Argentinere vinder dansk konkurrence om design af solcellelampe

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Vinderne af den internationale Natural Light-designkonkurrence er udvalgt blandt 172 forslag til design af en Natural Light-solcellelampe. Forslagene kommer fra 65 lande over hele verden, skriver Plan Danmark i en pressemeddelelse.

Vinderne er to argentiske studerende, Mariana Arando og Luca Fondello, der begge studerer industrielt design på universitetet i Buenos Aires.

Vinderlampen vil blive sat i produktion om kort tid, og næste år vil lamperne blive uddelt i områder uden adgang til elektricitet i tre afrikanske lande.

Distribueres af Plan International

Lamperne vil blive distribueret af NGO’en Plan International i Zimbabwe, Zambia and Senegal i slutningen af 2015 og begyndelsen af 2016.

Formålet er at levere bæredygtigt lys fra solceller til mennesker, der bor i områder uden elektricitet via et program, der involverer og udvikler lokalsamfundene.

Sidste år gik VELUX Gruppen og organisationen Little Sun sammen om at lancere den internationale designkonkurrence Natural Light.

Designstuderende verden over blev opfordret til at udvikle en solcellelampe, som skal skaffe bæredygtigt lys til en overkommelig pris til nogle af de 1,2 milliarder mennesker i verden, der ikke har adgang til elektricitet.

Juryen har nu udpeget vinderdesignet, der er udviklet af to industrielle designere fra universitetet i Buenos Aires i Argentina.

Hjælpe mennesker, der ikke har adgang til elektricitet

“Vi er virkelig stolte over at have vundet Natural Light-designkonkurrencen. At vinde en konkurrence som denne kan være en kæmpe løftestang for vores karriere fremover. Vi er meget spændte på at se det færdige resultat af vores designforslag og –koncept, når lampen er produceret og kommer ud og gør gavn hos brugerne. Vi var begejstrede for ideen om at hjælpe mennesker, der ikke har adgang til elektricitet, og gøre livet lettere for dem. Det har været vores primære motivation gennem hele processen. Vi er også glade for, at der nu vil blive fremstillet 14.500 lamper, som skal sælges i Afrika, hvor de kommer til at gøre en forskel for mange familier,” siger de to vindere, Mariana Arando og Luca Fondello.  

Juryen var meget imponeret over det kreative, innovative og gennemtænkte design, der kendetegner vinderprojektet, hedder det i pressemeddelelsen.

“At skaffe adgang til lys er ikke bare et spørgsmål om at opfylde et funktionelt behov. Det er også et spørgsmål om at forstå den nære sammenhæng mellem adgang til energi og vores fælles globale ønske om at være lykkelige. Det er min overbevisning, at disse aspekter altid skal betragtes som to sider af samme sag. Vinderprojektet tager højde for netop dette. Det afspejler en forståelse af, at det at holde en ren lyskilde i hænderne får een til at føle sig kraftfuld og ressourcestærk,” siger den islandske kunstner Olafur Eliasson, medstifter af Little Sun og formand for Natural Light-juryen.

I anledning af VELUX Gruppens ejer, VKR Holdings, 75-års fødselsdag vil der blive fremstillet 14.500 Natural Light-lamper baseret på vinderdesignet.

“Med udgangspunkt i VELUX Gruppens målsætning om at være en mønstervirksomhed ønsker vi at gøre en indsats for at skaffe lys til områder i Afrika, som er uden adgang til elektricitet, og på den måde give noget tilbage til samfundet,” siger Michael K. Rasmussen, marketingdirektør for VELUX Gruppen og fortsætter:

“I anledning af vores 75-års jubilæum er vi glade for at kunne donere 14.500 bæredygtige solcellelamper til en overkommelig pris og på den måde bidrage til at forbedre menneskers liv i disse områder. Vinderdesignet er ikke blot perfekt ud fra et æstetisk synspunkt; konceptet er også meget gennemtænkt, og vi er sikre på, at lampen vil blive til gavn og skaffe lys, sådan som vi har tænkt os det.”

Om vinderne

Vinderne af den international designkonkurrence Natural Light er Mariana Arando (22) og Luca Fondello (23).

De bor begge i Buenos Aires i Argentina og studerer industrielt design på universitetet i Buenos Aires (FADU, Fakultetet for Arkitektur, Design og Byplanlægning).

De er meget engagerede i studiet og samtidig åbne over for at opsøge ny inspiration fra spændende projekter og få ny erfaring fra konkurrencer som denne.

Om uddeling af Natural Light-lampen

Plan International distribuerer lamperne. Ved distributionen af solcellelamperne anvendes der en model, der er inspireret af mikrolån. Konceptet går ud på, at mindre, lokale iværksættere, der under normale omstændigheder ikke kan optage lån, fordi de ikke har en fast indkomst eller andre aktiver, kan optage lån til at etablere en virksomhed. 

For at få gang i salget får disse iværksættere et lager af gratis Natural Light-lamper tildelt.

Når de har solgt lageret, har de dels haft en indkomst, dels skaffet midler til at indkøbe flere lamper med henblik på salg. På den måde kan de etablere en bæredygtig virksomhed.

Om konkurrencen

I anledning af VELUX Gruppens ejer, VKR Holdings, 75-års jubilæum blev unge designstuderende opfordret til at udvikle en speciel solcellelampe.

Natural Light-projektet blev lanceret for at markere en milepæl i VELUX Gruppens arbejde med at forbedre levestandarden rundt omkring i verden ved at bringe lys ind i folks hjem.

VELUX Gruppen samarbejder med Little Sun, som er et socialt projekt grundlagt af den internationalt anerkendte kunstner Olafur Eliasson og ingeniør Frederik Ottesen.

Målet er at forbedre levestandarden for mennesker, der bor i områder af verden, hvor der ikke er adgang til elektricitet.

Læs meget mere om lampen på Velux Gruppens hjemmeside.