Anmeldelse af Henrik Døcker
Inga-Britt Ahlenius var 2005-2010 chef for FN’s interne tilsynsmyndighed (sådan lidt à la rigsrevision) kaldet OIOS og det er hendes erfaringer med generalsekretær Ban Ki-moon fra denne periode, der er genstand for bogen ”Mr. Chance – FN’s förfall under Ban Ki-moon”.
Den har hun skrevet sammen med den svenske journalist Niklas Ekdal.
Alene titlen på bogen antyder hendes ærinde; den er en reference til en film om en ubetydelig mand, som – i de rette klæder og med passende personlig ”markedsføring – alligevel når højt på strå.
Ahlenius mener kort sagt, at Ban Ki-moon er alt andet end kompetent til sin høje post i FN.
Det går da også som en rød tråd i bogen, at Ban hverken er lydhør eller synderligt kommunikerende i forhold til andre ledende figurer i FN-systemet.
Som den tredjehøjest placerede embedsperson i FN-hierarkiet følte Ahlenius sig rigtigt dårligt tilpas og, forstår man, gennem den manglende opbakning eller det manglende partnerskab ikke i stand til at udføre sit job helt, som hun ønskede det.
Kritikken går overvejende på generalsekretærens person, hans måde at være på, og er ikke eksemplificeret i forhold til enkeltsager. Det fremgår således ikke af denne bog, at Ban på nogen måde har villet camouflere eventuelle afsløringer af (magt)misbrug i eller over for FN.
Tavshedspligten…..
Antagelig har Ahlenius været afskåret herfra på grund af sin tavshedspligt.
Men visse former for bestikkelse af folk i FNs indkøbsenhed har da været rapporteret i international presse; f.eks. affæren Wasserstrom – om den amerikanske FN-embedsmand, der fik ørerne ordentlig i maskinen, fordi han talte ud om, hvordan de offentlige værker i Kosovo havde et alt for tæt forhold til FN-administrationen i den dav. jugoslaviske provins, forkortet UNMIK, i 2007.
Men bogen når lige at notere, at Kosovos transportminister i foråret 2000 blev pågrebet i lufthavnen med valuta svarende til omkring 300 mio. kr. i sin håndbagage (uden at vi får at vide hvad der så skete). Bogen beskriver skuffende lidt om OIOS’ arbejde som sådan.
Ahlenius har selv en hæderværdig fortid i den svenske rigsrevision, og hun opbyggede såmænd også en rigsrevision just i Kosovo (men altså ikke så effektiv, at den umuliggjorde hvad Wasserstrom siden oplevede).
Bogen, som i det væsentlige synes skrevet af journalisten Niklas Ekdal, bringer mange interessante informationer om FN i almindelighed og om de udfordringer, verdensorganisationen bestandig konfronteres med.
Det meste af det har dog for længst været bragt frem for offentligheden: Så som skandalen i Olie-for-Mad-programmet, hvor det lykkedes den irakiske diktator Saddam Hussein at tappe FN-programmet for i omegnen af 15 milliarder dollars ved hjælp af 2.200 godtroende firmaer verden over (inkl. for resten danske, red.).
Eller at fem mio. afghanske flygtninge i nabolandene er vendt tilbage.
Men da kan det være nyttigt også at memorere, at FN’s store Congo-styrke koster omkring 10 mia. kr. om året.
Hårfin balancegang
Ahlenius og Ekdal medgiver dog, at generalsekretæren har et mere kompliceret job end ét i OIOS som sådan.
Sidstnævnte skal søge frem til sandheden (f.eks. om skumle transaktioner) uafhængig af religiøse, kulturelle, kønsbetingede eller politiske hensyn.
Ban Ki-moon derimod gå balancegang over for en stor del af FN’s medlemsstater, der ikke er retsstater, men styres af en selvudnævnt elite, der slår oppositionen ned med vold.
Bogen kan læses med udbytte, men ikke for at få viden om OIOS. De interne bataljer, uenighed om udnævnelser, om formen på møder osv. forekommer mig ikke af et sådant omfang, at man kan kalde Ban for en ”umulius”.
Men måske er han ikke den rette til at håndtere en hel verdensorganisation.
Journalist og forfatter Henrik Døcker har specialiseret sig i menneskerettigheder og folkeretten.
Om bogen
Forfattere: Niklas Ekdal & Inga-Britt Ahlenius
Titel: Mr. Chance – FN’s förfall under Ban Ki-moon
Sidetal: 260 + 53
Forlag: Blombergs (Sverige)
Anmeldelsen bringes i seneste udgave af FN-forbundets medlemsblad, GLOBAL, januar 2013.
