I 2014 fik Institut for Menneskerettigheder (IMR) i København ny strategi for sit internationale arbejde, der bl.a. betyder en indsnævring af virkefeltet. Læs årsrapportens afsnit om instituttets arbejde i bl.a. Nepal, Zambia – og Kina, hvor der er bekymring for projekterne.
Institut for Menneskerettighedre har udgivet sin årsrapport for 2014-2015. Her kan man bl.a. læse om instituttets internationale arbejde, som der i 2014 blev udarbejdet en strategi for.
Her følger afsnittet om instituttets internationale arbejde i 2014.
Ny skarp international strategi
2014 blev et skelsættende år for det internationale arbejde. Først og fremmest udarbejdede IMR en ny strategi for arbejdet uden for Danmarks grænser.
Den internationale strategi 2014-2017 fokuserer på at gøre stater dygtige til at beskytte og fremme menneskerettigheder. IMR vil samtidig fokusere på at styrke det internationale menneskerettighedssystem, da det yder en væsentlig hjælp til staters arbejde med at beskytte og fremme menneskerettigheder.
Dette nye fokus gør, at Institut for Menneskerettigheder fremover ikke arbejder med styrkelse af civilsamfundet, men overlader det til andre organisationer, der har specialiseret sig i dette.
Civilsamfundet vil så være IMRs strategiske samarbejdspartnere i at udvikle ny viden om menneskerettighedernes håndhævelse og sikre dialogen mellem stat og individ.
IMR har koncentreret arbejdet, så det dækker otte prioritetslande og fem potentielle prioritetslande, hvor der samarbejdes med statslige aktører, såsom justitsministerier, nationale menneskeretsinstitutioner og politi.
Derudover intensiveres arbejdet med global udvikling samt menneskerettigheder og erhverv.
Endelig vil instituttets forskningsafdeling fokusere på menneskerettighedernes legitimitet i en tid, hvor religion og politik konstant udfordrer de universelle rettigheder.
Regionale resultater i Afrika
Samtidig med strategiarbejdet har IMR i 2014 opnået væsentlige resultater. Året markerede et gennembrud for instituttets langvarige indsats med politistyrker i Afrika og deres arbejde med menneskerettigheder.
Den Afrikanske Kommission for Menneskerettigheder har vedtaget retningslinjer for forholdene under arrestationer, politivaretægt og varetægtsfængsling. Det er et skridt på vej mod bedre forhold for afrikanske borgere i deres møde med ordensmagten. Retningslinjerne baserer sig på instituttets arbejde med politiet i Niger i Vestafrika.
Afghanistan – offentlighed i forvaltningen
I Afghanistan blev loven om offentlighed i forvaltningen vedtaget. Loven sikrer for første gang i det uroplagede lands historie, at journalister og borgere får adgang til informationer fra staten.
Institut for Menneskerettigheder har støttet arbejdet med udformningen af loven, så den lever op til internationale standarder.
Tunesien – vil have robust menneskeretssystem på plads
I Tunesien aflagde en tværministeriel arbejdsgruppe den første rapport om tunesernes økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som skal afleveres til FN. Tuneserne arbejder, med støtte fra instituttet, hårdt for at få et robust menneskeretssystem på plads efter revolutionen i 2011.
Kina – styret strammer kursen
Styret i Beijing har det seneste år strammet kursen over for menneskeretsaktivister og NGOer, og hvad det er acceptabelt at arbejde med.
Det har haft konsekvenser: Aktivister er blevet fængslet og NGOer marginaliseret i højere grad, end vi har set længe.
I forhold til Institut for Menneskerettigheders projekter i Kina oplever vi, at åbenheden fra kinesiske myndigheder og vores rum til at arbejde er blevet mindre i forhold til for bare et til to år siden. Den udvikling er bekymrende.
Tilbageslagene til trods var 2014 også året, hvor IMRs Kina-program fik en ny treårig bevilling fra det danske udenrigsministerium. Og et af de steder, hvor der stadig er rum til at gøre en indsats for at styrke menneskerettighederne i Kina, er på uddannelsesområdet.
Institut for Menneskerettigheder indgik i 2014 et samarbejde med det prestigefyldte Nankai Universitet i Tianjin om at udvikle materialer til undervisning i menneskerettigheder af grundskoleelever og embedsmænd.
Samarbejdet løber foreløbigt i tre år fra 2014 til 2016. De første to år skal der udvikles undervisningsmaterialer målrettet de forskellige alderstrin i skolen og en lærermanual.
Det tredje år skal de første lærere modtage kurser i at bruge undervisningsmaterialet. Da det er temmelig nyt for kineserne at skulle undervise skoleelever og embedsmænd i menneskerettigheder, starter processen nærmest fra nul.
Planen er at udvikle et undervisningsforløb, der følger et barn gennem hele dets uddannelse og behandler de menneskeretlige problemstillinger, der er mest behov for at kende på de forskellige alderstrin.
Grænsen går ved undervisning i flerparti-demokrati
Der er grænser for, hvilke menneskerettigheder der kan komme med i pensum, f.eks. kan der ikke undervises i flerparti-demokrati.
Samtidig skal alle undervisningsmaterialer godkendes af det kinesiske uddannelsesministerium. Til gengæld er der et enormt potentiale, hvis materialerne på sigt kan udbredes til hele det enorme land.
Institut for Menneskerettigheder er bevidst om, at nogle rettigheder er umulige at undervise i, hvis kineserne skal være med. Men har valgt at prioritere, at kinesiske børn får adgang til undervisning i en række vigtige menneskerettigheder.
Nepal – kamp mod tortur
Institut for Menneskerettigheder gik i november 2014 i gang med et nyt program i Nepal, der i første omgang løber i fire år.
Programmet indeholder et samarbejde med nepalesisk politi. Det er meningen, at instituttet skal støtte konkrete aktiviteter for at forebygge, at politiet anvender tortur. I samarbejde med det danske politi og Kathmandu School of Law støtter instituttet projekter i 60 af Nepals 75 distrikter.
Første skridt er en kortlægning af udbredelsen og årsager til tortur.
Det er en tese, at tortur i Nepal bl.a. kan skyldes, at politiet er under pres for at opklare forbrydelser, men lider under dårlige arbejdsforhold og mangel på udstyr til at efterforske. Der er også tradition for, at politiet gerne må udøve en slags ’opdragende vold’.
Institut for Menneskerettigheder støtter derfor politiets arbejde med at planlægge og gennemføre 60 projekter, som skal bryde den onde cirkel. IMR kan trække på sine positive erfaringer fra lignende samarbejdsprojekter med politi i Vestafrika.
Instituttet vil samtidig samarbejde med institutioner, der overvåger tortur.
Programmet består derudover i at give teknisk rådgivning til det kontor under det nepalesiske statsministerium, som er ansvarligt for at koordinere menneskeretsindsatsen i landet.
IMR vil støtte Nepal i at rapportere til FN og hjælpe med at udvikle redskaber til at måle, hvordan menneskeretssituationen i landet forbedres. Vigtige emner er, hvordan man undgår diskrimination af lav-kaste og kasteløse i et hierarkisk samfund som det nepalesiske.
Efter 10 års blodig borgerkrig har Nepal nu i otte år arbejdet med at skabe en fungerende stat. Endnu mangler en forfatning, og det betyder, at menneskeretsarbejdet savner en klar statslig forankring.
Zambia og begrebet AAAQ
Institut for Menneskerettigheder har udviklet en ny metode til at sikre, at menneskerettigheder ikke kun er noget, man taler om i konventioner og på FN’s bonede gulve i Genève og New York, men rent faktisk betyder konkrete forbedringer for de mennesker, der har brug for det.
Metoden kaldes Tilgængelighed, Adgang, Accept og Kvalitet – eller bare AAAQ efter den engelske forkortelse (Availability, Accessibility, Acceptability, Quality).
Metoden er rettet mod de såkaldte økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som f.eks. retten til sundhed, uddannelse, mad og bolig. I første omgang har instituttet arbejdet med at konkretisere retten til vand.
Arbejdet er startet i Zambia og Zimbabwe, hvor IMR og partnere først har taget udgangspunkt i de internationale konventioner, dernæst regionale aftaler for endelig at analysere national lov for på den måde at afdække, hvad retten til vand egentlig betyder.
I Zambia må der f.eks. højst være 1.000 meter til en brønd, der dagligt kan levere 20 liter vand til en person på maksimalt 30 minutter.
Metoden skal sikre, at minimumskravene bliver anerkendt af både stat, private vandleverandører og civilsamfundet. Og at man derfor får mulighed for at stille de ansvarlige til regnskab, hvis vandet er forurenet, flyder for ustabilt eller slet ikke er til stede.
I Zambia betyder det, at NGOer benytter AAAQ som kvalitetskontrol og til at sikre, at de offentlige midler til vandforsyning bruges til at sikre retten til vand.
AAAQ duer ikke kun i Zambia, men bruges i andre lande – og til andre rettigheder. Institut for Menneskerettigheder arbejder med at udvikle AAAQ til fem yderligere rettigheder: til mad, uddannelse, sanitet, et hjem og sundhed.
Erhvervslivet – værktøjskasse fra IMR
Flere og flere lande er begyndt at lave nationale handlingsplaner for økonomiens påvirkning på menneskerettighederne – og de bruger en ’værktøjskasse’ udviklet af Institut for Menneskerettigheder til at gøre det. Blandt landene er USA, Tyskland, Irland og Chile.
Traditionelt set har menneskerettighederne været staternes ansvar. Men en mere globaliseret verden stiller nye krav til både stater og virksomheder, da erhvervslivet kan påvirke menneskerettigheder både positivt og negativt i de enkelte lande.
Ofte er det uklart, hvad der er statens pligt og hvad der er erhvervslivets ansvar, når menneskerettighederne bliver krænket.
I 2011 vedtog FN retningslinjer, som fastslår, at staten har pligt til at beskytte menneskerettighederne; erhvervslivet har ansvar for at respektere menneskerettighederne; og at der skal være reel ret til at klage og få godtgørelse, hvis menneskerettighederne krænkes.
Nationale handlingsplaner udgør fundamentet for, at de enkelte lande får afklaret, hvordan stat, erhvervsliv og det omgivende samfund hver især lever op til deres forpligtelser og ansvar for at skabe en ordentlig politik for menneskerettigheder og erhverv, der følger FN’s retningslinjer.
Det er ikke ligetil at lave en god handlingsplan, da modstridende interesser ofte kolliderer, ligesom det kan være svært at kopiere andre landes planer, da de nationale problemer er vidt forskellige.
Så i stedet for at tilbyde standardløsninger indeholder instituttets værktøjskasse et væld af muligheder, som landene selv kan vælge imellem.
På trods af stor interesse fra staterne er der et stykke vej at gå: Civilsamfund og erhvervslivet bliver typisk ikke involveret nok, når handlingsplanerne laves.
Værktøjskassen er udviklet i samarbejde med International Corporate Accountability Roundtable.
Læs hele rapporten eller afsnittet om det internationale arbejde.