borgerligt blad og det var uhørt at en Socialdemokrat – endog et partimedlem – var ansat. Så det blev forelagt Outze som imidlertid ingen indvendinger havde. Og som Anni Kjeldgaard lige siden har været en stor beundrer af. Og det er også grunden til at Holmgaard – der selv blev en stor beundrer af Anni – kaldt hende ”Røde Anni” når han beskrev hendes indsats på Information i den periode.
Men da hun efter hende og mandens første ophold i New York kom tilbage til Information i 1970 var tiderne skiftet og hun var nu med sin socialdemokratiske holdning – ud over Outze, Teglers og Palle Kock – noget af det mest højreorienterede på bladet. Og røg ud i 1973 under en af de utallige sparerunder.
Anni Kjeldgaard var opdraget i et godt borgerligt hjem hvor hendes far, Otto Færge, stod for en solid håndværksmester-konservatisme – noget af det centrale i Det konservative Folkeparti. Så det var helt hendes egen beslutning at melde sig ind i DSU – Danmarks Socialdemokratiske Ungdom – og lidt senere i Frit Forum. Til gengæld har hun hele livet forblevet trofast mod Socialdemokratiet. Og været aktiv på mange måder.
Dog nægtede hun pure at bage kager og deltage i kvindegrupperne i vælgerforeningerne i Rødovre og Falkoner-kredsen. Hvilket der ikke altid var lige stor forståelse for. For den ilde hørte sandhed var, at til i hvert fald godt op i 80erne var de socialdemokratiske partiforeninger ret så mandschauvinistiske.
Anni Kjeldgaard udtrykte sig sjældent i alt for kategoriske vendinger. Alligevel havde hun bag sit imødekomne og venlige væsen stærke meninger. Hun var et meget moralsk menneske – selv om hun aldrig selv ville have udtrykt det på den måde.
Så lige så central Oscar Hansens sang ”Når jeg ser et rødt flag smælde” var for hendes livsopfattelse lige så central var Jacob Knudsens salme ”Se nu stiger solen af havets skød”. Hun var ikke kristen i traditionel forstand – selv om hun forblev medlem af Folkekirken – men det var de bedste kristne værdier, der dannede grundlaget for hendes holdninger.
Tiltro til andre mennesker, åbenhed og en stærk solidaritet, der ikke – som det er så populært i dag – stopper ved den nationale grænse. Derfor blev de 13 år i Afrika så betydningsfulde for hende.
Hvis nogen kunne trænge igennem med det skrevne ord, komme helt ind under huden på fattige mennesker og deres kår, som hun så levende og med stor indlevelse og medfølelse beskrev, så var det Anni Kjeldgaard. Til sidst bukkede hun under for sygdom, men mindet om hende vil leve længe blandt fæller og kolleger i disciplinen – formidling om u-landene.
Anni Kjeldgaard blev født den 4. oktober 1934 og døde 8. september 2007. Hun efterlader sig mand og 2 voksne børn.
