Den danske modetøjs-milliardær Anders Holch Povlsen fra familien bag Bestseller-koncernen er en af hovedkræfterne bag et bud på 192 mio. dollars (ca. 1 milliard kr.), der kan skaffe en investor-kreds 92 procent af den indiske tekstil-gigant Bombay Rayon Fashions Ltd (BRFL), skriver B.T. online onsdag.
Holch Povlsen og co. ejer i forvejen 14 pct. af aktierne i tekstilkoncernen ifølge den indiske erhvervshjemmeside VCCircle.
Anders Holch Povlsen har aldrig lagt skjul på, at hans ambitioner for Bestseller-koncernen er store.
– Jeg håber, at når folk fra Brande (hvor Bestseller-koncernen har hjemme, red.) er ude at rejse i verden og støder på vores mærker, så bliver de lidt stolte eller tilfredse. Ligesom når folk ser en Mærsk-container, sagde han sidste år i et interview med Berlingske Tidende.
Han har ekspan-deret voldsomt, og i det seneste regnskabsår, som sluttede juli sidste år, kunne Bestseller notere 474 nye butikker åbnet over hele verden.
Koncernens regnskab viste et overskud på ca. 2,7 mia. kroner.