Året 2003 med UNICEF Danmark – fyldigt uddrag af årsberetningen

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

DOKUMENT: u-landsnyt.dk bringer her et fyldigt uddrag af UNICEF Danmarks årsberetning for 2003, som netop er udkommet. Organisationen står centralt i det danske u-landsmiljø og uddraget omfatter i sagens natur langt mere end den tidligere udsendte pressemeddelelse (Læs “Indsamlingsrekord i UNICEF Danmark”, 01.06.04 på u-landsnyt.dk)

50 ÅR FOR BØRNS RET TIL AT VÆRE BØRN

Den 17. november 1954 mødtes en række fremsynede danskere i København for at drøfte etableringen af en nationalkomite af FNs børnefond, UNICEF, i Danmark.

Mødet endte med en beslutning om at etablere en komite. Derfor kan den danske nationalkomite for UNICEF – eller UNICEF Danmark, som vi kalder os i dag – i 2004 fejre sit 50-års jubilæum. Det sker under sloganet ”50 år for børns ret til at være børn”.

I 1954 talte man ikke om retten til at være barn. Det handlede om akut nødhjælp til børn, og det handlede om at give børn i de fattige lande – dengang ofte kolonier – en bedre tilværelse. Rettighedsaspektet kom først rigtigt til, da FNs ”Konventionen om Barnets Rettigheder” (Børnekonventionen) blev vedtaget i 1989.

I dag er Børnekonventionen grundlaget for alt UNICEFs arbejde, også i Danmark. Akut nødhjælp og langsigtet udviklingsarbejde er naturligvis stadig helt centralt for UNICEF og vil altid være det. Men hjælpen til barnet gives ikke som en gave eller som en barmhjertighedsgerning. Den gives, fordi barnet ganske enkelt har ret til den.

Selv om UNICEF Danmark kan rubriceres som en velgørende organisation, handler UNICEFs langsigtede arbejde eller indsats under krige og naturkatastrofer ikke om velgørenhed. Det handler derimod om at sikre, at alle rettighederne samlet i Børnekonventionen i størst muligt omfang realiseres.

Det gælder hvert enkelt barns ret til overlevelse og udvikling, ret til uddannelse og leg, ret til tryghed og til at være sammen med sin familie og alle de andre rettigheder. Det er nemlig grundlaget for hele UNICEFs arbejde, og dermed er det også grundlaget for det arbejde, som UNICEF Danmark i snart 50 år har stået for og fortsat vil stå for.

5 store trusler
Selv om der i de sidste år er sket mange fremskridt i arbejdet for og med børn, er der stadig 5 store trusler, som bekymrer os i UNICEF.

Den første er faren for, at børn skal dø en tidlig og meningsløs død. Næsten 11 millioner børn dør hvert år før deres 5-års fødselsdag af årsager, som nemt kunne have været forebygget; årsager som i bund og grund har at gøre med enorm og udbredt fattigdom.

Den næste trussel handler om nutidens svøbe – hiv/aids. Mere end halvdelen af alle nye tilfælde registreres blandt mennesker under 25 år. Flere piger end drenge smittes. Omkring 14 millioner børn er forældreløse på grund af hiv/aids, heraf de 11 millioner i Afrika syd for Sahara. Det tal frygtes at stige til ca. 20 millioner i 2010.

Børn fanget i krig udgør en tredje stor udfordring for UNICEF. Alene i løbet af de sidste 10 år har over 2 millioner børn mistet livet som følge af væbnede konflikter, og mere end 6 millioner er blevet såret på krop eller sjæl. UNICEF vurderer, at omkring 20 millioner børn er blevet tvunget på flugt som følge af krig, og over en million børn er blevet forældreløse eller adskilt fra deres familier.

En fjerde bekymring ligger i den store udnyttelse af børn. Udnyttelse spænder lige fra børnearbejde, som næsten 250 millioner børn deltager i, til illegal handel med børn, børneprostitution og udnyttelse af børn som soldater i de voksnes krige. UNICEF regner med, at over en million børn udsættes for slavehandel om året, ca. 2 millioner børn misbruges til prostitution og ca. 300.000 er børnesoldater.

Sidst men ikke mindst kommer det beklagelige forhold, at der investeres alt for lidt i børn. Alt for mange regeringer indser ikke, at en investering i at forbedre børns vilkår er en forbedring af landets fremtid. I løbet af 1990erne faldt den internationale udviklingsbistand og de nationale investeringer i børn desværre. Børn er ganske enkelt ikke prioriteret højt nok, når vi taler økonomi.

Alle disse trusler mod børns overlevelse og udvikling bekymrer UNICEF meget. Vi gør, hvad vi kan, for at skabe opmærksomhed om dem, men vi må alt for ofte konstatere, at opmærksomhed om krig og andre katastrofer er nemmere at få end den opmærksomhed, som også den stille nød og den udbredte fattigdom burde have.

Vi er naturligvis altid glade for den opmærksomhed, som UNICEFs nødhjælpsindsats for børn får i forbindelse med krige og andre katastrofer. Det er altid med til at sikre, at vi kan samle mange penge ind til vores hjælpearbejde. Men skulle vi ønske os en gave i anledning af jubilæet, kunne det sagtens være en tilsvarende opmærksomhed om forholdene for de mange millioner af børn, der ikke i dag kommer i søgelyset og derfor ikke får de vilkår, de burde have.

Et meget travlt år
I UNICEF Danmark kan vi se tilbage på et meget travlt 2003. I det følgende omtales en række af vore aktiviteter og resultater nærmere – alle inden for de hovedarbejdsområder, vi ifølge vore vedtægter skal udfylde: At skaffe penge til UNICEFs internationale udviklings- og nødhjælpsarbejde, at udbrede kendskabet til dette arbejde og til børns rettigheder samt at varetage forbindelsen til myndighederne.

Foråret 2003 var præget af 2 store begivenheder. Den ene var en rejse til Thailand, hvor vor protektor, HKH Prinsesse Alexandra, besøgte UNICEF-støttede projekter og ligeledes mødtes med repræsentanter for UNICEF i Laos. Hele rejsen blev fulgt af et tv-hold, og det resulterede i en hel times program om Prinsessens arbejde for UNICEF, sendt på DRTV lige op til påsken.

Når Prinsesse Alexandra mødtes med repræsenter fra UNICEF i Laos, skyldes det, at UNICEF Danmark i løbet af 2003 påbegyndte arbejdet med at samle penge ind til at kunne udrydde stivkrampe som dødsårsag for nybagte mødre og babyer i dette fattige lille land. Prinsesse Alexandra har stillet sig i spidsen for dette arbejde, som er godt i gang og nyder stor støtte fra såvel private som fonde og legater.

Forårets anden store hændelse var krigen i Irak. UNICEF var blandt de allerstørste hjælpeorganisationer i landet og har i løbet af hele året leveret nødhjælp og stået for genopbygning for et stort millionbeløb. UNICEF Danmark er stolt over at kunne bidrage med knap 7 mio. kr., en væsentlig del heraf indsamlet på den store fællesindsamling på DRTV og TV2 i april.

Over for børn og unge her i landet lancerede UNICEF i efteråret 2003 et helt nyt og meget anvendt undervisningsmateriale www.soldierboy.dk – et nyt site for børn og unge om børn i krig. Op mod jul blev UNICEFs ”The State of the Worlds Children”-rapport lanceret i samarbejde med Udenrigsministeriet ved et stort pressemøde.

Her talte den kun 11-årige afghanske børnejournalist, Shagoofa Saher, om vigtigheden af pigers uddannelse, der var rapportens tema. Hun arbejder på radiostationen ”Goodmorning Afghanistan” i Kabul og var inviteret til Danmark i anledning af UNICEFs Børnetv- og Radiodag og lanceringen af UNICEFs årlige statusrapport.

For UNICEF Danmark er det vigtigt at have det bredest mulige fundament for arbejdet. Derfor var det med glæde, vi i løbet af 2003 kunne byde velkommen til nye lokalafdelinger bestående af frivillige, som alle gør en stor og fornem indsats for dels at skaffe penge til UNICEFs hjælpearbejde dels udbrede kendskabet til vor organisation.

Netop fordi UNICEF Danmark ikke modtager statsstøtte – og fordi UNICEF på internationalt niveau henter mere end en tredjedel af sine indtægter fra private kanaliseret gennem de 37 nationale komiteer som UNICEF Danmark – er dette arbejde af største betydning for os. Det samme er naturligvis det store arbejde, som mange hundrede frivillige gør hvert år for at hjælpe os med at sælge UNICEF-kort og produkter.

Økonomisk succes
UNICEF Danmark havde i 2003 meget stor fremgang økonomisk. En bruttoindtægt på næsten 50 mio. kr. i forhold til godt 38 millioner kroner året før kan vel kun betegnes som meget tilfredsstillende.

Den store indtægtsfremgang har gjort det muligt for os at sende mere end 30 mio. kr. videre til UNICEFs internationale nødhjælps- og udviklingsarbejde, at drive det vedtægtsbestemte oplysnings- og skolearbejde for andre knap 3 mio. kr. samt styrke egenkapitalen med ca. 1,9 mio. kr., så den nu kan dække et halvt års drift af UNICEF Danmark. Dette er i tråd med en beslutning på årsmødet for 3 år siden.

Mens vi på salgsområdet opnåede samme indtægt som året før, havde vi på indsamlingsområdet en meget betydelig fremgang. Det er klart, at den store indsamling til Irak spiller ind, men det er vigtigt at understrege, at det bestemt ikke kun er af denne årsag, at indsamlingsindtægterne er steget. Stort set alle indsamlingsaktiviteter gik bedre i 2003 end året før.

I en international sammenhæng er UNICEF Danmark i dag den 7. største nationalkomite af de 37, når man måler bidrag til UNICEF per capita. Totalt set er vi den 18. største. Vi finansierer godt 1,2 procent af alle UNICEFs indsamlingsindtægter på globalt niveau eller knap en halv procent af alle UNICEFs indtægter – private bidrag såvel som regeringsbidrag – på globalt niveau.

Det er med stolthed vi i UNICEF Danmark aflægger rapport for 2003. Men det er også med stor taknemmelighed. For uden den meget store økonomiske støtte, vi gennem hele året har fået fra den danske befolkning, havde vi naturligvis ikke været i stand til at bidrage så væsentligt til UNICEFs internationale hjælpearbejde og i samme omfang arbejde med danske børn og unge.

Mange samarbejdspartnere hjælper os i dagligdagen. UNICEF-ambassadører og andre kendte kunstnere stiller gratis deres arbejde til rådighed. Frivillige i lokalafdelinger, frivillige kortforhandlere, frivillige i vor butik i København samt i sekretariatet, frivillige i bestyrelse og præsidium med HKH Prinsesse Alexandra i spidsen – alle yder de en meget stor og uegennyttig indsats for gennem UNICEF Danmark at hjælpe børn i andre lande.

I UNICEF Danmark er vi fast besluttede på også efter vort 50-års jubilæum at arbejde for, at børn over hele verden får ret til at være børn, uanset alder, køn, bopæl, religion og politisk overbevisning.

Steen M. Andersen
Generalsekretær, UNICEF Danmark

UNICEF om UNICEF internationalt og i Danmark

UNICEF er FNs Børnefond og verdens største og mest indflydelsesrige hjælpeorganisation for børn. Gennem arbejdet hjælper organisationen børn i næsten 160 lande inden for alle de områder, der er vigtige for et barns overlevelse og udvikling.

UNICEF arbejder for og med børn for en bedre verden. Ved årtusindskiftet forpligtede verdens ledere sig ved FNs Millennium-topmøde til at opfylde en række globale udviklingsmål for bekæmpelse af verdens fattigdom, sult og sygdomme.

Inden udgangen af 2015 skal fattigdommen halveres, alle børn, piger som drenge, skal sikres skolegang, børnedødeligheden skal mindskes med 2/3 og mødredødeligheden med 75 procent, udbredelsen af aids skal stoppes og miljøet sikres.

I sit arbejde sikrer UNICEF børn en god og sund start i livet, vaccination mod de mest farlige børnesygdomme og skolegang. Børnekonventionen spiller en central rolle i arbejdet. Et af de højest prioriterede arbejdsområder er hjælp til børn med særlig behov for beskyttelse, herunder børn, der er ramt af hiv/aids, gadebørn, børnearbejdere og børn i krig. Børn og unge inddrages direkte i projekterne.

Gadebørn lærer f.eks. at organisere sig og hjælpe andre gadebørn, og unge udfører oplysningsarbejdet om vigtigheden af skolegang og faren for hiv-smitte. Langt de fleste af UNICEFs midler går til langsigtet hjælp for børn.

UNICEF yder dog også hurtig og effektiv hjælp i katastrofesituationer – ikke mindst fordi organisationen med sit net af landekontorer altid er til stede, når katastrofen indtræffer. I Københavns Frihavn ligger UNICEFs forsyningscenter for hele verden. Herfra sendes årligt tonsvis af forsyninger som f.eks. medicin, kosttilskud og undervisningsmaterialer til børn rundt om på kloden.

UNICEF får ingen økonomisk støtte af FN. Arbejdet finansieres udelukkende ved frivillige bidrag. UNICEF Danmark er UNICEFs danske afdeling. UNICEF Danmark har til formål at udbrede kendskabet til børns vilkår og forståelse for UNICEFs arbejde samt skaffe midler til dette arbejde. UNICEF Danmark udgiver mange undervisningsmaterialer og gennemfører en lang række aktiviteter for børn og unge.

Presse og oplysningsarbejdet
UNICEF fik flot mediedækning både i den skrevne presse og i de elektroniske medier i 2003. Dækningen i de elektroniske medier overgik langt radio- og tv-dækningen i de tidligere år. Mere end 40 pressemeddelelser blev udsendt i løbet af året.

6 internationale UNICEF-rapporter blev lanceret. Flere pressekonferencer og interviews med ledere af UNICEFs landekontorer rundt om i verden blev arrangeret og flere danske journalister besøgte UNICEF ”i marken”. Særlig fokus fik UNICEFs arbejde i Irak, HKH Prinsesse Alexandras besøg til UNICEF-støttede projekter i Thailand og lanceringen af flere internationale UNICEF-rapporter.

Fokus på UNICEF i Irak
I 2003 kom UNICEF især i mediernes søgelys i forbindelse med hjælpearbejdet for Iraks børn. Efter mere end 10 års sanktioner, krige og diktatur var børnenes situation alvorlig allerede før krigen brød ud i marts.

Hvert fjerde barn under 5 var underernæret og UNICEF-statistikker viste, at børnedødeligheden var vokset dramatisk. UNICEF har hjulpet børn i Irak siden først i 1980erne og var ved krigens udbrud en af de få hjælpeorganisationer, der arbejdede i landet.

UNICEF havde i længere tid uddelt livsvigtige kosttilskud til ca. en halv million børn og gennemførte i ugerne op til krigen en omfattende vaccinationskampagne mod polio og mæslinger for at ruste børnene mest muligt i tilfælde af krig. Som nogle af de første kunne UNICEF levere levende billeder til dansk tv, der viste børnenes situation i Irak.

Takket være en strøm af rapporter fra vores medarbejdere i Irak og den UNICEF-newsdesk, der hurtigt blev etableret i Amman, kunne vi i UNICEF Danmark løbende fra dag til dag orientere pressen om udviklingen i landet og UNICEFs indsats for Iraks truede børn. Utallige gange blev vi interviewet til dagblade, tv og radio. UNICEFs forsyningscenter i Københavns Frihavn kom også i fokus i forbindelse med de mange nødhjælpsforsendelser. Et pressemøde i Københavns Lufthavn med UNICEFs leder i Irak, Carel De Rooy, den 4. april, trak journalister til fra hele Norden. Mediedækningen blev yderligere forstærket i forbindelse med fællesindsamlingen til Irak og det store TV-indsamlingsshow.

Prinsesse Alexandra i Thailand
I slutningen af februar besøgte UNICEFs protektor, HKH Prinsesse Alexandra UNICEF-støttede hiv/aids-projekter i det nordlige Thailand. Under besøget blev der optaget en film. Den blev vist på DRTV lige før påske og skabte stor opmærksomhed om UNICEFs arbejde. Prinsessens besøg i Thailand blev fulgt af dansk presse og resulterede især i fyldig omtale i en lang række ugeblade og magasiner.

Børns situation
I november fik en UNICEF-rapport om de mange forældreløse børn som følge af aids i Afrika stor pressedækning op til ”Verdens Aidsdag”. I december lanceredes UNICEFs årlige tilstandsrapport om børnenes situation i verden, ”The State of the Worlds Children Report 2004”. Rapporten sætter fokus på pigers uddannelse og Millennium-målet om lige adgang for piger og drenge til uddannelse i 2005.

Nyt brand
I 2003 fik UNICEF et nyt brand, der gradvist blev implementeret. UNICEF Danmarks årsberetning blev som den første publikation produceret efter de nye regler med ny brug af typografi og fotos, den nye cyan-blå farve og det nye moderniserede logo. Også skrivestilen er ændret. Siden er mange andre tryksager blevet produceret ifølge det nye brand.

”UNICEF-nyt” udkom 4 gange i 2003. Temaerne var: ”Sundhed for alle”, ”HKH Prinsesse Alexandra med UNICEF i Thailand”, ”De livsvigtige stik” og ”Aids – vor tids største trussel”. I 2003 lanceredes også UNICEF Danmarks første elektroniske nyhedsbrev, der e-mails til faste bidragydere.

Arbejdet med og for børn og unge

www.soldierboy.dk
– Gør jeres bedste for at fortælle verden, hvad der sker med os børn. Jeg ville ønske, at ingen andre skal opleve det, vi har været igennem, siger en 15-årig pige fra oprørshæren i Uganda.

I 2003 lancerede UNICEF Danmark sit første interaktive site for børn og unge. Med den 15-årige piges ord i tankerne, lod vi sitets emne være børnesoldater. Et kontroversielt emne, der kan være svært at formidle. Ikke desto mindre modtager vi mange mails fra skoleelever, der gerne vil vide mere om soldaternes liv og skæbne.

Derfor producerede vi sitet til undervisningsbrug. Med udgangspunkt i Mike, en barnesoldat fra Liberia, fortæller vi historier om en barsk virkelighed. Den virkelighed som hundredtusinder af børn hver dag oplever, når de udkæmper de voksnes krige.
Men sitet er ikke alene et realistisk vidnesbyrd. Det er også et tilbud til de lærere, som ønsker at give deres elever mulighed for at arbejde interaktivt med et alvorligt emne på en vedkommende og appellerende måde.

Moveathon
I april relancerede UNICEF Danmark Moveathon ved en stor begivenhed på Ny Hollændervej skolen på Frederiksberg. Med minister Lars Løkke Rasmussen, FCK-profilen Christian Lønstrup og Pjerrot som medspillere fik skolens tre 5. klasser indsamlet over 84.000 kr. til UNICEF Danmarks store indsamling til fordel for Irak. Undervisnings- og indsamlingsaktiviteten har indtil videre fået elever fra mere end 60 skoler til at skate, løbe, svømme, cykle og på anden vis bevæge sig til fordel for verdens børn.

Børnetv- og Radiodagen 2003
I over 10 år har UNICEF Danmark fejret den store internationale Børnetv- og Radiodag for børn og med børn. Både DR1 og TV2 satte den anden søndag i december fokus på verdens børn og UNICEFs arbejde. Også i år vistes en dybt bevægende co-produktion mellem UNICEF og Danmarks Radio produceret af Frode Højer Pedersen på DR1. Den handlede om hiv/aids, men også gadebørn og børnearbejde var i fokus.

UNICEF Danmark havde i den anledning besøg af Noppadon fra Thailand, som har oplevet at være indespærret som børnearbejder på en fabrik i Bangkok, hvor han arbejdede 18 timer i døgnet under helt umenneskelige forhold. Ved en politirazzia blev han frigivet, og Noppadon arbejder i dag som rapporter i Thailand, hvor han forsøger at forbedre børnearbejdernes liv.

Ét af indslagene i Snurre Snups Søndagsklub var ”Snuporternes” reportage fra en UNICEF ”flygtningelejr” i Høsterkøb. Her fik 3 skoleklasser mulighed for at opleve hverdagen under en opdigtet katastrofesituation. Med vandrensningstabletter, protein-kiks, school-in-a-box, tæpper og andre UNICEF rekvisitter fik børnene et godt indtryk af, hvordan det er at være barn under vanskelige forhold.

3 afghanske børnereportere fra radiostationen ”Goodmorning Afghanistan”, der var inviteret til Danmark, var også med i Snurre Snups Søndagsklub for at fortælle om at være børn i et land med mange års konflikter. Børnenes radioprogram handler især om børns rettigheder, og det høres af 12 millioner lyttere i Afghanistan. Film-produceren Camilla Nielsson havde produceret en film om børnerapporterne fra Afghanistan til TV2s dækning af dagen.

Musik og sang
Året bød på musik og sang til UNICEF fra kendte kunstnere, der især henvender sig til børnene. Mek Pek og Habbasutterne donerede penge til hjælpearbejdet på deres turne rundt i landet i efterårsferien og gav alle royalties fra ”Børnerettighedssangen” på deres nye CD til UNICEF. Martin Keller fra DRTVs børneprogram ”Naturpatruljen” skrev og komponerede godnatsangen ”Stjerne-diamanter” og skænkede den til UNICEF.

Indsamlingsvirksomhed

2003 blev et rekordår for UNICEF Danmark på indsamlings-området. Takket være de mange tusinde bidrag fra private danskere, virksomheder, fonde og skoler steg indtægterne på dette område med 45 procent i forhold til året før.

Den samlede indtægt på i alt 36.375.932 kroner bringer UNICEF Danmark op som den 7. største bidragyder til UNICEF per capita. Men vigtigst af alt: I 2003 fik flere børn end nogensinde hjælp gennem UNICEF Danmark.

Hjælp til det langsigtede arbejde
UNICEF Danmarks program for faste bidragydere – UNICEF Partnere og Livliner – er blevet godt modtaget af danskerne. Stadig flere melder sig som faste månedlige bidragydere til UNICEFs langsigtede hjælpearbejde for børn. Der er også meget stor interesse for den information, som de faste bidragydere modtager fra UNICEF Danmark.

Det første temamøde for UNICEF Livliner blev holdt i juni 2003. UNICEFs arbejde i Sydøstasien var temaet for mødet, hvor omkring 200 gæster fra hele landet også fik lejlighed til at møde UNICEF Danmarks protektor, HKH Prinsesse Alexandra.

Hjælp til at redde børns liv i Laos
I 2003 indledte UNICEF Danmark sin indsamling til et storstilet vaccinations- og sundhedsprojekt i Laos i Sydøstasien. UNICEF Danmark har påtaget sig at finansiere udryddelsen af stivkrampe blandt nyfødte børn og mødre i Laos.

I midten af maj modtog 100.000 danskere et brev sendt fra Laos med en personlig beretning om børnenes vilkår og opfordring til at støtte projektet. Indsamlingen vil strække sig over flere år og vil have varig betydning for opbygningen af et bæredygtigt sundhedssystem i det fredelige, men utrolig fattige land.

Hjælp under katastrofen
Der var overvældende opbakning fra danskerne til UNICEF Danmarks indsamling til børnene i Irak i marts og april. Knap 7 mio. kr. blev samlet ind til børnene; dels som UNICEFs andel af en fælles TV-indsamling med 5 andre hjælpeorganisationer, dels som andel af indsamlingen i ca. 1.800 supermarkeder og dels som resultat af egne indsamlingsaktiviteter overfor UNICEF Danmarks faste bidragydere, kunder, fonde, legater og medlemsorganisationer. UNICEF Danmark har aldrig før indsamlet så stort et beløb ved en enkelt indsamling.

Hjælp fra motionister og fartglade
En lang række arrangementer landet over skaffede også midler til UNICEFs hjælpearbejde i 2003. Den 17. august gik flere tusinde mennesker mellem 6 og 12 km til fordel for verdens børn i arrangementet ECCO Walkathon på Kastellet i København. I november kunne de mange gæster på udstillingen ”Biler for alle” i Herning Messecenter købe sig til en forrygende taxatur med racerkøreren Tom Kristensen og 16 andre kendte danske racerkørere i forskellige toptunede luksusracerbiler.

Bidrag til UNICEF

I 2003 var Danmarks generelle bidrag til UNICEFs arbejde internationalt på i alt 180 mio. kr. Til katastrofebistand alene bevilgede den danske regering gennem UNICEF 33 millioner. UNICEFs forsyningscenter i Københavns Frihavn modtog 13 mio. kr. Endvidere finansierede Danmark for 8,2 mio. kr. personalebistand – 12 Junior Professional Officers (JPOs) i UNICEFs arbejde forskellige steder i verden. Det samlede danske statsbidrag til UNICEF i 2003 beløb sig til 234,2 mio. kr.

Fra Undervisningsministeriets programstøtteordning har UNICEF Danmark i 2003 modtaget 45.000 kr. til et interaktivt site om børne-soldater (www.soldierboy.dk).
Fra Finansstyrelsen (Tips og Lotto-midler) fik UNICEF Danmark 950.835 kr.

UNICEF modtog økonomisk støtte fra følgende fonde og legater i 2003:
Fabrikant Mads Clausens Fond
Gerda Laustsens Fond
Harald Jensens og Hustrus Fond
HEG Fonden
Johannes og Helga Bøggilds Legat
Knud og Rigmor Wiedemanns Fond
Metro-Schrøder Fonden
Skandinavisk Tobakskompagnis Gavefond
Ole Kirks Fond
OTICON Fonden
William Demant og Hustru Ida Emilies Fond
Ragnhild Bruuns Fond
Saltbækvig-Fonden
Torben og Alice Frimodts Fond
Tømmerhandler
Johannes Fogs Fond

Frivilligt arbejde

Mange danskere ydede en frivillig indsats for UNICEF og verdens børn i 2003. Mange frivillige har trofast hjulpet til på mange forskellige måder i UNICEF Danmarks sekretariat. Flere hundrede frivillige forhandlere har solgt UNICEFs kort og gaver. Kontaktlærere på skoler landet over har støttet UNICEF i deres daglige undervisning og flere lærere har været med til at arrangere Moveathon på deres skoler.

I 2003 kom UNICEF Danmark op på at have 10 lokalafdelinger spredt over Danmark. Den sidst etablerede er lokalafdelingen på Frederiksberg, der så dagens lys samtidig med, at Frederiksberg forberedte sig på at blive Årets UNICEF-by 2004. Frivillige i UNICEF Danmarks lokalafdelinger har året igennem holdt foredrag og uddelt informationsmaterialer om UNICEFs arbejde, solgt kort og gaver, arrangeret koncerter til fordel for verdens børn og hjulpet med til at skabe interesse for at holde Moveathon på skolerne i deres lokalområder.

Der er mange måder at udføre frivilligt arbejde på. Medlemmerne af UNICEF Danmarks Præsidium giver deres tid, råd og erfaringer som en uvurderlig hjælp til UNICEF Danmarks arbejde. Når kendte stiller frivilligt op for UNICEF har det som regel stor gennemslagskraft. I 2003 stillede mange kendte sig til rådighed for arbejdet for verdens børn heriblandt flere ministre, skuespillere, komikere, musikere og sangere.

Salg af kort og produkter

Salget af kort og gaveartikler har altid været en vigtig indtægtskilde for UNICEF Danmark. I 2003 fik salget af gaveartikler en fremgang på cirka 3.000 flere solgte produkter. Nogle af de mest populære produkter var UNICEFs fotokalender med portrætter af børn fra alverdens lande og bjørnen Mahi. Mahi er den tredje teddybjørn i UNICEFs bjørneserie. Mahi betyder ”verden” på indisk, og den dejlige bjørn bor nu også hjemme hos mange børn i Danmark.

Op til jul 2003 blev der for første gang solgt UNICEF-kort fra boder i 3 IKEA bolighuse i hovedstadsområdet. IKEA boderne, som blev godt modtaget af kunderne, kom på plads som en følge af det internationale samarbejde, der eksisterer mellem UNICEF og IKEA. Bolighuset stillede pladsen gratis til rådighed og solgte desuden i løbet af året en særlig bamse til fordel for UNICEF.

BEMÆRK:
Der gøres opmærksom på, at regnskabet for UNICEF Danmark ikke er medtaget i dette uddrag. Regnskabstallene og meget andet – bl.a. en masse flotte billeder – kan man se i Pdf-versionen af årsberetningen, som kan downloades fra www.unicef.dk