Avis: Indien lægger os på is

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Indiens regering har besluttet at sætte alle økonomiske forbindelser til Danmark i bero for at lægge maksimalt pres på den danske regering i sagen om Niels Holck. Det skriver erhvervsavisen The Indian Express ifølge Berlingske Tidendes netsite b.dk tirsdag.

Indien vil have den danske statsborger, Niels Holck, udleveret for at kunne retsforfølge ham for en række forhold, begået i 1995, om bl.a. våbennedkastning og sammensværgelse mod den indiske regering.

Den 30. juni i år slog Højesteret fast, at Niels Holck ikke skulle udleveres til Indien, fordi han dér risikerer at blive udsat for tortur. Niels Holck har selv erkendt, at han arrangerede nedkastning af våben til oprørere i Vestbengalen i 1995.

Ifølge The Indian Express’ kilder er beslutningen truffet for at begrænse og “forsinke” det økonomiske samarbejde med Danmark.

Beslutningen får ingen diplomatiske konsekvenser, skriver avisen. Det indiske Udenrigs-ministerium skal dog godkende alle former for kontakt til Danmark.

Det er en særdeles dårlig nyhed for store dele af dansk erhvervsliv, at Indien nu lægger samarbejdet med Danmark på is, mener tidligere Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, som per 1. august er udnævnt til eksportambassadør for Indien i det danske udenrigsministerium.

Han erkender overfor DR online, at det i kølvandet på Niels Holck-sagen kan blive svært i den kommende tid at fremme dansk erhvervsliv i Indien.

– Det bliver op ad bakke, men det er vigtigt ikke at tabe modet. Du kan sige, at Indien kan måske nok undvære os i de kommende år, men vi kan ikke undvære Indien, siger han.

Ifølge eksportambassadøren er det indiske marked i kraftig vækst inden for stort set alle områder, hvor Danmark har kompetencer.

Tilføjelse U-landsnyt.dk: Udover udleveringssagen var det nu indstillede dansk-indiske bistandssamarbejde ramt af flere gnidninger.

Danmark neddroslede bistanden på grund af det indiske atomprogram. Senere besluttede regeringen i Delhi helt at standse bistandssamarbejdet og oven i købet betale alle udestående danske fordringer tilbage i ét hug.