Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København kan bekræfte det indtryk, at de værst ramte ofre for tortur, der netop ofte har særligt besvær med at lære dansk som følge af torturen, tilsyneladende nu konsekvent får afslag på ansøgning om dansk statsborgerskab, selv om de ifølge reglerne ellers kunne fritages for kravet om at kunne tale dansk, hedder det i en presseudtalelse fra RCT torsdag.
Udtalelsen kommer efter at TV-avisen tirsdag aften kunne fortælle, at et flertal i Folketingets indfødsretsudvalg stiltiende – og i strid med reglerne – det seneste halve års tid har afvist at give statsborgerskab til torturofre.
– Det er forkasteligt, at man i praksis fra Indfødsretsudvalgets side ikke vil give torturofre statsborgerskab. Regeringen har netop i sine retningslinier lagt vægt på, at man skulle vise særlig hensyn overfor torturofre ved at kunne dispensere for kravet om, at man skal kunne tale dansk. En af følgerne af tortur kan netop være større koncentrations- og indlæringsbesvær, siger socialrådgiver Bente Midtgaard, RCT.
Hun bekræfter, at man fra RCTs side har indtryk af en ændret stiltiende praksis fra Indfødsretudvalget betyder, at alle de torturofre, som man har søgt dispensation for nu nægtes statsborgerskab.
– Afslag på statsborgerskab er heller ikke befordrende for integrationen af vores klienter, tilføjer Bente Midtgaard, som mener, at det virker som en ekstra straf oveni torturen.
– Danmarks rolle som foregangsland i arbejdet mod tortur betyder, at man burde tage særlig hensyn til ofre for tortur. Danmark har med ratificeringen af FNs konvention mod tortur også forpligtet sig til at yde hjælp og oprejsning til torturofre. At nægte torturofre statsborgerskab harmonerer meget dårligt med konventionens hensigt, siger kommunikationskoordinator i RCT, Tue Magnussen.
Yderligere oplysninger: Kommunikationskoordinator Tue Magnussen mobil 22 44 43 95