“Vi er klar!” – Sådan lyder meldingen fra Troels Busk Hoff, leder i CARE Danmark af den kommende fælles landsindsamling med Ibis, når han skal beskrive hvervningen af koordinatorer.
– Nu mangler vi bare at få 4.000 indsamlere på gaden, siger Troels Busk Hoff. Indsamlingen finder sted søndag den 27. august og pengene går til at bistå Afrikas kvinder, nogle af de mest udsatte mennesker på kloden.
De fleste større byer er dækket ind af i alt 174 koordinatorer. Således står der koordinatorer klar i 80 procent af landets største byer. Alle, der har lyst, opfordres dog af de 2 organisationer til at melde sig som indsamlere uanset bopæl, fremgår det af seneste udgave af det elektroniske nyhedsbrev care-e-nyt.
Skulle det ske, at man melder sig som indsamler i en by, hvor der ingen koordinatorer er, kan man nemlig få tilsendt indsamlingsbøsser, ruteplaner og girokort, hvis tilmeldingen sker senest onsdag den 23. august.
Man kan melde sig til som indsamler på tlf. 35 24 50 90 eller på www.care.dk