Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre (RCT) i København deltager sammen med bl.a. sin partner i Gaza i en international kampagne for løsladelse af palæstinensiske fanger fra Gaza efter Israels nylige tilbagetrækning, skriver RCT i en pressemelding tirsdag.
Ifølge IV. Genève-konvention skal en besættelsesmagt ved besættelsens afslutning overgive personer, der har været fængslet i de besatte områder, til myndighederne i det befriede område. Israel skal derfor overgive de palæstinensiske fanger til de palæstinensiske myndigheder efter Israels tilbagetrækning fra Gaza.
Men Israel har afvist at løslade hovedparten af fangerne. Kun enkelte palæstinensiske fanger er løsladt, mens andre omdefineres til nu at være ”illegale kombattanter”.
– Israels handling skal ses i lyset af, at Israel ikke anerkender, at IV. Genève-konvention gælder på de palæstinensisk besatte områder. Men der er ingen tvivl om, at konventionen gælder i Gaza og på Vestbredden. Det fastslog den Internationale Domstol i 2004. Israels praksis er derfor i strid med folkeretten, siger juridisk rådgiver i RCT, Therese Rytter.
– Israel sår tvivl om, hvorvidt besættelsen af Gaza er ophørt. Når Israel fortsat fængsler palæstinensere fra Gaza og samtidig kontrollerer alle grænseovergangene er Israel jo stadig den reelle myndighed i Gaza og dermed ansvarlig for befolkningens ve og vel, forklarer Søs Nissen, projektkoordinator for RCT.
Søs Nissen har i over 10 år samarbejdet med Gaza Community Mental Health Programme. Hun finder, at det vil fremme fredsprocessen og forsoningen mellem Israel og palæstinenserne, hvis Israel løslader fangerne.
Der er fortsat omkring 8.000 palæstinensiske fanger i israelske fængsler, heraf ca. 600 fra Gaza.
Israelske menneskeretsorganisationer har dokumenteret, at tortur fortsat anvendes og mange fanger er traumatiserede efter langvarig fængsling. Fangerne vil – hvis de overgives til Gaza – kunne modtage behandling fra RCTs partnerorganisation Gaza Community Mental Health Programme, som har afsat yderligere ressourcer til behandling af tidligere fanger.
I samarbejde med fangernes organisation ”Hossam” er man i færd med at uddanne nyt personale til at behandle de traumatiserede fanger efter deres løsladelse.
Yderligere oplysninger hos kommunikationskoordinator Tue Magnussen, RCT, 33 76 06 00.