Anti-torturcenter priser skærpet FN-resolution mod tortur fremlagt af Danmark

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

FNs generalforsamling vedtog mandag en dansk-inspireret resolution mod tortur. Rehabiliterings- og Forskningscentret mod Tortur (RCT) hilser vedtagelsen velkommen som en understregning af, at arbejdet mod tortur er en dansk mærkesag, fremgår det af en pressemeddelelse fra RCT onsdag.

Resolutionen er skærpet på en række punkter i forhold til tidligere år. Det understreges, at forbuddet mod tortur er ufravigeligt. Det gælder uanset evt.  hensyn til national sikkerhed. Man fordømmer enhver handling fra stater, der går ud på at tillade tortur og understreger, at de ansvarlige for tortur skal retsforfølges.

– Selv om det ikke nævnes udtrykkeligt er adressaten klar. Efter de uhyggelige afsløringer af tortur og fangemishandling i Abu Graib og på Guantanamo i det forløbne år, er det et meget vigtigt signal, som FN dermed sender. Det er en flot dansk markering af, at folkeretten ikke skal vige for nationale sikkerhedshensyn, siger juridisk konsulent i RCT, Therese Rytter.

Resolutionen understreger også, at det er forbudt at udvise eller udlevere en person til en anden stat, hvor der er fare for at blive udsat for tortur, og at alle stater bør kriminalisere tortur i deres lovgivning.

Resolutionen indeholder tillige en kraftig opfordring til alle stater om at tiltræde Tillægsprotokollen til FNs Konvention mod Tortur, som FNs generalforsamling vedtog for netop 2 år siden – i lighed med årets resolution – på dansk initiativ.

– Der er tale om en flot dansk diplomatisk indsats, som understreger arbejdet mod tortur som en dansk mærkesag. Fra RCTs side håber vi, at Danmark vil følge opfordringen til at få skrevet et forbud ind i både den militære og civile danske straffelov og at FN-resolutionen vil blive fulgt op af en uvildig undersøgelse af den hidtidige dansk udvisningspraksis, siger kommunikationskoordinator i RCT, Tue Magnussen.

Den danske resolution blev i år støttet af 92 lande – 8 flere end sidste år – da den på vej til FNs generalforsamling efter langvarige forhandlinger blev vedtaget i 3.udvalg i november.

Yderligere oplysninger: juridisk konsulent Therese Rytter, RCT,  33 76 06 00  (mobil 50 98 47 00) eller kommunikationskoordinator Tue Magnussen, RCT, 33 76 05 30 ( mobil 22 44 43 95).