Regentparret og Kronprinsparret aflægger statsbesøg i Vietnam, et af de største samarbejdslande for dansk udviklingsbistand, fra mandag den 2. til fredag d 6. november 2009, skriver udenrigsministeriet i en pressemelding onsdag
Det dansk-vietnamesiske samarbejde udvikler sig med rivende hast. Udviklingsbistanden er fortsat rygraden i samarbejdet, og Danmark bidrog med godt 416 millioner kr. i 2008.
Samtidig er der en stærk udvikling i handelsrelationerne mellem virksomheder fra Danmark og Vietnam. Også kultursamarbejdet blomstrer – stærkt hjulpet på vej af et kulturbistandsprogram. Vietnam er i stigende grad blevet mål for danske turister.
Den danske bistand til Vietnam har bragt mange konkrete resultater inden for bl.a. fiskeri, landbrug, vand og sanitet samt miljø. Og den har bidraget direkte til den imponerende fattigdomsreduktion, som Vietnam har præsteret inden for de seneste 10-15 år.
Den danske bistand bidrager også til udviklingen af private virksomheder, der er drivkraften i Vietnams høje økonomiske vækst og årsagen til, at der skabes mere end 1,5 mio. nye arbejdspladser hvert år.
Det sker såvel gennem direkte samarbejde mellem danske og vietnamesiske virksomheder under det såkaldte B2B-program som i form af blandede kreditter og støtte til forbedring af rammevilkårene for det private erhvervsliv.
Med en voksende økonomi byder Vietnam på interessante forretningsmuligheder for danske virksomheder. Der er i dag omkring 100 danske virksomheder etableret i Vietnam.
Som noget nyt er klimaændringer og katastrofeforebyggelse kommet på dagsordenen for det dansk-vietnamesiske udviklingssamarbejde.
Programmet for besøget
Programmet for statsbesøget vil dels fokusere på erhvervsområdet med fokus på erhvervsfremstød og samarbejdet mellem vietnamesiske og danske virksomheder og skabelse af nye arbejdspladser i Vietnam, dels på klima og miljø samt bæredygtig udvikling.
Den overordnede målsætning med kulturaktiviteterne under statsbesøget er at stimulere interessen for dansk kunst og kultur i Vietnam og i den sammenhæng at styrke den gensidige forståelse mellem fremtidens Vietnam og Danmark.
I den sammenhæng bør det bemærkes, at Prins Henrik har særlige bånd til Vietnam, idet han tilbragte de første 5 år af sit liv i det daværende Fransk Indokina. Her varetog faderen familieinteresserne i industriforetagender m.m., som farfaderen havde grundlagt ved århundredeskiftet. I 1939 vendte familien tilbage til stamhuset le Cayrou i Cahors.
Den 2. og 3. november tilbringer Regentparret og Kronprinsparret i hovedstaden Hanoi bl.a. med officiel modtagelse af Vietnams præsident Nguyen Minh Triet og erhvervs- og kulturaktiviteter.
Den 4. november tager Regentparret og Kronprinsparret til den gamle kejserby Hue, hvor der vil være fokus på erhverv og udviklingsbistand.
Den 5. november er der ankomst til Ho Chi Minh byen i det sydlige Vietnam, hvor der vil være fokus på erhvervsaktiviteter, og hvor den afsluttende pressekonference finder sted den 6. november.
Presserejse
Som vanligt vil Udenrigsministeriets Presseenhed arrangere en fælles presserejse med afgang fra København den 31. oktober og hjemrejse den 6. november.
Yderligere oplysninger om statsbesøget hos journalist Janina Graae i udenrigsministeriet, tlf. 33 92 02 51 eller mobil 40 83 89 37.